Vi elsker de her måltider hvor vi kan lave en masse forskellige retter og simpelthen bare fylde bordet med lækker mad og dejligt selskab rundt om bordet. Denne opskrift på mellemøstlig salat med bagte gulerødder og granatæblekerner, kom på bordet på sådan en dag.
Vi lavede en masse mellemøstlige og arabiske retter, og inviterede familien på mad. Salaten her var et hit, og tilmed rigtig nem at lave. Den er ret simpel, rucola med bagte gulerødder og granatæblekerner og toppet med en tahindressing og sprøde kikærter. Ud over at den smager fantastisk, så er den virkelig smuk på bordet med alle de skønne farver.
Vi serverede salaten til disse lækre kyllinger sammen med hummus, dhal og de libanesiske fladbrød Lavash. Det blev alt i alt et lækkert arabiskinspireret måltid, som virkelig var en succes hos både børn og voksne. Selvom måltidet er stort og kompliceret at tilberede, så kan meget af det tilberedes på forhånd og forberedes, så selve madlavningen og anretningen går forholdsvist hurtigt.
Mellemøstlig salat med bagte gulerødder opskrift
Denne salat er virkelig nem at lave. Den tager lidt tid, fordi kikærter og gulerødder skal bages i noget tid, men du kan sagtens forberede den i god tid. Kikærterne kan du sagtens lave dagen før, og dressingen kan også forberede og stilles på køl.
Vi synes salaten er bedst med lune gulerødder, men de behøver ikke være varme, og salaten er også god med kolde bagte gulerødder, hvis du ikke har tid til at bage dem lige inden servering.
Mellemøstlig salat med bagte gulerødder
Ingredienser
Sprøde kikærter
- 1 ds kikærter
- 2 spsk olivenolie
- 2 spsk majsmel
- 2 spsk løgpulver
- 1 spsk hvidløgspulver
- 1/4 tsk cayennepeber
- 1/2 tsk salt
Bagte gulerødder
- 8 gulerødder, små
- 1 spsk olivenolie
- Salt og peber
- 1/2 tsk cayennepeber
- 1/2 tsk sumac, kan erstattes af 1 tsk. reven citronskal
Dressing
- 3 spsk olivenolie
- 2 spsk balsamico eddike
- 1 spsk tahin
- 1 tsk dijonsennep
- 1/2 tsk honning
- 1 fed hvidløg, finthakket
- Salt
Andet
- 2 dl roculasalat
- 1 granatæble
Sådan gør du
Bagte kikærter
- Hæld kikærterne fra dåsen i en si, og skyl dem godt under rindende vand. Lad dem dryppe af og kom dem i en skål med olie, majsmel og krydderier. Bland det hele godt sammen og hæld kikærterne ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen ved 180 grader i 45-60 minutter indtil de er sprøde. Lad dem køle ned og opbevar dem i en lufttæt beholder indtil de skal bruges.
Bagte gulerødder
- Vask gulerødderne godt, skræl dem hvis det er nødvendigt. Skær dem i halve på langs, og kom dem i et indfast fad med olie og krydderier. Bag gulerødderne ved 190 grader i ca. 30 minutter til de er møre men stadig har bid.
Dressing
- Bland alle ingredienserne til dressing godt sammen, og lad den trække i køleskabet indtil servering.
Anretning
- Anret salaten på et fad. Læg de bagte gulerødder ovenpå og fordel granatæblekernerne over. Hæld dressingen ud over salaten, og drys til sidst de sprøde kikærter ud over lige inden servering.
Hvad skal du huske til næste gang?
Vilkår for beregning af ernæringsdata
Vil du se andre opskrifter på lækkert tilbehør til din aftensmad? Så finder du alle vores opskrifter på tilbehør her.
Prøver du denne opskrift eller andre af vores opskrifter, så del meget gerne dit resultat på Facebook eller Instagram og tag os med @madformadelskere, så vi kan dele dit billede.
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ❤️
Hej madelskere. Denne salat må jeg absolut prøve, men er ikke så glad for granatæbler. Kan I foreslå noget andet, jeg kan skifte dem ud med?
Bedste hilsner Jenny
Hej Jenny
Så ville jeg prøve med tranebær eller blåbær i stedet 🙂 Giv endelig en melding om hvordan det bliver hvis du prøver opskriften.
God søndag Mvh Tina