Når vinteren banker på, er risengrød en af de opskrifter vi trækker frem igen og igen. Det er nemlig nemt, billigt og mættende, og så smager det bare godt. Børnene herhjemme vælger risengrød igen og igen når de får lov til at bestemme menuen. Få den nemme opskrift her, og lav risengrød der ikke brænder på.
Julegrød til Nissen
Her omkring første december har vi også tradition for at lave julegrød, og stille en skål til vores nisse Nisseper, som elsker risengrød, og som plejer at komme frem når vi lokker ham med lækker mad. Det virkede heldigvis i år igen.
Børnene er også vilde med den lækre grød, og når der kommer masser af kanelsukker og en ordentlig smørklat i, ja så kan de spise til de er lige ved at revne.
Hvordan laver man risengrød?
Det er en virkelig nem ret at lave, og så skal man ikke bruge ret mange ingredienser. Det er mættende og en billig måde at få en god portion mad der kan mætte mange, store som små.
Til vores opskrift skal du bruge:
- Grødris
- Vand
- Mælk
- Salt
Der er flere måder du kan laver grøden på. Vi laver det som regel i gryde eller sous vide, men du kan også vælge at putte gryden godt ind under dynen i sengen eller lave den i ovn eller vandbad.
Risengrød i gryde på komfuret
Det er vist den helt traditionelle måde at lave grøden på. Først koger man vandet op i gryden, tilsætter ris og salt og lader det koge et par minutter inden mælk kommes i. Når mælken er kogt op skrues ned, og grøden koger ved lav varme en lille time eller til den har den ønskede konsistens.
Herunder er der alternative metoder du kan lave din risengrød på, for at undgå at den brænder på. Du kan for eksempel lave den i ovn, i sengen eller i sous vide.
Risengrød i ovn
Vil du undgå at din grød brænder på på komfuret, så kan du tilberede risengrød i ovn. Brug en gryde der kan tåle at gå i ovnen – fx en af støbejern. Følg opskriften her, indtil mælken er kogt op. Når mælken koger – rør godt i gryden, læg låg på, og sæt den i ovnen i ca. 40-45 minutter ved 120 grader. Rør herefter godt i grøden og server straks.
Risengrød i seng, under dyne eller i høkasse
Det er også muligt at lave risengrøden i seng/dyne/høkasse. Det gør man også ved at følge opskriften her indtil mælken koger. Så sættes låg på gryden og den pakkes godt ind i dyner, i sengen eller i en høkasse.
Det er vigtigt at grøden forbliver tilstrækkeligt varm, og den må ikke stå for længe (Min 65 grader og max i 3 timer) for at sikre sig mod skadelig bakteriedannelse. Grøden bør være færdigkogt efter 1 time hvis temperaturen holdes tilstrækkelig høj i høkassen.
Risengrød sous vide
Vil du undgå at din risengrød brænder på, og være på den sikre side i forhold til bakterier, så kan det være en god ide at lave den i sous vide hvis du har sådan en.
Ved at tilberede den i vandbadet, er der ingen risiko for at den brænder på, og du får en lækker risengrød på kun 2 timer – uden at skulle holde øje med den. Find opskrift på risengrød sous vide her.
Har du rester af risengrød?
Få vores tips til at undgå madspild og lave lækre snacks, kager og desserter med: Rester af risengrød
Risengrød opskrift
Her er vores opskrift på god gammeldags risengrød. Den er perfekt som julegrød eller som nem, billige og mættende aftensmad. Det er ikke nogen videnskab at lave risengrød, men det handler om at være opmærksom og tålmodig for at sikre at grøden ikke brænder på.
Risengrød
Ingredienser
- 2 dl vand
- 2 dl grødris
- 1/2 tsk salt
- 1 l sødmælk
Sådan gør du
- Bring vand i kog i en tykbundet gryde. Når vandet koger, tilsættes ris og salt, og lad det koge i 2 min under omrøring.
- Tilsæt herefter mælk og kog op igen mens du fortsat rører i gryden. Når det koger skrues ned på laveste blus, og der lægges låg på gryden.
- Rør rundt i gryden jævnligt så det ikke brænder på. Lad grøden koge i ca. 40-50 min alt efter hvilken konsistens du bedst kan lide.
- Når grøden har den ønskede konsistens, spises den med kanelsukker og smørklat.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Tips og tricks
- Pas meget på at grøden ikke brænder på. Kog grøden op, og skru herefter ned på helt lav varme og rør ofte.
- Vil du være 100% sikker på den ikke brænder på, så brug sous vide-metoden.
Serveringsforslag
Spis risengrøden med masser af kanelsukker og en ordentlig smørklat! Rigtig smør selvfølgelig – det smager bedst.
Kanelsukker
Der findes ikke en decideret opskrift på det forhold kanelsukker skal blandes i. Det er lidt smag og behag. Vi kan godt lide den smager godt af kanel, og vi bruger ca. 2 spsk. sukker til 1. tsk kanel. Læs mere om hvordan du blander kanelsukker her.
Holdbarhed og opbevaring
- Risengrød er bedst når den lige er kogt, men kan dog også sagtens spises dagen efter. Opbevar den i køleskabet.
- Hvis du har rester af risengrød, kan det bruges til risalamande eller risengrødsvafler.
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Note: Denne opskrift blev oprindeligt udgivet den 3. december 2019 – Vi har efterfølgende opdateret og genudgivet den med flere relevante informationer, for at give dig den bedste oplevelse med opskriften.
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag vores E-bog med 10 nemme hverdagsretter: