Brunede kartofler hører sig til når der er flæskesteg eller andesteg på bordet. Det er et must juleaften og Mortensaften herhjemme, men vi får det faktisk rimeligt ofte. Ungerne elsker nemlig de små søde kartofler. Læs med her og få vores nemme opskrift med kun 3 ingredienser.

Tilbehør til and eller flæskesteg
Den anden dag fik vi and med rødkål, sovs og selvfølgelig brunede kartofler. Det hører sig altså til en god andesteg eller flæskesteg – sådan er det i hvert fald herhjemme.
Du kan både bruge rigtige små kartofler, for eksempel aspargeskartofler, du selv har kogt og pillet, eller vælge den lidt nemmere metode med brunede kartofler fra glas. Den sidste metode bruger vi selv, fordi det er nemt og så smager det altså bare sådan som vi selv fik dem hjemme da vi var børn.
Læs også: Brunede kartofler med fløde eller Brunede kartofler i ovn

Hvordan laver man brunede kartofler?
Måske tror du det er svært at lave perfekte brunede kartofler, men det er faktisk ganske enkelt, og vi vil selvfølgelig gerne dele vores metode med dig. Denne metode er nok den nemmeste og mest simple til at lave lækre sukkerbrune kartofler, du skal nemlig kun bruge 3 ingredienser.
Du skal bruge:
- Kartofler, små kogte og pillede kartofler, evt. kartofler fra glas hvis det skal være nemt.
- Sukker
- Smør
Kartoflerne må gerne være kolde når du skal i gang, så kog dem bare i god tid hvis du selv vil koge og pille kartoflerne.
Når du er klar til at gå i gang, kommer du sukkeret på panden ved middel varme. Når sukkeret er smeltet skal smørret i, og så skal smørret lige røres ind i karamellen så den bliver jævn.
Så skal kartoflerne i, og så skal de bare stå og hygge sig på panden ved lav til middel varme. Rør rundt en gang i mellem så de bliver lækre og gyldne hele vejen rundt.
Læs den fulde opskrift med mængder længere nede på siden her.
Brunede kartofler opskrift
Her får du vores opskrift på de bedste brunede kartofler. Det er den helt traditionelle metode, hvor de laves på en pande. Jeg ved at nogle laver brunede kartofler i gryde eller ovn, men vi holder os til det vi ved virker. Måske vi kaster os ud i det andet en gang, men for nu er denne her opskrift stensikker hver gang.

Brunede kartofler opskrift
Ingredienser
- 120 g sukker
- 30 g smør
- 1 kg små kartofler, kolde, kogte og pillede. Evt. fra glas
Sådan gør du
- Fordel sukkeret i et jævnt lag i en pande og varm langsom op til det er helt smeltet – undgå at røre rundt. Når sukkeret begynder at smelte midtpå, er det en god ide at skrue lidt ned for blusset for at undgå at karamellen brænder på.
- Tilsæt smør og rør rundt til karamellen er fin, ensartet og blank.
- Tilsæt de tørre kartofler og lad dem stå lidt inden du rører rundt. Karamellen skal lige have tid til at varme op igen, så den ikke klumper.
- Rør herefter rundt en gang i mellem indtil de har den ønskede brune farve. Jeg giver dem ca. 20 min i karamellen på meget lav varme.
- Serveres herefter til for eksempel and eller flæskesteg.
Nutrition
Skal du lave denne opskrift til en and? Så se vores opskrift på saftig og sprød andesteg her
Tips og tricks til de bedste brunede kartofler
- Sørg for at kartoflerne er dryppet godt af og er forholdsvist tørre når du kommer dem ned i karamellen. På den måde undgår du at karamellem bliver for kold og klumper.
- Dine kartofler bliver kun bedre af at stå og hygge sig lidt tid i karamellen på lav varme. Derfor kan du godt lade dem stå på panden på “hold-varm”-funktionen eller laveste blus mens du gør sovsen færdig eller skærer stegen ud.
Serveringsforslag
- Server til julemiddagen bestående af for eksempel andesteg eller flæskesteg.
- Server til Mortensaften sammen med and, rødkål og brun sovs.
- Server til en traditionel Sønderjysk nytårsmenu bestående af hamburgerryg med grønlangkål
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ❤️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her