Skal du tilberede And, og leder efter den rigtige kernetemperatur, så er du kommet til rette sted. Her får du anbefalet kernetemperatur for and, både hel andesteg, andelår, andebryst og andebryststeg. Læs med her og bliv klogere på hvilken temperatur and skal være.
Anbefalet kernetemperatur – and
Udskæring
Rosa
Gennem-stegt
Hel andesteg
Anbefales ikke
75°C
Andelår
Anbefales ikke
75°C
Andebryst
68°C
75°C
Andebryststeg
68-70°C
75°C
Andebryst sous vide
58°C
62°C
Andelår sous vide
Anbefales ikke
68°C
Confiterede andelår sous vide
Anbefales ikke
75°C
Mere juleinspiration
Ofte stillede spørgsmål
Må and være rosa?
Generelt anbefaler man at fjerkræ tilberedes til en kernetemperatur på 75°C, for at sikre at der ikke er bakterier, der kan gøre os syge. Andebryst serveres dog ofte rosastegt, fordi et gennemstegt andebryst ofte bliver tørt og kedeligt at spise. Så Ja, and på godt være Rosa, men hvis du tilbereder en hel and, anbefales det at gennemstege den.
Hvor mange grader skal en and være?
Når du tilbereder en hel andesteg bør du stege den til kernetemperaturen er 75°C. Brug et stegetermometer for at tjekke om anden har nået den ønskede temperatur. Du skal gå efter en kernetemperatur på 75°C både hvis du tilbereder din andesteg i ovnen eller på grillen.
Hvor skal stegetermometer sidde i en and?
Du skal stikke spidsen af dit stegetermometer ind der hvor varmen har sværest ved at nå ind. Det vil sige i det tykkeste stykke kød, som oftest er i brystet eller låret. Undgå at stikke termometeret helt ind så det rør ved knogler eller går hele vejen igennem. Ofte kan låret tage længere tid at tilberede end brystkødet, så tjek altid om låret er færdigt, hvis du har haft stegetermometeret siddende i brystkødet inden du tager anden ud af ovnen.
Hvordan ved jeg om min and er færdig hvis jeg ikke har et stegetermometer?
Hvis du ikke har et stegetermometer når du skal tilberede din and, så bør du følge den vedledende tid i den opskrifter du følger. Du tjekker om anden er færdig ved at stikke i brystet og låret med en gaffel eller kødnål, helt ind til knoglen. Er saften der kommer ud klar, så er anden færdig, er den rød, så skal anden tilberedes lidt længere tid.
Hvorfor kan man tilberede and ved lavere temperatur i sous vide?
Når vi laver andebryst i sous vide, sættes temperaturen ofte ved 58 grader, men hvordan kan vi være sikre på at få bakterierne slået ihjel ved så lav temperatur? Det er simpelthen fordi at ved sous vide-tilberedning, tilberedes kødet over længere tid, og derfor kan man bruge lavere temperaturer. Du behøver altså ikke stege and til 75°C når du tilbereder i sous vide. Læs mere om sous vide metoden her.
Nu ved du hvilken stegetemperatur du skal gå efter når du tilbereder din andesteg eller en udskæring af and til Mortensaften, jule eller bare fordi I skal hygge lidt ekstra.
Der er forskellige måder du kan tilberede din and på, og her får du vores bedste opskrifter til tilberedning i ovn, på grill, i airfryer eller i sous vide.
Sådan tilbereder du en hel and
En hel and er nok den vej de fleste vælger at gå til Jul eller Mortensaften. Det er perfekt hvis I er en hel familie der skal spise sammen.
Andesteg i ovn
Helt klassisk andesteg i ovnen med svesker og æbler. Perfekt til den traditionelle julemiddag hvis du vil lave anden i ovnen.
Hvis du vil forkæle familien lidt ekstra, så kan du få en ekstra saftig andesteg ved at langtidsstege den. Det bliver den så god af, så hvis du har tiden til det, så må du endelig prøve denne opskrift.
Vil du have en saftig andesteg, og undgå alt svineriet i ovnen, så er en stegepose vejen frem for dig. Det er nemt, og du får et fantastisk resultat hver gang!
Du kan lave en hel and i din airfryer hvis du har en airfryer med en stor skuffe. Det er ikke svært, og den bliver saftig og med lækkert sprødt skind. Perfekt til en lille and hvis I ikke er så mange.
Vil du gerne lave andestegen på grillen, eller har du bare ikke plads i ovnen fordi den er fyldt med flæskesteg eller andre lækkerier, så kan du nemt komme godt i mål med denne opskrift på grillet andesteg.
En langtidsstegt and der får lov til at snore på grillen smager bare fantastisk. Hvis du vil kræse lidt ekstra for dine gæster og elsker den gode grillsmag, så er det den du skal lave.
Hvis I kun er få mennesker til middagen, så er en andebryststeg et super godt bud i stedet for en hel and. Det er både billigere og mere passende i størrelsen, men da kødet stadig sidder på ben, får man et super lækkert og saftigt resultat.
Andebryststeg i ovn
En andebryststeg i ovnen er et godt bud hvis I kun er få personer til Mortensaften eller jul. Det smager skønt og er nemt at lave.
Skal det være nemt og hurtigt, så er airfryeren et god bud, og du får altså også et super godt resultat. Det er perfekt hvis du ikke har en ovn eller grill, eller hvis det bare skal være ekstra nemt.
Elsker I brystkødet og vil gerne gøre det ekstra nemt, så kan du vælge at lave nogle lækre andebryster. Der er flere forskellige måder at tilberede dem på, så find den der passer til dig.
Stegt andebryst på pande
Det er hurtigt at stege sit andebryst på panden, og det er ikke svært at tilberede det helt perfekt. Du får sprødt og lækker skind og saftigt kød.
Saftige og lækre andebryster tilberedt i airfryer er både nemt og hurtigt. De bliver saftige og får dejlig sprødt skind, lige som vi kan lide dem. Server dem med klassisk tilbehør som brunede kartofler og rødkål eller med en sprød kålsalat.
Tilbered dit andebryst sous vide, og vær sikker på at du får den helt rigtige tilberedning. Med sous vide risikerer du ikke at kødet får for meget, så det er altid helt perfekt tilberedt.
Andelår er altid et hit i børnefamilien, og herhjemme har anden altid for få lår. Derfor kan vi godt finde på at lave lidt ekstra lår, så alle kan få.
Andelår i ovn
Andelår kan du servere hele året rundt, men mange spiser det til Mortensaften eller jul. Det er en billig udskæring af and, og ofte det børnene foretrækker at spise. Du kan servere andelår med traditionelt tilbehør som rødkål, brunede kartofler og sovs eller med en sprød kålsalat.
Du kan servere andelår langtidsstegt som weekendmad eller til Mortensaften eller jul. Ved langtidsstegning bliver andelårene mere møre og lækre, og kan servere med traditionelt tilbehør eller dit favorittilbehør.
Har du prøvet en af disse opskrifter, eller har du en helt anden måde at tilberede anden på? Vi vil rigtig gerne høre om hvordan du tilbereder and til Mortensaften eller jul. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ❤️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her
Artikel af
Tina Westergaard Møller
Tina er mor i Madelsker-familien og uddannet civilingeniør i Arkitektur. Arkitektblyanten er dog skiftet ud med laptop og piskeris, og nu bruger hun meget af sin tid på at dele glæden ved madlavning med Jer her på Madformadelskere. Tina har stået i køkkenet siden hun var lille, og havde som barn en drøm om at blive kok. Hun elsker at fremtrylle lækre desserter og kager, og dele dem med familie og venner.
Alt tekst og alle billeder på denne hjemmeside tilhører Madformadelskere – Du må under ingen omstændigheder bruge materiale fra vores hjemmeside eller sociale medier uden skriftlig aftale. Overtrædelse vil udløse et krav om kompensation.