Kan man lave brunede kartofler i ovn? Det har vi brugt de sidste uger på at undersøge, og nu er vi klar med en opskrift til dig på lækre sukkerbrunede kartofler lavet i ovnen. Læs med her og lær hvordan du laver dem.

Hvorfor lave dem i ovnen?
Normalt laver vi vores brunede kartofler på panden. Sådan har vi altid gjort, og det har vores mødre gjort. Så sådan gør vi altså også.
MEN! Hvis du ikke har mulighed for at lave dem på panden, ja hvad gør du så? Måske har du kun to kogeplader? Eller måske er de alle sammen fyldt op med gryder med sovs, kartofler, rødkål og gammeldags hvidkål? Sådan er det i hvert fald tit til jul eller Mortensaften herhjemme.
Kan man så lave dem i ovnen?
Ja, det kan man faktisk godt!
Vi har testet og testet, og nu er vi klar til at guide dig til hvordan du laver lækre brunede kartofler i ovn.

Hvordan smager de så?
Er de så lige så gode som den traditionelle udgave lavet på panden? Vi testede dem på familiens brunkartoffel-overhoved, Johannes. Hans dom var klar, og her må vi være helt ærlige.
Nej vi synes ikke de er lige så lækre som disse lækre brune kartofler med fløde lavet på panden.
De opsuger ikke karamellen på helt samme måde som når de bliver lavet på panden, og de bliver heller ikke helt så gyldne. Man kan vælge at bruge brun farin i stedet for almindeligt sukker, men så er det en lille smule snyd synes jeg. De bliver dog flotte og brune hvis man gør det på den måde. Vi kører dog med almindeligt sukker, fordi det er sådan vi bedst kan lide dem.
Hvis du ikke har andre muligheder, så er de bestemt bedre at lave dem i ovnen frem for at måtte undvære de brune kartofler på julebordet. Men hvis du har plads til en pande på komfuret så lav dem sådan her. De er nemlig lige 20% bedre.

Hvordan laver man brunede kartofler i ovn?
Hvis du har prøvet at lave dem på panden, så er ingredienserne de samme som du plejer. Fremgangsmåden er selvfølgelig lidt anderledes. Du skal bruge:
- Kartofler, der er kogte og pillede.
- Sukker
- Smør
Det hele skal faktisk bare i et fad, og i en varm ovn, og så skal sukker og smør blive til en gylden karamel. Her er det vigtigt at røre rundt i fadet jævnligt, så kartoflerne bliver jævnt karamelliserede, og at holde godt øje med karamellen. Den kan brænde på, så hvis det pludselig går for stærkt, så kan du skrue lidt ned for ovnen. Når kartoflerne har suget det meste af karamellen til sig, og de er jævnt gyldne, så er de klar til servering. Det tager en times tid.
Scroll længere ned på siden for at se den fulde opskrift med mængder.
Opskrift på brunede kartofler i ovn
Her får du vores opskrift på brunkartofler lavet i ovnen. Det er en metode du kan benytte hvis du ikke har mulighed for at lave dem på traditionel vis.

Brunede kartofler i ovn opskrift
Ingredienser
- 1 kg kartofler, kogte og pillede, evt. fra glas
- 120 g sukker
- 30 g smør
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Kom kartoflerne i et ovnfast fad.
- Drys sukkeret over, og skær smørret i mindre tern og fordel dem over kartofler og sukker.
- Sæt fadet i ovnen og giv det cirka 1 time. Sluk evt. for varmluften og skru ned på 180 grader når karamellen er blevet gylden, så den ikke brænder på. Det afhænger meget af hvordan din ovn varmer, så første gang du laver brune kartofler i ovnen skal du holde godt øje med dem.
- Vend kartoflerne rundt med en ske hvert kvarter.
- Tag kartoflerne ud efter 60 minutter eller når du er tilfreds med den brune farve.
- Server straks.
Noter
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her
du skulle have brugt puddersukke (farin)
her får du min version:
1 kg kolde kogte kartofler i glas
125 g puddersukker
40 g smør
3/4 groft salt
ovn 175* varmluft ca 40 min
giver du dem lidt mere bliver de som på panden dejlig brune og lækre karamelsmag
laves d ei god tid kan man holde dem lune på en stor pande evt den man brugte i ovnen.
Hej Hanne
Tak for dit tip, det er hermed givet videre.
Vi ønsker dig en glædelig jul.
Mvh Tina, Madformadelskere.dk