Godt brød tager tid at lave. Det er ikke altid man har flere dage til at få gang i surdejen og pusle om brødet. De dage hvor det skal gå hurtigt, kan man med fordel bage et godt ølandshvedebrød. Læs med her og få vores opskrift.
Når det skal gå hurtigt
Jeg elsker at bage med ølandshvede, det giver bare et lækkert smagfuldt brød. Normal bager jeg brød med surdej, men dette er ølandshvedebrød uden surdej.
Mest fordi jeg ikke lige havde en surdej der var klar da jeg skulle bage, og så skulle det bare gå hurtigt. Brødet her har en lækker smag, et svampet indre og en lækker sprød skorpe.
Det er godt både til morgenmad eller brunch, eller som tilbehør til en lækker varm ret, fx suppe. Dette ølandshvedebrød er bagt med maltmel, det giver et lidt mørkere brød med en lækker dyb smag. Jeg har købt mit maltmel hos den lokale bager, men hvis du ikke kan få fat i det, kan det udelades af opskriften. Det kan også købes mange steder online nu, for eksempel her.
Mere bagværk
Ingredienser og fremgangsmåde
Du skal ikke bruge ret mange ingredienser for at bage dette brød, så der er ingen undskyldning for ikke at komme i gang med det samme.
Til opskriften skal du bruge:
- Vand
- Gær
- Salt
- Maltmel
- Ølandshvedemel
- Almindelige hvedemel
Dejen er nem at lave, især hvis du har en røremaskine til at ælte den på. Først opløses gæren i vandet, så tilsættes salt og melet, og dejen æltes så. Den skal æltes rigtig godt, til der er dannet et godt glutennetværk og dejen slipper skålen. Det tager som regel 15-20 minutter i røremaskinen.
Herefter spændes dejen op, og lægges i en hævekurv, hvor den skal hæve en times tid før den er klar til at blive bagt. Jeg bager altid på en bagesten i ovnen, du kan også bage det som grydebrød i en støbejernsgryde eller på en almindelig bageplade. Husk at varme pladen og ovnen godt op inden brødet skal i ovnen. Jeg bager altid med damp i ovnen, det giver den bedste skorpe på brødet.
Scroll længere ned på siden her for at se den fulde opskrift med mængder og bagetider.
Opskrift på nemt ølandshvedebrød
Her er vores opskrift på et hurtigt ølandshvedebrød. Det er ikke spor svært at lave hvis man har en røremaskine i køkkenet. Dette brød er bagt udelukkende med gær, og altså uden surdej.
Nemt ølandshvedebrød
Ingredienser
- 4 dl vand, koldt
- 25 g gær
- 10 g salt
- 10 g maltmel (reklamelink), kan udelades
- 200 g ølandshvedemel
- 200 g hvedemel
Sådan gør du
- Lav gerne brødet i en røremaskine, da det er vigtigt at det bliver æltet rigtig godt. Det kan dog alternativt æltes i et dejfad med en træske. Start med at opløse gæren i vandet, og tilsæt salt. Tilsæt herefter melet og rør dejen med en dejkrog på lav hastighed. Når dejen er ensartet skrues op på fuld skrue, og dejen æltes på maskinen i ca. 15-20 min., eller indtil dejen samler sig om dejkrogen og slipper skålen. Dejen skal være meget blød så fortvivl ikke, den skal nok slippe skålen efter den er blevet æltet godt.
- Hæld herefter dejen i en meldrysset hævekurv (eller en skål med et meldrysset klæde hvis du ikke har en hævekurv). Sørg for at have rigeligt mel i hævekurven, så dejen ikke hænger fast når du skal have den ud. Lad dejen hæve i kurven i 1-1,5 timer på køkkenbordet.
- Sæt en bagesten (alternativt en bageplade) i ovnen, og tænd ovnen på 250 grader. Sæt en dyb bradepande i bunden af ovnen. Lad ovnen varme godt op, så bagestenen bliver godt varm. Når ovnen er varm vendes dejen ud på en dejspade, bagestenen drysses med mel, og dejen skubbes forsigtigt ind på bagestenen. Hæld derefter en kop vand i bradepanden i bunden af ovnen, og luk lågen hurtigt for at skabe en masse damp i ovnen.
- Bag brødet i ca. 30 min. Hvis det lyder hult når du banker på bunden af brødet er det færdigt, ellers skal det have lidt længere. Lad det køle af på en rist inden du skærer af det.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Tips og tricks til hjemmebagt brød
- Dejen skal æltes rigtig godt! Det kan godt tage 15-20 minutter før den er færdigæltet selvom du bruger røremaskinen.
- Brug en hævekurv til at hæve dit brød i. Hvis du ikke har en hævekurv, så tag en almindelig skål og læg et viskestykke i. Drys det med rigeligt mel så brødet ikke hænger fast i klædet når det skal ud.
- Lad brødet køle ned. Det kan være svært at vente, men lad brødet køle helt ned inden du skærer af det. Ellers slipper dampen ud, og brødet mister noget af sin saftighed.
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Note: Denne opskrift blev oprindeligt udgivet den 12. februar 2016 – Vi har efterfølgende opdateret og genudgivet den med flere relevante informationer, for at give dig den bedste oplevelse med opskriften.
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag vores E-bog med 10 nemme hverdagsretter:
Super lækkert brød, bager det ofte- børnene kalder det pandekagebrød:) jeg kan dog ikke finde opskriften på samme brød med surdej istedet, altså hvor meget surdej bruger du istedet for gær? Vh. Kirsten
Vi bruger ikke denne præcise opskrift når vi bager med surdej, men bruger ca 1 dl surdej til et brød på samme størrelse, så vil tro det er ca den mængde du skal bruge 🙂
Jeg har min dej i røremaskinen for første gang – kan det passe den er lind som tynd øllebrød?
Den skal være så fast at den slipper skålens sider når du rører den på maskinen. Mængden af mel kan godt variere alt efter hvilken type mel mam bruger, og det lyder som om du skal tilsætte mere mel 🙂
Fulgte din opskrift i dag og der kom 2 fine brød ud af dejen, meget velsmagende. En enkel fremgangsmåde, let forståeligt. Mange tak
Selv tak Kell 🙂
Visitor Rating: 4 Stars
Jeg glæder mig til at bage dette brød. Mener du, at brødet skal bages ved 250 gr. i 30 min? Det lyder af meget. På forhånd tak.
Ja det skal det. Du kan evt. skrue lidt ned hvis du synes det bliver for mørkt undervejs, men i vores ovn passer det perfekt med 250 grader i 30 minutter. God fornøjelse med bagningen.
Hvis nu jeg har dampovn, ville det så ikke bare være samme grader og minuttal på intervaldamp? Måske afsluttet med barnligt for at få skorpen helt sprød? Har du erfaringer med den slags?
barnligt = varmluft
Nej det har jeg desværre ikke erfaring med, men tænker at hvis du bager det med intervaldamp så får du en endnu bedre skorpe, så det er ikke sikkert det er nødvendigt med varmluft. Men giv det et forsøg, og meld gerne tilbage om resultatet 🙂
250 grade varmluft eller 250 grader alm. ovn?
Jeg har ikke varmluft på når jeg bager brødet, bare almindelig ovn 🙂
Kan man lade dejen hæve over natten, hvis ja skal mængden af gær reduceres?
Hej Willads
Ja du kan godt hæve det i køleskabet natten over. Brug så cirka halvdelen af gærmængden 🙂
Mvh Tina
Øv, det sad uhjælpeligt fast i min hævekurv selvom jeg synes jeg nærmest havde fyldt den med mel. Måske er det min vurdering af, hvornår det slipper skålen under ærltning, den var gal med. Jeg gav den en anelse mel til sidst, så den slap helt mens maskinen kørte, men den var ret blød, da jeg lagde den over. Den skulle nok have haft endnu mere mel. Skal den være så fast, at man kan holde den i hænderne?
Hej Marianne.
Jeg tror simpelthen bare du har været uheldig. Det samme skete for mig i sidste uge med et surdejsbrød 🙁 Men der skal meget mel til i kurven, nogen siger at man skal bruge rismel, men det har jeg ingen erfaring med. Jeg har prøvet at “fore” hævekurven med et klæde eller et viskestykke drysset med mel, det virker som om dejen slipper lettere når man gør det.
Det er en forholdsvis blød dej, men det plejer altså at kunne lade sig gøre at få den i kurven og ud igen.
Jeg håber du når i mål med bageprojektet.
De bedste hilsner
Rasmus – Mad For Madelskere
SUPER LÆKKERT BRØD❣️Opskriften meget udførlig og præcis beskrevet!
Da dejen var samlet i røremaskinen, som beskrevet, tænkte jeg: “det der, det slipper aldrig skålen, så lind den er, men allerede efter 10 min på NÆSTEN fuld skrue, var det den fineste glatte dej.
Der blev 2 små brød!
Hej Vivi
Dejligt at høre at dine brød blev gode, og du synes at opskriften var nem at følge.
Første gang man prøve den, bliver man nemlig lidt i tvivl om dejen mon har fået mel nok, men når man bare bliver ved med at ælte, så bliver den helt perfekt!
Tak igen!
Mvh Tina