Populært:

Madformadelskere / Aftensmad / Porchetta på grill

Porchetta på grill

5

/5

3 timer 50 minutter

Photo of author

Af: Rasmus Juul Møller

Udgivet:

5

/5

3 timer 50 minutter
Photo of author

Rasmus Juul Møller

Klassisk Italiensk porchetta på grill. Det er intet mindre end “flæskestegens italienske fætter”. Knasende sprøde svær hele vejen rundt, mørt og saftigt kød, med en fantastisk smag af alle de vidunderlige krydderier. Det smager simpelthen vidunderligt, og serveret med nogle sprøde kartofler og en lækker salat, så bliver det ikke meget bedre.

Porchetta på grill - Opskrift på italiensk rullesteg på rotisseri

Porchetta som i rom

Porchetta stammer fra Italien, og er egentlig en hel pattegris der bliver udbenet og fyldt med krydderier. Herefter tilberedes den over ild i 6 til 12 timer afhængig af størrelsen på grisen. Man kan føre porchetta helt tilbage til det 15 århundrede, så det er en opskrift med nogle år på bagen.

Før vi fik børn, var vi på en helt fantastisk tur til Rom. Efter et besøg på en lille restaurant, hvor maverne egentlig var blevet pænt fyldt, spottede vi på vejen hjem en lang kø i en lille sidegade. Jeg blev selvfølgelig nysgerrig!

Jeg måtte simpelt hen forbi butiksvinduet og kigge ind.

Porchetta i lange baner! Skåret i tynde skiver og serveret som sandwich i en slags fladbrød. Til trods for at maven allerede var fyldt, så købte vi en sandwich hver, og Waouw! sikke en smag.

Vi blev pænt forspiste, men sandwichen smagte fantastisk. Nu laver jeg porchetta herhjemme med jævne mellemrum, dog i en noget mindre målestok. Men smagen er der, det er bare stemningen der ikke helt er den samme som i sidegaden i Rom.

Nogle gange plejer jeg at lave porchetta med mørbrad, det betyder ganske enkelt at man ruller slaget om en mørbrad. Marbraden bliver saftig og lækker og tager smag af alle krydderierne. Så gris viklet om gris er slet ikke så dårligt. Det er dog slet ikke nødvendigt for at lave en god porchetta, men en god måde at få lidt magert kød med.

Skiver af porchetta

Ingrediensnoter

Svineslag på ca. 3 kg – Jeg plejer at hente et ved slagteren. Han fjerner ben og pudser det til, så det er klar til brug. Få ham til at ridse sværene, enten diagonalt, eller lige som en traditionel flæskesteg.

Krydderierne – Salt, sort peber, fennikelfrø samt en smule chiliflager fordelses indvendigt i svineslaget, efterfulgt af krydderurterne.

Krydderurter – Frisk salvie og frisk rosmarin hakkes fint.

Citron – Skallen heraf, fint revet.

Hvidløg – I rigelige mængder må man sige!

Madsnor – Skal bruges til at binde stegen op i den klassiske runde form.

Hvordan laver man porchetta på grill?

At lave porchetta er i virkeligheden slet ikke så svært.

Man starter med et svineslag, fylder det med krydderier og krydderurter efter smag. Så skal slaget rulles og snøres sammen, og vupti, så er porchettaen klar til at komme på grillen, eller i ovnen.

Som I kan se, så er det ikke fordi at listen over ingredienser er så lang, men kombinationen af dem er helt fantastisk. Det kan godt være svært at vente på maden, når duften begynder at brede sig på terrassen.

Svineslag med krydderier, klar til at blive rullet til en porchetta

Porchetta i ovn

Hvis man er i den uheldige situation at man ikke har en grill, så kan man sagtens lave en porchetta i ovn. Det bedste resultat får man med en stegholder eller en rist, så man får varmen helevejen rundt om stegen. Placer en bradepande under risten med en smule vand i, vand fyldes på efter behov. Sørg for at placere stegen midt i ovnen, og forvarm din ovn i god tid.

Stegen tilberedes ved 150 – 160 grader i ca. 3 timer. Sørg for at vende stegen 3 – 4 gange undervejs. Hvis sværen ikke er blevet sprød, skrues varmen op til 250 grader til sværen er boblet op. Hold øje med den og vend den hele tiden, så den ikke branker.

Derefter skal stegen hvile utildækket på et skærebræt i 15 – 20 minutter inden den skæres ud og serveres.

Porchetta der lige er kommet på rotisseriet på gasgrill

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er porchetta?

Porchetta er en klassisk italiensk rullesteg fyld med friske krydderurter og krydderier. Den har sprøde svære hele vejen og smager himmelsk.

Hvor køber man porchetta?

Man kan købe færdige porchetta i mange supermarkeder, ellers kan man spørge hos sin lokale slagter.

Hvad spiser man til porchetta?

Spis porchetta sammen med ovnbagte kartofler og en god salat. Eller i en sandwich med ruculasalat og aioli.

Personligt, så er jeg mest til simpelt tilbehør til en porchetta. Vi plejer at holde det til nogle ovnbagte kartofler og en bønnesalat, der er en rigtig god salat til porchetta.

Men når det så er sagt, så er der egentlig ikke nogen grænser for hvad man kan spise til. Måske en rigtig god kartoffelsalat kunne være et godt bud. Og man nu har har gang i grillen alligevel, så kunne man jo lave grillede grønne asparges.

Der er selvfølgelig også porchetta sandwich. Det er virkeligt lækkert og den kan man jo fylde med ruculasalat og en lækker aioli. Eller bare med porchetta og ikke andet.

Hvad skal kernetemperaturen på porchetta være?

Uanset om man laver porchetta på grill, porchetta på rotisseri eller porchetta i ovn, så skal man sigte efter en kernetemperatur på 68 – 70 grader. Når stegen efterfølgende ligger og hviler, så stiger temperaturen en smule, men det får ikke nogen betydning for det endelige resultat.

Et svineslag er forholdsvis fedt stykke kød, så chancen for at det bliver tørt under tilberedningen, er ikke så stor som ved en alm. flæskesteg.

Porchettasteg der næsten er færdig på grillen og klar til at hvile inden den skæres ud

Opskrift på grillet porchetta

Her kommer vores opskrift på en klassisk italiensk porchetta på gasgrill. Den har en helt fantastisk smag og er mør, saftig og har knasende sprøde svær.

Vi håber du har fået lyst til at prøve vores fortolkning af traditionel italiensk rullesteg.

Porchetta på grill - Opskrift på italiensk rullesteg på rotisseri
5 fra 6 stemmer

Porchetta på grill

Opskrift på porchetta på grill
Klassisk italiensk rullesteg på grill. Sprøde svær hele vejen rundt, og masser af smag selvfølgelig. Spis stegen med nogle ovnkartofler og en salat, eller måske en simpel kartoffelsalat.
Opskrift af: Rasmus Juul Møller
Udskriv Pin
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 3 timer
Hviletid 20 minutter
Samlet tid 3 timer 50 minutter
Ret Aftensmad, Hovedret
Køkken Italiensk
Antal 12 portioner
Kalorier 1305 kcal

Ingredienser

  • 1 svineslag, cirka 3 kg. Udbenet
  • 1 ½ spsk salt

Krydderier

  • 1 spsk fennikelfrø, stødt
  • 1 spsk peberkorn, stødt
  • 1 spsk salt
  • 10 fed hvidløg, presset eller revet fint
  • 1 tsk chiliflager
  • 1 citron, økologisk, skallen herfra
  • 2 spsk salvie, frisk, hakket
  • 2 spsk rosmarin, frisk, hakket

Sådan gør du

Forberedelse:

  • Her i opskriften går jeg ud fra at man har et forberedt svineslag. Udbenet med ridset svær. Vend slaget med sværsiden ned. Rids nu kødet i diagonalt mønster i ca. en halv centimeters dybde. Det gør det nemmere at arbejde krydderier og krydderurter ind.
    1 svineslag
  • Start derefter med at drysse slaget med salt. Dernæst drysses det med stødt fennikelfrø, stødt sort peber samt chilipeber. Massér det godt ned i kødet.
    1 spsk fennikelfrø, 1 spsk peberkorn, 1 tsk chiliflager, 1 spsk salt
  • Derefter kommes der salvie, rosmarin samt citronskal på. Massér igen det hele godt ned i kødet.
    1 citron, 2 spsk salvie, 2 spsk rosmarin
  • Slut af med hvidløg og massér det igen godt ind.
    10 fed hvidløg
  • Rul nu stegen stramt og snør den godt sammen med madsnor.
  • Nu skal der salt på sværene. Massér groft salt ind og ned imellem sværene.
    1 ½ spsk salt
  • Nu kan man vælge at lade stegen trække på køl nogle timer inden den skal på grillen. Men man kan sagtens smide den på med det samme.
  • Kom porchettaen på rotisseri.

Grillen forvarmes til 250 grader indirekte varme.

  • Placer en drypbakke under stegen og kom stegen på grillen. Tænd for dit rotisseri. Nu skal stegen grille ved 250 grader i ca. 15 minutter.
  • Skru derefter varmen ned til 150 grader og tilbered den roterende steg, til kernetemperaturen er 68-70 grader. Hvis sværen ikke er sprød, skrues varmen til sidst op til 250 grader. Hold godt øje med at sværen ikke branker.
  • Når kernetemperaturen er nået og sværen er gylden og sprød, tages stegen af grillen. Nu skal den hvile utildækket i 15-20 minutter inden den skæres ud og serveres.

Hvad skal du huske til næste gang?



Ernæringsinformation

Serving: 1portionKalorier: 1305kcalKulhydrater: 2gProtein: 24gFedt: 133gMættet fedt: 48gFlerumættet fedt: 14gEnkeltumættet fedt: 62gKolesterol: 180mgNatrium: 1537mgKalium: 502mgFibre: 1gSukker: 0.04gA-vitamin: 88IUC-vitamin: 2mgCalcium: 36mgJern: 2mg
Vilkår for beregning af ernæringsdata
Har du prøvet opskriften?Tag os med @madformadelskere og brug #madformadelskere

Hvad synes du om opskriften?

Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️

Note: Denne opskrift blev oprindeligt udgivet den 5. maj 2020 – Vi har efterfølgende opdateret og genudgivet den med flere relevante informationer, for at give dig den bedste oplevelse med opskriften.

Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her

Skriv en kommentar

Opskriftsvurdering





Om madformadelskere

Redaktionen:
Tina Westergaard Møller
Rasmus Juul Møller

Mad for Madelskere udgives af:
WM Media
CVR: 38046799
Vinkelvej 16, 6520 Toftlund

Kontakt
[email protected]

Rettigheder

Alt tekst og alle billeder på denne hjemmeside tilhører Madformadelskere – Du må under ingen omstændigheder bruge materiale fra vores hjemmeside eller sociale medier uden skriftlig aftale. Overtrædelse vil udløse et krav om kompensation.