Valentinsdag er den 14. februar. Det er den dag hvor vi gør lidt ekstra for dem vi har kær, og herhjemme betyder det lidt ekstra god mad. Måske har du lyst til at overraske en du elsker med en lækker hjemmelavet Valentinsbrunch? Her får du inspiration og opskrifter til at komme godt i mål!

Mad til Valentinsdag
Valentinsdag er ikke rigtig noget vi fejrer som sådan. Men vi elsker en god undskyldning for at spise lidt ekstra godt, og her er Valentinsdag jo perfekt. Dagen falder altid på den 14. februar, og det er så den dag man kan hygge lidt ekstra om dem man har kær.
Det er meget forskelligt hvad for noget mad vi hver især sætter pris på. Der er dog nok ikke mange der ikke ville blive glade for en lækker Valentinsbrunch med brød, æg, bacon, yoghurt og en god kop kaffe til. Jeg ville i hvert fald ikke sige nej tak hvis det blev serveret herhjemme (Pssst, se her Rasmus!).

Kærlighedsbrunch med få ingredienser
Jeg er sikker på det kunne få et smil frem på læberne hos din udkårne hvis du disker op med sådan en brunch. Det vigtigste er at den er lavet med kærlighed!
Ud over kærlighed skal du faktisk ikke bruge ret mange ingredienser, og du kan sagtens skifte ud og tage de ideer du kan bruge og lade resten ligge.
Til denne brunch har jeg brugt:
- Æg
- Mælk
- Brød (må gerne være tørt)
- Parmesan
- Kanelsukker
- Græsk yoghurt
- Honning
- Müsli
- Bacon
- Lidt pynt i form af frysetørrede hindbær og timian
- Salt og peber
Derudover kan du servere kaffe, juice og eventuelt lidt frisk frugt eller bær til din brunch.

Et stykke brød – to retter
Et stykke toast med hjerteformet spejlæg i midten, så bliver det næsten ikke mere kærlighedsagtigt. Hjertet i brødet er stukket ud med en udstikker. Brødet er lavet som french toast med ost i æggeblandingen.
Det hjerte jeg har stukket ud af brødet, har jeg også lavet som french toast, men bare med kanelsukker i æggeblandingen, så det bliver sødt og mere får karakter af en dessert. Det serveres med lidt honning eller andet sødt ovenpå.
Andre ideer til Brunchen på Valentinsdag:
- Skær vandmelon i skiver og udstik som små hjerter
- Steg spejlæg i en hjerteform af metal
- Bag en brownie, og udstik herefter i hjerteform
- Dyp jordbær i chokolade og server til resten af brunchen
- Steg amerikanske pandekager i hjerteform på panden og server med chokoladesauce
Det er kun fantasien der sætter grænsen, så kast dig bare ud i det!

Opskrift på lækker brunch til Valentinsdag
Her får du vores bud på en lækker Valentinsbrunch, som du kan servere for din kæreste, mand, kone, familie eller andre du vil glæde på Valentines Day. Det er en menu med få ingredienser, men den smager skønt, og kan med sikkerhed bringe glæde for dem ser serverer den for. Husk den vigtigste ingrediens er kærlighed, det skal man aldrig sparre på.

Valentinsbrunch
Ingredienser
Brød med æg, french toast og bacon:
- 2 skiver brød
- 3 stk æg
- 1/2 dl mælk
- 2 spsk parmesan, fintrevet
- Salt
- Peber
- 2 spsk kanelsukker
- 2 tsk honning
- 10 g smør, til stegning
- 4 skiver bacon
Græsk yoghurt med honning og müsli:
- 1 dl græsk yoghurt
- 2 spsk honning
- 2 spsk müsli
Serveres eventuelt med:
- Friskbrygget kaffe
- Juice eller smoothie
- Frisk frugt eller bær
Sådan gør du
Brød med æg og bacon:
- Steg baconskiverne sprøde på en pande, og stil den til siden indtil servering.
- Udstik hjerter med en udstikker i brødskiverne.
- Slå 1 æg ud, og pisk det sammen med mælk. Del æggemassen op i to skåle. I den ene skål tilsættes parmesan, salt og peber, i den anden tilsættes kanelsukker.
- Dyp de firkantede stykker brød med et hjertehul i midten i æggemassen med parmesan, og steg dem på en pande ved middel varme på den ene side i cirka 1-2 minutter til det er gyldent og sprødt. Vend brødet, og slå så et æg ud i hvert hjerteformet hul i midten. Hvis du er i tvivl om det hele kan være der, så slå ægget ud i en lille skål, og hæld først blommen i, og derefter hviden lidt af gangen. Læg et låg på panden eller staniol henover, skru ned for varmen, og steg videre indtil ægget er færdigtilberedt. Nu er æggebrødene klar til servering, drys dem med salt og peber, og eventuelt lidt timian eller purløg.
- Dyp de små udstukne hjerter i æggemassen med kanelsukker i, og steg dem på panden i 1-2 minutter på hver side til de er gyldne. Anret dem med lidt sirup på toppen og eventuelt drysset med frysetørrede hindbær eller friske bær.
Græsk yoghurt:
- Fordel yoghurten i glas, kom lidt honning på toppen, og til sidst müsli, granola eller nødder.
- Anret det hele på et fad eller et stort tapasbræt, og server med kaffe eller te, juice eller smoothie og frisk frugt eller bær.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag vores E-bog med 10 nemme hverdagsretter: