Perfekt saltet og røget laks, der bare smelter på tungen. Det er sådan koldrøget laks skal være. Serveret på ristet brød sammen med nogle asparges og rejer, så er det simpelthen en himmelsk mundfuld. Hvis du mangler opskriften på den bedste koldrøgede laks, så læs med her.
Mad med røg
Jeg synes at det er vildt spændende at arbejde med røgning. Og det har udviklet sig med årene. Jeg startede med at varmrøge i kuglegrillen, så fik jeg en Weber Smokey Mountain som jeg røg på nogle år, inden jeg byggede min egen røgeovn i træ.
Sidste skud på stammen, som jeg har haft i en del år, er min Borniak røgeovn (reklamelink), den har varmelegme og røgenerator samt et koldrøgningskit, så det hele er blevet lidt nemmere.
Det er en fornøjelse at tage et stykke hjemmerøget bacon op af fryseren, og jeg må sige at det smager noget bedre end det man kan købe. Og det er helt det samme med koldrøget laks.
Koldrøg, halvvarm røg og varmrøg
Temperaturen man røger ved betyder meget. Når man røger arbejder man med 3 forskelige temperaturintervaller.
– Koldrøg: 15 – 25 grader
– Halvvarm røg: 25 – 45 grader
– Varmrøg: 45 – 90 grader
Når jeg koldrøger, som med den her laks, så plejer jeg at holde temperaturen i den lave ende, altså tættere på 15 end 25. jeg vil helst undgå bakterievækst og selvom man er grundig med hygiejnen, så er jeg mest tryg ved den lidt lave temperatur.
Saltning af laks til koldrøgning
Før laksen er klar til røgeovnen, skal den tørsaltes. Det gør vi med en blanding af salt og rørsukker. Vi bruger 180 gram salt samt 80 gram rørsukker. Blandingen drysses på oversiden af laksen i et jævnt lag, der kommes også lidt på undersiden.
Laksen vakuumpakkes hvis muligt, og trækker i køleskabet i 10 timer, hvorefter den skylles i koldt vand. Efter tørsaltning skal laksen tørre i køleskabet inden den er klar til at blive røget.
Ingrediensnoter
Laks – En hel lakseside på cirka 1400 gram.
Salt – Til tørsaltning inden laksen skal røges.
Sukker – Bruges også til tørsaltningen.
Bøg og rødel – Skal bruges til selve røgningen i røgeovnen.
Hvordan ryger man laks?
Det er et projekt at lave koldrøget laks. Der er en del forberedelse i form af saltning og tørring. Og så er der selve røgningen. Jeg interval-røger. Det gør jeg for at give røgen og saltet tid til at trænge godt ind i laksen. Her kommer en kort gennemgang af fremgangsmåden. Den fulde opskrift kan du finde nederst på siden.
Laksen trimmes først, og klargøres til saltning. Blandingen af salt og sukker fordeles i et jævnt lag ud over laksen, der skal også noget på skindsiden. Herefter vakuumpakkes laksesiden og lægges på køl i ca. 10 timer.
Når laksen har saltet, tages den ud af indpakningen og skylles grundigt i masser af koldt vand, dup laksen tør med køkkenrulle. Nu skal laksen på køl og tørre et døgns tid inden den er klar til røgning.
Når laksen er “overfladetør” gøres røgeovnen klar. Her kan der bruges elektrisk røggenerator (Den der følger med en Borniak) eller en koldrøgsgenerator (reklamelink) samt røgesmuld.
Røg nu laksen ved “jævn” koldrøg i 12 timer. Derefter skal den på køl i 12 timer inden processen med røg gentages for sidste gang. Når laksen er røget sidste gang skal den på køl et døgn eller to inden den er klar til servering.
Efter den har være på køl, og røg og salt har sat sig, er laksen klar til at blive skåret ud og serveres. Når man skal skære en koldrøget laks, så starter man i haleenden og skærer mod halen. Lad kniven gøre arbejdet og skær meget tynde skiver.
Find den fulde opskrift længere nede på siden her.
Ofte stillede spørgsmål
Hvis du vil servere din laks til forret, behøver man ikke meget andet tilbehør end noget godt brød. Bag for eksempel et gammeldags formbrød og server det sammen med en god dressing eller en rejesalat.
Se flere ideer til lækkert tilbehør til laks her
Miljøstyrelsen og Sundhedsstyrelsen anbefaler at gravide holder igen med at spise koldrøget og gravad fisk, pga muligheden for forekomst af bakterier. Derudover anbefales det at holde igen med vild laks fra Østersøen. Læs mere om fisk og graviditet her.
Koldrøgning er en røgemetode, hvor man først tørsalter sin fisk eller kød, og derefter lader den tørre inden man røger den ved det man kalder koldrøg. Her er temperaturen lav, mellem 15 og 25 grader. Man kan koldrøge i en røgeovn eller på en utændt grill.
Andre røgeopskrifter du måske vil synes om
- Varmrøget laks
- Hjemmelavet bacon
- Hjemmerøget engelsk bacon
- Blinis med varmrøget laks og syltede rødløg
- Lakserilette med varmrøget laks
Opskrift Koldrøget laks
Her kommer vores opskrift på den bedste koldrøget laks. Den smelter på tungen og er et must på ethvert brunchbord, til julefrokost eller til påskefrokost.
Laksen tager noget tid at lave, men det er alt arbejdet værd. Jeg håber du får lyst til at prøve opskriften og servere en fantastisk laks for din familie.
Koldrøget laks
Ingredienser
- 1 side laks, ca. 1400 g.
- 180 g salt, groft kokkesalt
- 80 g rørsukker
Sådan gør du
- Start med at trimme laksesiden til, skær løst skind væk og sørg for at tjekke om der skulle have gemt sig et ben eller 2.
- Bland salt og sukker i en skål.
- Læg laksesiden med skindsiden ned af i et fad.
- Drys nu salt samt sukker ud over laksen så det ligge i en jævnt lag. Kom også lidt af blandingen under laksen.
- Vakuumpak derefter laksen, og læg den på køl i ca. 10 timer.– Alternativt kan dette gøres i et fad. Blandingen af salt og sukker fordeles over laksen, kom en smule på skindsiden. Stil laksen i køleskabet og lad den trække i ca. 10 timer. Saltningstiden kan enten forlænges eller forkortes.. Jeg synes at det passer fint med 10 timer, så rammer jeg en saltbalance, der er som jeg gerne vil have den.
- Efter de 10 timer tages laksen ud af køleskabet og skylles grundigt under den kolde hane for at fjerne overskydende salt.
- Tør nu laksen grundigt af med køkkenrulle.
- Læg den i et andet fad evt. på en rist så der kan komme luft til.
- Nu skal laksen tørre et døgns tid i køleskabet, man kan også hænge den i et flueskab hvis temperaturen ude er tilpas lav. Vil man nu have en laks der er lidt mere fast i kødet, skal den tørre i længere tid.
- Under tørringsprocessen dannes en tynd tør hinde på laksen bestående af protiener, der under saltningen har været flydende, det hedder Pellicle på engelsk. Det er med til at laksen tager meget bedre imod røgen når man kommer dertil.
- Nu er det røgetid! Læg laksen på en rist eller bind den op i halen. Forbered røgeovnen til koldrøg.– Koldrøgning ligger i området 15-25 grader i røgkammeret. Jeg Plejer at holde temperaturen den i den lave ende.
- Nu skal laksen røges første gang. Forbered røgovnen med en blanding af bøg og rødel. Røg laksen ved koldrød i 12 timer.– Her kan man vælge at hænge laksen i halen, eller lægge den på en rist med skindsiden ned.
- Nu skal laksen i køleskabet og trække i 12 timer inden den skal røges igen.
- Efter 12 timer på køl hvor røg har fordelt sig i laksen, skal den nu røges anden og sidste gang. Røg laksen ved koldrøg igen med en blanding af bøg og rødel.
- Efter laksen er røget anden gang, skal den igen på køl og trække et døgn eller 2, inden den er klar til servering.
- Server laksen skåret i meget tynde skiver.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Note: Denne opskrift blev oprindeligt udgivet den 12. november 2020 – Vi har efterfølgende opdateret og genudgivet den med flere relevante informationer, for at give dig den bedste oplevelse med opskriften.
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her
Udmærket hjemmeside – men kors, der er jo spækket med irriterende annoncer.
“For lidt og for meget fordærver alt”, siger men jo – og her er for meget!
Hej Finn.
Det er jo selvfølgelig beklageligt at reklamerne på vores hjemmeside irriterer dig. Det er altid en afvejning med hensyn til mængderne af reklamer, men det er altså en nødvendighed for at kunne dele vores opskrifter gratis med alle, uden at skulle kræve betaling for det. Jeg håber du får glæde af opskrifterne til trods for reklamerne.
De bedste hilsner
Rasmus – Mad For Madelskere
Hvor lang tid kan en røget laks holde sig
Godmorgen Claus.
Som udgangspunkt vil jeg anbefale at du skærer den ud og fryser den ned i portioner, bare for at være på den sikre side i forhold til bakterier. Når det så er sagt, så har jeg den da tit liggende et par dage på køl når den er færdig inden den ryger i fryseren.
De bedste hilsner
Rasmus – Mad For Madelskere
Tak for svar…… når den har været frosset i 24 timer pga. parasitter kan den så fryses igen efter røgning ?
mvh
Claus
var der ikke et svar på mit indlæg
var der ikke et svar på mit indlæg
mvh
Claus
Hej Claus.
Ja, det har været lidt af en opgave at kunne give dig et svar på dit spørgsmål, beklager ventetiden… Det korte svar er ja, det kan du godt.
Jeg har været i kontakt med Fødevarestyrelsen, og efterfølgende en fødevarekonsulent for at være helt sikker på at du fik det rigtige svar, for jeg vidste det faktisk ikke selv. I følge fødevarekonsulenten, så er den færdige røgede laks et nyt produkt og kan derfor genfryses. Han oplyste i øvrigt også at selve røgningsprocessen tager livet af parasitter.
Jeg håber det var svar på dit spørgsmål 🙂
De bedste hilsner
Rasmus – Mad For Madelskere
TAK det var super
god jul
Claus
Tak og i lige måde 🙂
Efter at have prøvet gode hjemmerøgede laks, eller andre luxusudgaver, kan jeg slet ikke spise det lyserøde kedelige man mest bliver budt.
Min yndligsret med røget laks er stegt spidskål med fløde og muskatnød, hertil et par friske smørstegte hvide asparges, et par skiver god laks og et porcheret æg.
Man kan pynte med lidt dild.
Jeg håber I har lyst til at prøve min opskrift, når de hvide asparges dukker op igen.
Hej Jonna.
Tak for tippet 🙂
Med venlig hilsen
Rasmus – Mad For Madelskere
Hvor meget ryge materiale skal man bruge til rygning af laks og man efterfylde med ryge materiale eller kan man godt starte den om aften og lad den stå til næste morgen
Mvh. Jan
Hej Jan.
undskyld det sene svar, men vi har haft lidt udfordringer med hjemmesidens kommentarsystem. Jeg røger laks på min Borniak røgeovn og den kan med fuldt lager holde sig kørende ca. 9 timer. jeg har også en røgspiral fra Weber, den kører uden problemer 12 timer på en påfyldning. røgspiralen fra Weber giver langt mindre røg end røggeneratoren fra Borniak, men fungerer også fint. Jeg vil tro at der skal omkring en liter spåner i røggeneratoren fra Borniak, i røgspiralen fra Weber bruger man smuld og her vil jeg tro omkring en liter smuld fylder den op.
God røg herfra 🙂
Rasmus – Mad For Madelskere