Skolestart og madpakketid, det betyder at vi forældre må lægge hovederne i blød for at finde kreative madpakkeideer som de små har lyst til at spise dag efter dag. I dag får du en sjov ide, som er pizzasnegle men bagt i vaffeljern, så de bliver til pizzavafler. Det er altså en sprød pizzasnegl og den smager fantastisk!
Madvafler til madpakken
Det er sjovt at have lidt andet end rugbrødsmadder med i madpakken, det synes både børn og voksne nok nogengange. De her pizzavafler er både nemme at lave, og så kan du faktisk lave dem når du alligevel er ved at lave pizzasnegle til fryseren. Det er nemlig “bare” en almindelig pizzasnegl bagt i et vaffeljern.
Som forældre må vi gerne nogen gange springe over hvor gærdet er lavest, og ved at lave en stor portion pizzavafler og smide dem i fryseren med en pose pizzasnegle og pølsehorn, så er du langt med madpakkerne til de næste uger. Det er den samme dej vi bruger til alle tre ting, så det gør det kun endnu lettere.
Hvordan laver man pizzavafler?
De her pizzavafler er nemme at lave, især hvis du allerede er i gang med pizzasnegle, så er det nemlig bare at bage nogle af dem i vaffeljernet, og få sprøde og lækre madvafler med pizzasmag ud af det.
Til vaflerne skal du bruge:
- Æg
- Mælk
- Gær
- Sukker
- Salt
- Hvedemel
- Smør
- Fyld af: Pizzasauce, skinkestrimer, revet mozzarella og oregano
Start med at lave dejen. Opløs gæren i mælk og æg og tilsæt salt, sukker og hvedemel. Ælt dejen godt og tilsæt så blødt smør og ælt dejen til den er helt glat og slipper skålens sider.
Lad dejen hæve til dobbelt størrelse, og rul den ud på et meldrysset bord. Smør med pizzasauce og drys med skinke, ost og oregano. Rul dejen til en lang pølse og skær den i skiver på cirka 2,5 cm i tykkelsen.
Lad sneglene hæve i cirka 30 minutter og varm vaffeljernet op. Bag pizzasneglene i vaffeljernet til de er gennembagte og sprøde. Det tager cirka 5 minutter ved middel varme.
Køl dem af på en rist og spis dem med lidt grønt eller gem dem i køleskab eller fryser indtil de skal med i madpakken.
Pizzavafler opskrift
Her får du vores opskrift på nemme madvafler med pizzasmag. Det er samme opskrift og fremgangsmåde som vores pizzasnegle, så du kan evt. bage en halv portion i ovnen og lave en halv portion i vaffeljern hvis du vil have lidt forskelligt til madpakken.

Pizzavafler opskrift
Ingredienser
- 1 æg
- 185 g mælk
- 25 g gær, eller 6 g. tørgær. Hvis man bruger tørgær, blandes det i melet
- 10 g sukker
- 6 g salt
- 300 g hvedemel
- 50 g smør, blødt
Fyld:
- ½ portion pizzasauce, <– efter vores opskrift her
- 200 g skinke, i strimler
- 200 g revet mozzarella
- Oregano
Sådan gør du
- Start med at lave dejen. Bland mælk og æg, og udrør gæren i blandingen. Kom sukker, salt og til sidst hvedemel i, og ælt dejen på maskinen i cirka 5 minutter. Tilsæt så det bløde smør, og ælt dejen til den er jævn, glat og slipper skålen. Det tager cirka 20 minutter. Dejen skal være meget blød.
- Kom dejen i en skål smurt med lidt smør, og lad den hæve til dobbelt størrelse, det tager cirka 1 time.
- Rul dejen ud på et bord drysset med rigeligt mel. Dejen skal udrullet være cirka 40×40 cm. Smør dejen med pizzasauce og drys med skinke, ost og oregano. Rul dejen sammen til en pølse, og skær den ud i skiver på cirka 2,5 centimeter.
- Stil sneglene på en bageplade og lad dem hæve i cirka 30 minutter. Varm vaffeljernet op.
- Læg en pizzasnegl i vaffeljernet og tryk det sammen. Bag pizzavaflen til den er sprød og færdigbagt, det tager cirka 5 minutter. Tag vaflen ud, og lad den køle af på en rist.
- Server eller opbevar på køl eller frys indtil de skal med i madpakken.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ❤️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her
Kan teknikken også bruges på kanelsnegle? Eller brænder sukkeret?
Ja det kan den godt. De skal bare ikke bages ved for høj varme 🙂 De smager MEGA godt!
Mvh Tina