Knasende sprøde svær, mør og saftig og den helt rigtige smag. Langtidsstegt flæskesteg er en super god måde at lave flæskesteg på. Serveret med en god brun sovs, hjemmelavet rødkål, brunende og hvide kartofler, så bliver det ikke meget bedre. Hvis du vil se hvor nemt det er at lave den perfekte flæskesteg i ovn, så læs med her og få vores opskrift.
Når man tilbereder en flæskesteg ved langtidsstegning, så er den en nænsom tilberedning, der sikrer at kødet ikke bliver hårdt og sejt, og i sidst ende er det faktisk også nemt at få sprøde svær på stegen. Det eneste minus, er den lange tilberedningstid, og når duften først spreder sig i huset, så kan ventetiden godt være lang.
Jeg plejer at skrue op for temperaturen i ovnen når jeg nærmer mig den kernetemperatur jeg går efter, så sker der ikke noget ved at temperaturen stiger med et par grader imens at sværen får det sidste. Og hvis sværen stadig driller, så er det sidste “hack” at tænde for grillen i ovnen og åbne lågen en smule. Så får man lukket dampen ud og sværen får en sidste mulighed for at blive sprød.

Mere juleinspiration
Ingredienser
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 100 grader. Ovnen skal være sat op til over og undervarme, ikke noget med varmluft.
- Flæskestegen forberedes. Sørg for at alle svær er skåret helt igennem. Hvis I skærer efter, så pas på ikke at skære ned i kødet.1 flæskesteg
- Kom løg, gulerod samt krydderurter i et ildfast fad og placer det under flæskestegen i ovnen. Så kan man bruge alt det lækre saft og kraft til en god sauce.1 gulerod, 1 løg, 1 dl krydderurter
- Flæskestegen kommes i en holder eller en rist over et ildfast fad. Hæld nu en liter kogende vand over sværsiden, sørg for at gøre det stille og roligt , og sørg for at ramme alle svær.1 L vand

- Tør sværene af med køkkenrulle og gnid nu salt ned imellem sværene.Salt
- Del lauerbærbladene i 2 og stik dem ned i mellem sværene.5 laurbærblade

- Placer nu flæskestegen midt i den forvarmede ovn og tilbered den i ca. 4 timer ved 100 grader over- og undervarme, eller til kernetemperauren er 62 grader.

- Når kernetemperaturen er 62 grader skrues der op for varmen til 230 grader. Tilbered nu flæskestegen til sværen "Popper" op og bliver gylden og sprød. Samtidig skal du holde øje med kernetemperaturen, den bør ligge imellem 66 – 68 grader når du tager stegen ud af ovnen. Du kan alternativt tænde for grillen de sidste minutter stegen er i ovnen, hvis sværen lige mangler det sidste. men hold øje med den, det kan godt gå hurtigt til sidst.

- Når sværene er blevet sprøde tages stegen ud og den skal herefter hvile ca. 15 minutter inden den skæres ud og serveres.

Næringsindhold
Madelskernes Tips
Ingrediensnoter
Flæskesteg – Find en flæskesteg af god kvalitet. Spørg hos din lokale slagter, eller gå på jagt i køledisken. Du skal gå efter en steg med en god fordeling af fedt og kød. Laurbærblade – Laurbærblade er i mine øjne med til at give flæskestegen den helt rigtige smag. De er også med til at give smag til stegeskyen, så sovsen bliver helt perfekt.Tips til sprøde svær
Hvad er hemmeligheden bag de sprøde svær så? Det er er “svært” at sige, der ligger meget i forberedelsen, altså at sørge for at alle svær er skåret ordentligt igennem. Det kogende vand jeg hælder over gør også noget. Og så masser af salt ned imellem sværene. Men din ovn har også noget at skulle have sagt. Der er stor forskel på ovne, og der er ikke 2 der varmer ens. Nogen får de bedst svær ved at bruge grillen i oven til sidst med lågen på klem, for andre er det ikke nødvendigt. Jeg får de bedste svær ved at langtidsstege og så knalde op for varmen til sidst. Det er for mig sværene der afgør hvornår stegen er klar, kernetemperaturen kommer i anden række, hellere sprøde svær! Her er mine tips.1. Rids sværen
Er sværen ikke ridset helt igennem, kan du selv gøre det sidste arbejde med en god skarp kniv. Der skal ridses helt ned til kødet, så sværene let kan skille fra hinanden og blive sprøde og lækre. Pas på at du ikke skærer ned i selv kødet, for så kommer der kødsaft op i sværen og så bliver den blød.2. Salt
Der skal gnides godt igennem med salt og det skal ned i mellem sværene. Jeg har bedst erfaring med groft kokkesalt. Saltet hjælper med at trække fugt ud af fedet og gør det nemmere at få den sprød.3. Vand under stegen
Det tror jeg at de fleste af os gør. Et ildfast fad med vand under stegen der samler op på al saft fra stegen, det skal jo bruges til sovsen senere. Dampen fra vandet er med til at forberede sværene til at sprøde op. Man kan tømme stegeskyen fra den sidste time af tilberedningen. Det gør luften i oven en smule mere tør og så popper sværen nemmere op. Det er lidt skiftende om jeg gød det. Jeg har fået sprøde svær, både med og uden væske i fadet. Men tøm det, bare for at bruge alle tricks.4. Ret stegen op
Stegen skal altså ligge så lige som muligt under tilberedningen. Jeg plejer at bruge alufolie formet som “kiler” til at rette den op med. Så får al overflade på sværen den samme jævne varme.5. Grill
Som en sidste ting kan man bruge grillen for at give sværen det sidste skrald varme. Lad lågen stå lidt på klem og tænd for grillen. Det skulle gerne få sværen til at sprøde op. Men hold øje med det, brændt svær smager grimt.Serveringsforslag
- Server skiver af flæskesteg med Klassiske brunede kartofler, Flæskestegssovs og Hjemmelavet rødkål.
- Om sommeren kan vi godt lide at spise flæskesteg med Kartoffelsalat med kapers og syltede agurker.
Rester af flæskesteg
Gem resterne og spis dem dagen efter. Du kan også spise skiver af kold flæskesteg som pålæg. Du kan sagtens fryse tilberedt flæskesteg ned, og så har du altid til en god biksemad, flæskestegsburger eller bare en omgang flæskesteg med det hele.Mængde pr person
Serverer du flæskesteg som eneste kød til hovedretten vil jeg sige du skal beregne 200-300 gram pr person alt efter tilbehøret. Lav hellere lidt for meget end lidt for lidt.Tilføj dine egne noter






Jeg spørger bare, men hvorfor ikke bare stikke stegen ind i ovenen og så tænde den? Så meget ekstra tid giver det ikke på 4 timer.
Jeg køre 80 grader i 7 timer og så 250 til sværen.
Hej Jenny
Tak for din kommentar.
Vi synes det gør en kæmpe forskel at stege den 4 timer ved lav varme.
Hvis du har bedre erfaringer med endnu lavere temperatur og længere tid, og det passer bedst for dig, så bliv endelig ved med det 🙂
Ha en god aften
Mvh Tina
Bruger du varmluft?
Hej Vivi.
Nej, det er alm. ovn med over og undervarme. Jeg har lige fået en ny ovn, så det var også lidt en test af hvor jævnt den varmer 🙂
De bedste hilsner
Rasmus – Mad For Madelskere
Hej
Jeg har brugt en lignende metode de sidste ca 40 år
Men alligevel sker det at sværene ikke popper op, nogle gange bliver de rigtig fine og næsten som de snack man kan købe i Chips afdelingen, men andre gange bliver de hårde og vil ikke poppe op
Hvad er det der gør om det lykkes eller ej for føler jo jeg gør det samme hver eneste gang og er altid omhyggelig med at ridse sværen efter og at få salt ned imellem sværene så har det i bund og grund noget med grisen at gøre ?
Hej Edel.
Hvis jeg da bare kunne komme med en foklaring på hvorfor nogle svær driller. Jeg oplever det samme som dig med at nogle gange lykkedes det bare og andre gang bliver de bare hårde eller bløde. Jeg synes generelt at vakuumpakkede stege har en tildens til at give bøvl med sværene, så dem styrer jeg uden om. Så er der fedt, det er også min erfaring at et godt jævnt fedtlag under skindet giver et bedre resultat. Jeg har set nogle der pakker sværen inde i et godt lag salt under den første del af tilberedningen, og så tager det af igen. Salten trækker væske ud af skindet, så det kan også være at det er noget med det.
Sidste gang jeg lavede en flæskesteg var det på min træpillegrill, her blev sværene helt perfekte. Den fik de første 20 minutter med sværsiden ned i et fad med vand, så blev den vendt og tørret grundigt af, Masser af salt på og så op med temperaturen og pop, så var der sprøde svær.
I sidste ende er det nok grisen som du siger, men hvad kan det da være?
Hvis du knækker koden, så må du endelig sige til!
Med venlig hilsen
Rasmus – Mad For Madelskere
Det gik ikke. Sværen blev slet ikke klar. Øv
Hej Malena.
Ja, ØV! De svær der altså.. Der er meget der spiller ind på om sværene bliver sprød. Og hvis man så samtid prøver at ramme den der helt rigtige kernetemperatur, så er det faktik ikke helt nemt.. jeg vil sige at det i sidste ende må være sværen der afgør hvor flæskestegen er færdig. Der er også rigtig meget forskel på hvordan oven varmer i forhold til hinanden.
Det er også en rigtig god ide at tjekke om sværen er skåret helt igennem inden den skal i ovnen, dog uden at man skærer ned i selve kødet.
I min ovn begynder sværen at “poppe” op når jeg skruer op til 230 grader, og det plejer faktisk at virke, men prøv med 250 grader næste gang. Det kan godt være at du skal prøve at tænde for grillen til sidst, og stille lågen lidt på klem.
Jeg håber ikke du giver op..
De bedste hilsner
Rasmus – Mad For Madelskere
Jeg har egentlig aldrig været særlig heldig med at lave flæskesteg, enten blev kødet for tørt, sværen blød eller begge dele.
Idag fulgte jeg denne opskrift, og wow!! Miraklet skete, ud af oven kom den lækreste flæskesteg, saftig og med sprød svær (brugte lidt grill til sidst),
Det var en fornøjelse at servere den for min familie – TAK 👌🤗
Hej Vibeke.
Det gør mig da rigtig glad at høre at stegen blev god, og at sværen blev sprød. Det er jo sådan en flæskesteg skal være 🙂
God søndag til dig og din familie.
Med venlig hilsen
Rasmus – Mad For Madelskere