En andebryststeg er super lækkert hvis du ikke vil tilberede en hel and til Mortensaften eller jul. Den kan laves på mange måder, men det er både nemt, lækkert og energibesparende at tilberede andebryststeg i airfryer.
En andebryststeg er de to andebryster, der stadig sidder på lidt af skroget eller på et stykke af brystbenet. Det er lidt forskelligt hvordan udskæringen præcis er, og vi har set dem i forskellige variationer.
Men hvis man mest er til det rene andekød fra brystet, så er det oplagt at vælge sådan en steg når man skal have and. Hvis du har en airfryer, er det også både nemt og hurtigt at tilberede sådan en. Det sviner heller ikke, og rengøringen er derfor også hurtigere overstået.

Mere airfryermad
Ingredienser
Udstyr
Fremgangsmåde
- OBS: Der er meget stor forskel på de andebryststege man kan købe i supermarkedet. Den vi har brugt i opskriften sidder på et lille stykke brystben. Du kan også få andebryststeg der sidder på en større del af skroget. Derfor bør du altid bruge stegetermometer når du tilbereder en andebryststeg, og tilberede til kernetemperaturen er 68-70 grader inden du tager den ud og hviler.
- Spray eller pensel skindet på anden med olie, og krydder med salt og peber.1 andebryststeg, ½ tsk olie, Salt, Peber
- Læg stegen med skindsiden op ad i kurven til airfryeren. Hvis du vil have stegesky til sovs, kan du med fordel komme en halv liter vand i bunden af kurven. Det mindsker også stegeos under tilberedningen.
- Sæt kurven i airfryeren, og giv den 35 minutter på 180 grader på "Airfry"-funktionen. Skru herefter op til 205 grader, og giv stegen 10 minutter, så skindet kan blive helt sprødt.
- Brug et stegetermometer, og tjek at andebryststegen har en kernetemperatur inde ved benet på 68-70 grader, så er den færdigtilberedt. Hvis temperaturen ikke er høj nok, skal du forlænge tilberedningstiden. En kernetemperatur på 68-65 grader, giver et let rosa andebryst. Vil du have det helt gennemstegt, så skal du tilberede det til en temperatur på 75 grader.
- Når kernetemperaturen er nået, skal andebryststegen hvile 10 minutter utildækket, og herefter skæres den ud og serveres.
- OBS: Denne opskrift er lavet til en Cosori Dual Blaze Airfryer. Bruger du en anden type airfryer eller Actifry skal tilberedningstiden muligvis tilpasses. Hold godt øje den første gang du prøver en ny opskrift i din airfryer, da maskinerne kan varme meget forskelligt.
Næringsindhold
Madelskernes Tips
Ingrediensnoter
Andebryststeg – De kan købes frosne i mange supermarkeder lige nu. Jeg har set dem i Rema, Netto, Kvickly og Føtex blandt andet. Tø andebryststegen op inden tilberedning. Olie – Vi giver den gerne lige lidt oliespray inden tilberedning, det giver lækkert og sprødt skind. Hvis du ikke har olie på spray, kan du pensle den med olie. Salt og peber – Her kører vi med en helt klassisk og simpel krydring. Vil du gerne have lidt ekstra smag, så er det også virkelig lækkert med timian på.Husk sovsen
Hvis du vil servere sovs til, så kom en halv liter vand i bunden af kurven til airfryeren, så får du en skøn stegesky, som du kan bruge til sovsen. Følg efterfølgende vores opskrift på Andesovs.Brug stegetermometer
Brug et stegetermometer til at holde øje med kernetemperaturen. Gå efter en kernetemperatur på 68-70 grader helt inde ved benet inden du tager den ud for at hvile. Du kan læse mere om kernetemperaturer når du tilbereder and her.Servering
- Server med klassisk tilbehør som Klassiske brunede kartofler og Andesovs samt Hjemmelavet rødkål eller Waldorfsalat.
- Eller server med en god salat for eksempel Rødkålssalat med appelsin og honningristede valnødder.





Hvordan får man sprød skind på anden?
Hej Lis
Som der står i opskriften, giver vi andebryststegen 205 grader i 10 minutter til slut for at få skindet sprødt.
God fornøjelse med det, og rigtig glædelig jul 🎄
Mvh Tina
Du nævner ikke, hvor stor andebryststegen er – 750 gr – 1200 gr.
Jeg skal lave af andebrystege på 1200 gr og tænker 2 stk. – er det samme stegetid og på airfryer programmet?
Hej Mette.
Jeg tænker at du skal lægge lidt ekstra tid til hvis de vejer 1200 g. Jeg mener at den jeg brugte til opskriften vejede omkring 800 g.
I sidste ende er det kernetemperaturen der afgør om stegen er helt færdig. Hvis du har en airfryer med indbygget stegesonde, er det rigtig fint, men ellers kan et godt stegetermometer sagtens bruges.
Med venlig hilsen
Rasmus – Mad For Madelskere
ja det kunne måske lidt rart info at vide hvilken maskine man har brugt da min kan IKKE GÅR OVER 200 GRADE så nej jeg kunne ikke bruge denne opskrift
Hej Hugo.
Det er da beklageligt at du ikke har bemærket, at det står i selv opskriften under udstyr.
Jeg håber at du kom i mål med andebryststegen alligevel.
Med venlig hilsen
Rasmus – Mad For Madelskere
Hej
Hvis man har en confiteret Andebryststeg hvor lang tid skal den have og hvilken temperatur i airfryer
Mvh Per
Hej Per.
Jeg håber du kom i mål med anden. Umiddelbart er anden jo tilberedt når den er confiteret, så jeg ville måske prøve med 160-170 grader til den kom op i temperatur og fik sprødt skin.
Du må da gerne lige melde tilbage om hvordan det gik 🙂
Med venlig hilsen og glædelig jul
Rasmus – Mad For Madelskere
Er det roast funktion eller airfry funktion man tilbereder på i dual blaze
Hej Hedda
Det er “Airfry”-funktionen vi bruger når vi laver denne andebryststeg, det får jeg lige præciseret i opskriften.
God fornøjelse 🙂
Mvh Tina
Hvordan vil du lave saucen m vædderne i bunden af AF?
Tak hvis du har tid til at svare mig før i morgen aften!
Venlig hilsen
Rie Voetmann
Hej Rie
Du kommer en halv liter vand i bunden af airfryeren når du tilbereder din andebryststeg, og så bruger du væsken når du er færdig. Følg vores opskrift på andesovs her, så skal det nok blive rigtig godt: https://www.madformadelskere.dk/andesovs/
God fornøjelse og god Mortensaften 🦆
Mvh Tina