Vi er ret glade for hvidløg og chili herhjemme, og denne version af pollo al pil pil, er ingen undtagelse. Det er faktisk en videreudvikling af vores opskrift på gambas pil pil, som vi også spiser ret ofte.
Gambas pil pil er med rejer, og i denne pollo pil pil, er det altså kylling der indgår. Det gør bestemt ikke retten dårligere. Det gør den måske lidt mere hverdagsagtig, og altså også perfekt til dem der ikke er så vilde med rejer, eller ikke kan tåle skaldyr.
Retten kan spises som den er med brød til, eller du kan koge lidt pasta ved siden af hvis du synes. Vi spiser altid brød til, som kan dyppes i sovsen (vi spiser nemlig direkte af panden).
Pollo al pil pil opskrift
Her er vores opskrift på pollo al pil pil – kylling med hvidløg og chili. Den smager skønt, og som den er lavet her er den ret familievenlig. Du kan selvfølgelig skrue lidt op for styrken med mere chili hvis du synes.

Pollo al pil pil – kylling med chili og hvidløg opskrift
Ingredienser
- 400 g kyllingebryst, skåret i mundrette stykker
- 1 skalotteløg, fint hakket
- 1,5 dl olivenolie
- 100 g smør
- 1 dl frisk persille, fint hakket
- 1/2 rød chili, fint hakket, kan udelades
- 2 tomater, Groft hakkede. Kan erstattes af 3-4 spsk. flåede tomater
- 10 fed hvidløg, hakket
- Saften fra 1/2 – 1 hel citron
Krydderierne:
- 1 tsk røget paprika
- 1 tsk paprika
- 1 tsk salt
- 1 tsk sukker
- Peber
Sådan gør du
- Find en stor pande frem og varm olien op. Tilsæt smørret og smelt det i olien ved middel varme.
- Tilsæt hvidløg, skalotteløg, chili og lad det stege ved middelvarme i Ca. 5 minutter.
- Tilsæt paprika, røget paprika, tomater, salt, sukker. Lad det stege ved middel varme i et minuts tid.
- Tilsæt kyllingen samt citronsaft og lad dem stege til med til tomaterne er kogt ud og saucen begynder at skille. Kom persillen i og lad det stege yderligere 1 minuts tid.
- Smag retten til med ekstra salt, peber samt citron og slut af med at drysse friske persille ud over.
- Server rygende varm i panden eller anrettet med et godt brød til.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Vi elsker at lave og spise retter med kylling. Derfor får vi også ret ofte kylling herhjemme. Er du også glad for aftensmad med kylling? Så prøv nogle af vores andre lækre retter med kylling her.
Serveringsforslag pollo al pil pil
- Server retten direkte fra panden med et godt brød eller flute til.
- Server med pasta hvis du vil give retten lidt mere fyld.
- Retten er også super lækker på tapasbordet sammen med andre små retter – Se vores tapasretter her.
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ❤️
Hold nu op en lækker opskrift , og dejlig nem og hurtig at lave, vi var tilbage i Puerto Banus 👍🥂
Hej Robert.
Dejligt at i kunne lide opskriften! Det er også en favorit her i huset, både som Pollo al pil pil, og som Gambas pil pil.
Vi serverer det altid direkte i panden, så ungerne selv kan sidde og dyppe brød i saucen, og de er vilde med det.
De bedste hilsner
Rasmus – Mad For Madelskere