Vi elsker at grille og afprøve forskellige metoder til at lave lækker mad på grillen. I dag vil jeg fortælle dig om en metode, som vi er blevet super glade for at bruge herhjemme. Nemlig det man kalder “Reverse Sear”. Det er en metode til at lave perfekt tilberedt og smagfuldt kød på grillen.
Hvad er reverse sear?
Reverse sear betyder direkte oversat til dansk “omvendt tilberedning”. Helt enkelt, går det ud på at man først tilbereder kødet ved lav indirekte varme, hvorefter man til slut, bruner kødet af over meget høj direkte varme. Det er omvendt af hvad man “normalt” vil gøre, hvor man først bruner kødet af ved hård varme og så sænker temperaturen under resten af tilberedningen.
Man tilbereder altså kødet stille og roligt, lidt på samme måde som når man bruger sous vide, til man har nået en ønsket kernetemperatur. Når man har nået den ønskede kernetemperatur, tages kødet af, i mens grillen varmer op til højeste varme.
Når grillen er rygende varm, så brunes kødet af over direkte varme. Efterfølgende kan man med fordel lade kødet hvile i 10-15 minutter inden det skæres ud og serveres.
Når man tilbereder kød på den her måde skal man bruge et godt stegetermometer, så man hele tiden kan holde øje med kernetemperaturen.
Nem genvej til gode resultater med reverse searing
Jeg er blevet fan af reverse searing, dels fordi jeg får muligheden for at tilføre mere røgsmag end ved traditionelt tilberedning på grill. Men også fordi at jeg synes at kødet opnår en mere ensartet tilberedning, lidt som når man tilbereder det ved sous vide.
Og så er der lige det med røgsmagen. Når man tilbereder kødet og laver røg samtidig, så giver det altså lige ekstra god smag! Så husk det næste gang du skal lave noget med reverse sear metoden.
Her er en lille oversigt over kød jeg har tilberedt ved reverse sear:
- Culottesteg
- Oksecuvette
- Ribeye steak
- Tykstegsbøffer
- Nyretapper
- Hakkebøffer
- Oksemørbrad
- Svinekoteletter
Reverse sear på træpillegrill
En træpille grill er helt fantastisk til at lave reverse sear på, jeg har selv en Weber Smokefire EX6 (reklamelink). Den kan køre ved helt lave temperaturer, og samtidig blive rygende varm (315 grader). Den høje varme er med til at give en rigtig god afsluttende stegning af kødet.
På en træpille grill er man hjulpet rigtig godt på vej af temperaturstyring og den røg der kommer, når træpillerne forbrændes. Det gør det lidt nemmere at komme i gang med reverse sear.
Reverse searing på gasgrill og kulgrill
Når man har en gasgrill, så kan man også sagtens lave kød tilberedt med reverse sear. Fremgangsmåden er helt den samme. Først lav indirekte varme til den ønskede kernetemperatur er nået, og så afsluttende bruning af kødet ved høj direkte varme.
Hvis man vil tilføre røgsmag, så skal man bruge en rygeboks (reklamelink) samt flis, eller røg chunks (til kulgrillen).
Prøv reverse sear næste gang du skal grille
Nu ved du lidt om hvad reverse sear betyder. Så næste gang du skal grille en bøf, eller en lækker oksecuvette, nyretapper eller svinekoteletter, så hold dig ikke tilbage! Kast dig ud i reverse searing og få nogle helt fantastiske resultater ud af det.
God fornøjelse med det og husk at dele dine billeder med os på Instagram eller i vores gruppe på Facebook.
Vis os et billede af din grillmad
Tilmeld dig gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af hvad du tilbereder på grillen eller i køkkenet! Du finder Facebookgruppen her