MØD Mad for Madelsker-familien
Bag Mad for Madelskere gemmer der sig en lille familie bosat i Sønderjylland. Familien består af mor Tina, far Rasmus, Johannes på 9 år og Ellen på 7 år, og vores skønne newfoundlænder Lasse på 8 år.
I vores familie elsker vi god mad, og bloggen er opstået for at dele vores passion for god mad og lækre opskrifter. Vi er ikke på nogen måde sundhedsfanatikere, men elsker at spise god og velsmagende mad, med fokus på gode råvarer.
Vi nyder at dyrke vores egne råvarer i haven og drivhuset i form af forskellige grøntsager og krydderurter, som gør at maden bare smager lidt bedre. Derfor elsker vi også sommeren, hvor vi ud over friske grøntsager får rigtig meget glæde ud af at sidde i haven og grille med familie og venner.
Glæden ved mad i godt selskab, fantastiske råvarer fra haven og ikke mindst masser af vores allerbedste opskrifter, er de centrale omdrejningspunkter for denne blog.
Vi håber at du som læser vil finde siden inspirerende.
Grill, røg og SOUS VIDE…
Rasmus elsker at grille og røge. Faktisk elsker han meget af den madlavning der kræver gadgets og masser af udstyr.
Derfor har vi efterhånden samlet en del madlavningsudstyr og køkkengadgets. Det er ikke altid Tina synes det er en god ide når Rasmus kommer med en forespørgsel på den næste maskine der skal føjes til samlingen. Derfor er der ofte lidt forhandlingstid når der skal handles nye ting til grill-parken eller sous vide-udvalget.
søde sager og smukke desserter
Tina er mere tilpas i det søde køkken. Hun elsker at lave desserter og kager. Og at spise dem naturligvis.
Børnene er da også blevet vant til at der som regel er kage eller i hvert fald noget hjemmebagt når de kommer hjem fra børnehaven. Og hvis ikke, så vil de meget gerne hjælpe med at bage noget.
Fotografi og fælles interesser
Bloggen her startede som en fælles hobby i 2014. En hjemmeside hvor vi kunne dele vores familieopskrifter og vores fælles passion for madlavning og opskriftsudvikling. I gennem vores arbejde med bloggen har vi lært en masse, udviklet nye interesser og fælles passioner.
Madfotografi er en af dem. Vi elsker at fotografere vores retter smukt og med det helt rigtige lys, der gør at maden ser appetitlig ud. Billederne her på bloggen er taget med vores Sony A7 II, som vi altid har under armen for at fange de bedste madoplevelser.
En anden af vores fælles interesser er at rejse og opleve. Det gælder både i Danmark og udlandet. Måske især i Danmark i disse år hvor vi har små børn.
Et af de steder vi besøger hvert år er Bornholm. Rasmus er født på Bornholm og har boet der den første del af sin barndom. Øen har fået en helt særlig plads i vores familie-hjerte. Læs vores guide til Bornholm her.
Ud over Bornholm elsker vi at rejse rundt i Danmark og opleve både den skønne natur og de dejlige madoplevelser. Danmark er et fantastisk land, og vi elsker at bruge vores fritid på at udforske vores land.
Skal vi følges?
Vi elsker at connecte med andre madelskere. Find os gerne på de sociale profiler, og husk at tag os med @madformadelskere hvis du laver nogen af vores opskrifter. Vi elsker nemlig at se alt Jeres lækre mad!