Efteråret kalder på en god thaisuppe med rejer. Store rejer i en lækker og aromatisk suppe med fuld drøn på smagen. Når duften breder sig i køkkenet, så glæder man sig bare til aftensmaden. Det her er vores opskrift på thaisuppe med rejer, den skal du bare prøve. Det er tilmed hurtig aftensmad.
Nem thaisuppe med rejer i en travl hverdag
En gang imellem skal det bare gå hurtigt med aftensmaden, men derfor behøver det bestemt ikke være kedeligt. Jeg prøver virkelig at variere vores madplaner, så vi ikke ender mad at køre i det samme spor uge efter uge. Den her suppe med rejer er et godt bud på en nem ret, til dage hvor man ikke lige orker det store i køkkenet, men stadig gerne vil forkæle familien.
Mere hverdagsmad
Hvordan laver man thaisuppe med rejer?
Som jeg har skrevet, så er det rigtig nemt at lave den her suppe. Hvis man vil kan man endda forberede karrypastaen i forvejen, så den er lige til at smide i gryden.
Her kommer en lille oversigt over ingredienser og fremgangsmåde. Se den detaljerede opskrift med mængder og fremgangsmåde i bunde af siden.
- Rejer, store rejer uden skal, gerne vannamei eller tigerrejer. Du kan bruge enten rå eller forkogte rejer, du finder dem på frost i supermarkedet.
- Olie
- Løg
- Hvidløg
- Frisk ingefær
- Stødt gurkemeje
- Rød chili, tjek hvor stærke de er inden du giver den gas.
- Fiskesauce
- Tomater
- Sukker
- Vand
- Kokosmælk
- Lime, saft og skal.
- Forårsløg, til pynt og knas på toppen.
Tø rejerne op, så de er klar til brug. Forbered karrypastaen ved at blende lidt olie sammen med ingefær, løg, hvidløg chili samt stødt gurkemeje. Blend det til en fin pasta. Svits karrypastaen i en smule olie, derefter tilsættes rejerne samt fiskesauce.
Det steges sammen yderlige et par minutter inden vand, tomater samt sukker tilsættes. Kog suppen ved middel varme hvorefter kokosmælk, limesaft samt limeskal tilsættes, kog suppen yderlige 5 minutter og smag den til inden servering.
Thaisuppe med rejer opskrift
Det her er vores bud på hvordan man hurtigt kan lave en lækker thaisuppe med rejer på under en halv time. Der er smag for alle pengene, og herhjemme er hele familien vilde med suppen.
Vi laver den med rejer med hale på, børnene elsker at sidde og pille halerne af mens vi spiser, men du kan selvfølgelig bruge rejer uden hale hvis du ikke gider det.
Thaisuppe med rejer opskrift
Ingredienser
- 400 g rejer, store rejer – gerne vannamei.
- 4 spsk olie
- 1 løg, skrællet og delt i 4.
- 4 fed hvidløg
- 4 cm frisk ingefær, svarende til ca. 30 g, skrællet.
- 2,5 spsk stødt gurkemeje
- 1 chili, eventuelt ½ for en mere børnevenlig suppe.
- 3 spsk fiskesauce
- 3 tomater, skåret i små tern.
- 1,5 spsk sukker
- 3 dl vand
- 3,5 dl kokosmælk
- 1 lime, saften og skallen heraf.
- 3 forårsløg
Sådan gør du
- Tø rejerne op på køl, så de er klar til at komme i suppen.
- Start med at lave karrypastaen. Ingefær, løg, hvidløg, chili samt gurkemeje, kommes i en blender eller minihakker sammen med halvdelen af olien og blendes til helt jævn pasta.
- Resten af olien varmes op i en gryde. kom den blendede karrypasta i. Rist den ved middel varme i et par minutter til den skiller i olien.
- Derefter tilsættes rejerne samt fiskesauce, steg det i karrypastaen i et par minutter, Kom derefter vand, tomater samt sukker i. Lad det simre ved middel varme i ca. 10 minutter.
- Tilsæt kokosmælk, fintrevet limeskal samt limesaft og lad det simre yderlige 5 minutter. Smag suppen til med ekstra fiskesauce og limesaft hvis det er nødvendigt.
- Hak forårsløg fint og drys på suppen inden servering.
- Server suppen med fladbrød, eller andet brød til at dyppe i suppen.
Noter
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her