Perfekt stegt cote de boeuf i airfryer. Medium tilberedt, saftig og med masser af smag, lige som en god bøf skal være, og så lavet i airfryer. Nemmere kan det da ikke blive! Serveret sammen med en god sovs og lidt andet lækkert tilbehør, så er det helt perfekt. Læs med her, og se hvor nemt det er.
Bøf på den nemme måde
Der er vist ingen der er i tvivl om at airfryeren er kommet for at blive, i hvert fald her hjemme. Den er nem at bruge, bruger ikke så meget strøm og så går det hurtigt med tilberedningen. Og alligevel, så synes jeg på en eller anden måde at det er ved at tage overhånd, markedet er ved at blive oversvømmet af modeller, der kan mere og mere, og sjovt nok også fylder mere og mere.
Når det så er sagt, så kan en airfryer altså noget! Og selv en cote de boeuf er heller ikke noget problem. Jeg havde en liggende i fryseren, og så skulle det selvfølgelig prøves af. Og jeg må sige at vi var godt tilfredse med resultatet! Selvom det trækker lidt i en for at smide dem på grillen, for der synes jeg nu stadig man får en bedre smag, så blev den her rigtig god, og tilberedningen sad lige i skabet!
Til sådan en lækker bøf, skal der selvfølgelig også lidt lækkert tilbehør, og små kartofler tilberedt i ovnen med tomater og hvidløg, knuste broccoli med parmesan, alt sammen bundet sammen med en lækker og luftig hjemmepisket sauce bearnaise, så bliver det ikke bedre!
Og nemt er det altså i airfryeren, det eneste ekstraudstyr man skal have, er et godt stegetermometer. Jeg har selv et fra Meater, det fungerer rigtig godt og kan sidde i stegen eller bøffen under hele tilberedningen, så man kan følge med og får en notifikation når kernetemperaturen er nået.
Mere airfryerinspiration
Ingrediensnoter
Cote De Boeuf – Find en med en god fedtmarmorering, vores bøf vejede omkring 1300 g. Så tilberedningstiden skal muligvis tilpasses hvis den er enten større eller mindre.
Olie – Olien bruger jeg til at binde krydderierne, og så bruner den også bedre under tilberedningen synes jeg.
Salt – Sådan en bøf kan tage rimeligt meget salt. Jeg bruger kokkesalt da det er lidt nemmere at styre mængden end med fint salt, eller flagesalt.
Peber – Direkte fra kværnen, og groft kværmet. Det skal faktisk også en del peber på sådan en stor bøf, så lad være med at være bange for at krydre godt. Det betaler sig i sidste ende.
Vand – Der skal lidt vand i bunden af airfryeren, så der ikke kommer for meget røg i køkkenet når fedet begynder at smelte.
Hvordan laver man cote de boeuf i airfryer?
Her kommer der en kort beskrivelse af hvordan du laver en perfekt cote de boeuf. Der er minimal forberedelse, så det er bare at hoppe ud i det. Vi har brugt en Cosori Dual Blaze airfryer til opskriften. Vær opmærksom på, at der kan være meget forskel på hvordan den enkelte model airfryer fordeler varmen, så tilberedningstiden kan variere. Køb et godt stege termometer, så du kan holde øje med kernetemperaturen under tilberedningen.
- Bøffen tages ud af køleskabet en halv times tid før den skal tilberedes.
- Den smøres med en smule olie, og krydres derefter med rigeligt salt og peber.
- Placer nu bøffen på risten i den allerede forvarmede airfryer, og tilsæt lidt vand i bunden. Bøffen skal nu brunes af i ca. 15 minutter, den vendes efter ca. 7,5 minutter. Derefter skrues der ned for temperaturen og tilberedningen fortsættes i ca. 25 minutter eller til den ønskede kernetemperatur er nået.
- Når kernetemperaturen er nået tages bøffen op og placeres på en rist, hvor den nu skal trække utildækket inden den skæres ud og serveres.
Find den fulde opskrift længere nede på siden her.
Ofte stillede spørgsmål
Det er ikke alle airfryere der er ens. Jeg bruger 2 programmer på vores i den her opskrift. Broil til at brune af, og airfry til den sidste del af tilberedningen. Tjek manualen til din airfryer for at bruge programmerne optimalt.
Jeg plejer at sige imellem 56-58 grader, så skal den af og trække. Her stiger kernetemperaturen en smule, men den ender ud med at være medium tilberedt. Husk ikke at tildække bøffen når den trækker, så stiger temperaturen for meget og du risikerer en overtilberedt bøf.
Jeg plejer at måle midt i den tykkeste del af bøffen, det er nemlig her varmen er længst tid om at nå ind til.
Andre airfryer retter du måske vil synes om
- Kyllingefrikadeller i airfryer
- Hakkebøf i airfryer
- Oksefilet i airfryer
- Croutoner i airfryer
- Gyrosmarineret kylling i airfryer
Tips og Tricks
- Hviletid
- Det er ret vigtig at bøffen for lov til at trække utildækket efter den kommer ud af airfryeren. Så samler kødet sig og den vil ikke væske så meget når den bliver skåret ud. Læg den gerne på en rist når den skal hvile.
- Høj temperatur ved bruning
- Op med temperaturen til højeste varme når bøffen skal brunes af, og husk at vende den på halvvejen, så den bliver godt brunet på begge sider.
Serveringsforslag
- Server med bagte kartofler, hvidløgssmør og grønne ærter vendt i smør.
- Server med pommes frites, grønne bønner og en hjemmelavet Whiskysauce.
- Server med ovnkartofler, knuste broccoli og sauce Bearnaise.
Elsker du at lave mad i din airfryer?
Prøv også vores opskrift på Medister med bacon i airfryer
Opskrift på bøf i airfryer
Her får du vores opskrift på en perfekt stegt Cote Du Boeuf lavet i en airfryer. Serveret sammen med noget grønt, nogle lækre ovnkartofler, eller pommes frites og en god sauce, så bliver det ikke meget bedre.
Vi håber du får lyst til at prøve opskriften næste gang din familie ønsker en god bøf til aftensmad.
Côte de Boeuf i airfryer
Udstyr
- Cosori Dualblaze Airfryer (reklamelink)
- Stegetermometer
Ingredienser
- 1300 g Côte de Boeuf
- 1 spsk olivenolie
- 1 tsk salt
- 1 tsk peber, groft kværnet
- 3 dl vand
Sådan gør du
- Tag din Côte de Boeuf ud af køleskabet ca. 30 minutter inden den skal tilberedes.
- Forvarm din airfryer ved højeste varme i ca. 10 minutter. – Vi har brugt "broil"-programmet på vores airfryer sat til 205 grader.
- Bland salt og peber i en lille skål. Smør din Côte de Boeuf ind i olivenolie, og fordel derefter blandingen af salt og peber ud over bøffen på alle sider.1 spsk olivenolie, 1 tsk salt, 1 tsk peber, 1300 g Côte de Boeuf
- Kom nu bøffen i din airfryer, ovenpå risten, og kom derefter vand i bunden. Giv den nu 7,5 minutter ved 205 grader på "broil"-programmet, vend den og giv den igen 7,5 minutter.3 dl vand
- Skru derefter varmen ned til 180 og vælg "airfry"-programmet. Giv bøffen ca. 25 minutter, eller til kernetemperaturen i den tykkeste del af bøffen er 56 – 58 grader.
- Når kernetemperaturen er nået, tages bøffen op, og skal nu trække 15 minutter utildækket på en rist, inden den skæres ud og serveres.
Noter
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her