Risalamande hører julen til for mange. Det er en dejlig dessert oven på and, flæskesteg og litervis af brun sovs. Så skal der bare noget sødt til, og risalamande er bare et super godt bud, og er også blevet en tradition hos mange danske familier.
Du skal lave din risalamande af risengrød, og hvis du har en rest tilbage kan den fint bruges dagen efter til alamande. Når du først har grøden, er det nemt at lave desserten. Det er nemlig grøden der tager længst tid.
Selvom denne opskrift er en nem opskrift, så synes vi det er verdens bedste risalamande. Den behøver ikke at være kompliceret, men med smagfulde mandler, vanilje og en hjemmelavet kirsebærsovs på toppen, ja så sidder den oftest lige i skabet.
Er der nogen af dine gæster der ikke kan lide risalamande? Så prøv Jule panna cotta med kirsebærgele!

Risalamande opskrift
Her er vores bud på den bedste risalamandeopskrift. Den er den vi selv bruger, og den er nem og smager dejligt og mildt af jul. Sådan en rigtig børnevenlig version, som jeg også husker min mor lavede da vi var små.
Jeg laver risalamande med vaniljesukker. Mest fordi det er nemt når man har en rest risengrød tilbage. Hvis du skal koge grød specifikt til risalamande, kan du koge den med vaniljekorn fra en vaniljestang og 2 spsk. sukker. Kom også den tomme vaniljestang ned i gryden og kog den sammen med grøden for ekstra smag.

Risalamande
Ingredienser
- 500 g risengrød, <– Find opskrift her
- 80 g mandler
- 2 dl piskefløde
- 2 spsk vaniljesukker
Sådan gør du
- Start med at smutte mandlerne. Jeg bruger mikroovnen og koger dem i en kop vand i 1,5 minutter. Herefter lader jeg dem stå 2 minutter og så er de klar til at smutte. Hak de smuttede mandler groft. Husk at gemme 1 hel hvis der er mandelgave.
- Bland risengrød, vaniljesukker (eller almindelig sukker og kornene fra 1 vaniljestang) og hakkede mandler sammen.
- Pisk fløden stiv (til den har bløde toppe)
- Bland først 1/3 af den piske fløde i risengrøden, og vend herefter forsigtigt resten af fløden i, uden at slå for meget luft ud af risalamanden.
- Sæt den på køl indtil den skal serveres.
- Spis med lun kirsebærsovs og drys med hakkede mandler.
Hvad skal du huske til næste gang?
Vilkår for beregning af ernæringsdata
Risengrød til risalamande
Hvis du har en rest risengrød, kan den nemt bruges til alamande. Du kan blot tilsætte vaniljesukker eller kornene fra 1 vaniljestang samt sukker som jeg har beskrevet i opskriften herover. Hvis du skal koge grød specielt til risalamande, kan du tilsætte vaniljekorn, den tomme stang og sukker til grøden fra starten og koge det med for ekstra smag.
Sauce til risalamande
Der skal sovs til risalamande, og vi spiser den næsten altid med den klassiske kirsebærsovs. Hvis du ikke er til det, så kan den også serveres med jordbærsovs eller måske appelsinsovs? Kun fantasien sætter grænsen, det er dog rart med noget lidt syrligt og friskt til den lidt fede dessert.
Risalamande oprindelse
Hvor stammer risalamande fra? Selvom navnet lyder fransk, så stammer desserten faktisk fra Danmark. Her begyndte vi nemlig at spise den med kirsebærsovs i stedet for risengrøden til jul omkring 1900-tallet. Traditionen med mandelgaven er dog fransk, og stammer nok fra ritualet med at komme en hel mandel i deres helligtrekongerkage.
Serveringsforslag
- Server risalamanden i en stor skål med kirsebærsovs ved siden af. Husk mandlen.
- Alternativt kan du portionsanrette i små glas, det ser smukt ud på julebordet eller til julefrokosten.
- Risalamande kan også servere til julefrokosten eller til Mortensaften.
Holdbarhed og opbevaring
- Risalamanden kan holde sig 1-2 dage når der er tilsat fløde. Den smager faktisk ofte bedre dagen efter den er lavet når den har stået og trukket lidt i køleskabet.
- Det anbefales ikke at fryse den færdige alamande, da den kan blive ret grynet når den bliver tøet op.
- Har du mere end du kan spise, så kan risalamande også bruges til klatkager på samme måde som risengrød. Tilføj lidt æg og mel og steg i smør på panden.
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ❤️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her