Her får du vores opskrift på cremet mørbrad i flødesovs med champignon, bacon, løg og masser af god smag. Det er en super lækker hverdagsret, som er både nem og hurtig at lave, og som hele familien elsker.
Vi serverer den gerne med et godt brød og noget grønt til. Gerne et stort fad med gnavegrønt, det er ungerne vilde med. Og så elsker de at være med til at skære grøntsagerne ud. Så spiser det også mere – sådan er det med det meste mad. Hvis de er med til at lave aftensmaden, ja så er det sjovere at spise den.
Det er ikke så tit vi spiser svinemørbrad faktisk, men når vi gør, så er denne opskrift en af vores favoritter. En mørbrad på grillen en sommer dag er dejlig, men her på de koldere dage, så er denne mørbrad i flødesovs altså den bedste måde at lave svinemørbrad på. Uden sammenligning!
Mere hverdagsmad
Elsker du denne ret?
Prøv også vores opskrift på lækker mørbrad i fad med bacon og champignon
Mørbrad i flødesovs opskrift
Her er vores bud på en lækker ret med panerede mørbradbøffer i en cremet flødesovs med masser af smag af bacon, løg, champignon, soltørrede tomater, kapers og skønne krydderurter. Retten er nem at lave, og herhjemme er den et hit hos både børn og voksne.

Mørbrad i flødesovs opskrift
Ingredienser
- 1 svinemørbrad
- 200 g bacon, skåret i tern
- 2 skalotteløg, skåret i fine tern
- 3 fed hvidløg, fint hakket
- 500 g champignoner, renset og skåret i skiver
- 2 dl soltørret tomater i olie, afdryppet og skåret i fine tern
- 3 spsk kapers, afdryppet
- 5 dl piskefløde
Krydderier:
- 1 1/2 tsk tørret oregano
- 1 1/2 tsk tørret basilikum
- 1 tsk paprika
- 1 dl frisk basilikum, skåret fint
- salt
- peber
Panering:
- 2 æg, til panering
- rasp, til panering
Sådan gør du
- Mørbraden pudses af for sener og fedt. Skær den ud i bøffer på ca. 3 cm og bank dem ud til ca. 1 cm i tykkelsen.
- Pisk æggene sammen i en dyb tallerken og og kom rasp i en anden.
- Varm en stor pande frem, kom olie i og varm den op til middel varme.
- Vend mørbradbøfferne i æg og dernæst rasp. Steg dem på panden til de er gyldne og sprøde på begge sider. Tag dem af og stil dem til siden.
- På samme pande tilsættes nu bacontern. Steg dem gyldne ved middelvarme. Tilsæt dernæst skalotteløg samt hvidløg og steg det yderligere et par minutter. Kom tørret baslikum, oregano samt paprika på panden og vend det rundt.
- Kom champignonskiverne på panden og steg dem med ved middelvarme i ca. 5 minutter.
- Kom de soltørrede tomater, frisk basilikum samt fløden og kapers i. Smag til med salt og peber. Lad det koge op og skru ned for varmen. Kom mørbradbøfferne tilbage i saucen og lad dem boble med til saucen er jævnet en smule.
- Når retten er varmet igennem og saucen er jævnet, drysses der med frisk basilikum og retten serveres direkte i panden. Spis det sammen med en grøn salat og et godt flutes.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Prøv også:

Tilbehør til mørbrad i flødesovs
- Vi elsker at spise retten med et godt flute og en grøn salat eller grønne bønner til.
- Spis retten med kogte ris og grøntsager.
- Eller prøv den med sprøde ovnkartofler.
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ❤️