Lune kanelsnegle bringer altid glæde hos både store og små. De fungerer rigtig godt som tilbehør til morgenmaden eller som en lækker eftermiddagssnack.
Det er svært kun at nøjes med at spise en af disse snegle, og især når de er helt friskbagte, så smager de bare godt sammen med en dejlig kop kaffe.
Kanelsnegl opskrift
Her er vores bud på en nem kanelsnegleopskrift. Den er ret simpel at lave, og tager ikke hele dagen. Dejen er hurtigt æltet sammen, og så er det bare at lave remoncen mens dejen hæver første gang. Efter udskæring af sneglene, er det en god ide at lade dem efterhæve på pladen inden man bager dem. Fra start til slut tager denne opskrift ca. 1,5 timer. Skal det gå endnu hurtigere, så prøv kanelsnegl i kop.
Dette er en opskrift på kanelsnegle uden kardemomme, hvis du gerne vil have kardemommesmagen i dine snegle, så tilføj 1 tsk. kardemomme til opskriften. Jeg gør det nogengange, for jeg elsker virkelig kardemomme. Det er lidt en smagssag.

Kanelsnegle opskrift
Ingredients
Dej
- 500 g hvedemel
- 75 g smør
- 50 g gær
- 1 æg
- 2,5 dl sødmælk
- 25 g sukker
- 1 tsk salt
Remonce:
- 100 g brun farin
- 100 g smør
- 1 tsk kanel
Glasur
- 1 dl Flormelis
- 2-3 spsk Vand
Instructions
- Smøret smuldres i melet i mens mælken lunes i en gryde
- Gæren røres ud i mælken og det tilføjes til melet. De øvrige ingredienser tilføjes og dejen æltes sammen til den er glat og ensartet
- Dejen hæver overdækket i 30 min. I mens røres smør, farin og kanel sammen til en remonce
- Herefter rulles dejen ud i en rektangel ca. 25×30 cm, og smøres med remonce. Dejen rulles sammen til en roulade og skæres i skiver på ca. 1cm. Sneglene lægges på en bageplade med bagepapir og efterhæver ca. 30 min
- Herefter bages de ca. 10 min. ved 220 grader og afkøles på en rist
- Glasuren laves af flormelis der røres med lidt kogende vand og sneglene pyntes med den søde glasur
Hvad skal du huske til næste gang?
Vilkår for beregning af ernæringsdata
Kanelsnegle kan fryses inden bagning
Vil du gerne have nemme kanelsnegle i fryseren, så kan du fryse dine snegle inden de bages. Vi har endda også delt rullen i 4 dele inden sneglene bliver skåret ud, og frosset hele rullen.
Når du så har lyst til friskbagte snegle, så tager du rullen op af fryseren og skærer snegle ud. Herefter skal de tø op på køkkenbordet og hæve ca. 1 time inden du bager dem.
Kanelsnegl i kop
Er det for meget med en hel portion kanelsnegle, eller skal du bare have kanelsnegle nu og her, så kan du lave en kanelsnegl i en kop i mikroovnen. Det er nemt, og smager næsten lige så godt som de “rigtige”. Du kan findes vores opskrift her: Kanelsnegl i kop.
Koldthævede kanelsnegle
Skal du bruge sneglene til morgenmad, kan det være en god ide at lave dem dagen i forvejen og lade dem koldthæve i køleskabet natten over. Hvis du vil lave dine snegle koldthævede, anbefaler jeg at du reducerer mængden af gær til 15-20 gram, og ellers følger opskriften som den står her.
Det er en god ide at skære sneglene ud og komme dem i et fad eller en form, som kan tåle at komme i ovnen (husk bagepapir i bunden). Om morgenen tager du fadet ud af køleskabet, og lader sneglene hæve i ca. 1 times tid mens du varmer ovnen op til 220 grader.
Kanelsneglekage
Til festlige anledninger, eller hvis du skal have mange gæster kan det være fint at lave sneglene som en kage. Det kan du gøre ved at lægge alle kanelsneglene i et fad eller en form.
Du kan også lægge dem tæt sammen på bagepladen, og forme dem til noget for eksempel en kagemand af snegle. Alternativt kan du også bage sneglene i muffinsforme. Kanelsnegle som muffins er super til at dele ud i børnehaven eller at have med til kollegaerne, og de er nemmere at transportere uden at de klistrer sammen.
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ❤️