Lækre fastelavnsboller med creme, der vil bringe glæde hos både børn og voksne. Vi har her lavet bollerne med vaniljecreme inden i, men de kan laves med det fyld man ønsker fx hindbærsyltetøj, marcipan eller chokolade. Kun fantasien sætter grænser.


Fastelavnsboller med creme opskrift
Her er vores opskrift på lækre luftige fastelavnsboller med creme. Det er gode at lave med creme som her, eller med marcipan eller syltetøj. Det er også super lækkert at lave fastelavnsbollerne med creme og chokoladestykker.
Jeg synes at denne opskrift giver verdens bedste fastelavnsboller, og vi bager dem selv hvert år til fastelavn.

Fastelavnsboller med creme opskrift
Ingredienser
Fastelavnsboller
- 100 g smør
- 5 dl sødmælk
- 50 g gær
- 2 æg
- 6 spsk sukker
- 1 tsk salt
- 1 tsk kardemomme
- 1 kg hvedemel, ca
Vaniljecreme
- 2 æg
- 4 spsk sukker
- 2 spsk vaniljesukker
- 5 tsk maizena
- 5 dl sødmælk
Glasur
- 2 dl flormelis
- vand
- Evt. kakaopulver eller frugtfarve
- Evt. krymmel eller anden pynt
Sådan gør du
Dejen til bollerne
- Smelt smørret og bland sammen med mælken. Rør gæren ud i væsken og tilsæt først æg og så resten af ingredienserne til dejen. Kom melet i lidt af gangen, det er ikke sikkert det hele skal bruges.
- Ælt dejen godt, gerne i røremaskinen. Herefter skal dejen hæve i 1 time ved stuetemperatur. Lav i mens cremen.
Vaniljecreme
- Pisk æg, sukker, vaniljesukker og maizena i en gryde. Kom herefter mælken i mens du fortsat pisker. Varm cremen langsomt op mens du pisker. Cremen skal op og koge, og koge ca. 1 min. Smag på den, og vær sikker på at smagen af maizena er kogt ud. Hvis den smager af maizena, skal den koge lidt mere. Herefter skal den køle af, først på køkkenbordet, og bagefter i køleskabet.
Fastelavnsboller
- Del dejen i 3 lige store dele. Rul hver del ud til et rektangel på 15×30 cm.
- Skær hver del ud i 8 stykker.
- Kom en spiseskefuld creme på hvert stykke dej.
- Luk bollerne bagpå ved at folde hjørnerne ind mod midten. Tryk dem godt sammen for at sikre at cremen ikke løber ud under bagningen.
- Læg bollerne med samlingen ned af på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad dem efterhæve 30 min.
- Bag bollerne 10-12 min´ved 200 grader.
- Lad dem køle af på en rist inden du kommer glasur på.
Pynt
- Rør glasur af flormelis og en lille smule vand. Tilføj kakao hvis du ønsker kakaoglasur, eller evt. lidt frugtfarve. Kom en skefuld glasur på hver bolle, og drys evt. med lidt krymmel eller frysetørret hindbær.
Prøv også: Muffins med chokoladestykker eller Kanelsnegle med glasur
Forbered fastelavnsbollerne dagen før eller frys dem
Du kan lave dejen, cremen og forme fastelavnsbollerne dagen før du skal bruge dem. Lad bollerne med creme i efterhæve i køleskabet natten over, og bag og pynt bollerne dagen efter. Så er der nemme og friskbagte fastelavnsboller med creme, selv på en travl dag.
Hvis du vil være i endnu bedre tid, kan du fryse de ubagte fastelavnsboller. Når de skal bages lader du dem stå 3-4 timer i køleskabet, derefter en times tid ved stuetemperatur og så bager du dem som angivet.
Hvis du vil fryse de bagte fastelavnsboller, skal du undgå at komme glasur på, før du tager dem op af fryseren og skal spise dem.
Gør pyntningen af fastelavnsbollerne til en familieaktivitet
Børnene elsker at være med til at pynte fastelavnsboller – vi laver glasur i forskellige farver og bruger nogle forskellige slags krymmel til pynt. Det er en dejlig familieaktivitet på en våd forårsdag.
Vi kan få lang tid til at gå med at pynte flotte fastelavnsboller, og det bedste er jo alle de smagsprøver der ryger ned undervejs. Det er en fast tradition, lige så vel som når vi pynter og bager julekager.
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ❤️