Populært:

Babymad

Her på siden vil vi dele de opskrifter vi selv bruger på forskelligt babymad. Vi går ind for at lave babymaden fra bunden selv i det omfang det passer ind i hverdagen, vi synes nemlig det er vigtigt at vide præcist hvad vi putter i munden på vores børn. De fleste børn lever af mælk de første 4-6 måneder af deres liv før de starter på andet mad, og herhjemme er vi begyndt på at give lidt grød ved siden af amningen nu hvor Johannes nærmer sig de 5 måneder fordi han virker meget sulten og er begyndt at vågne oftere om natten. Siden her skal ses som inspiration, da vi jo ikke er sundhedsplejersker, opskrifterne tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger fra 2015.

Opskrifter fra 4 måneder

Sundhedsstyrrelsen anbefaler amning eller flaske indtil 6 måneder. Dog kan nogle være klar til skemad/babymad tidligere, det handler om at se på det enkelte barn og selvfølgelig vejlede sig med sundhedsplejersken. Hvis man starter tidligt op på skemad, kan tynd grød af majs, ris, hirse eller boghvede anbefales, gerne med en klat frugtmos i. Gradvist kan grøden så gøres tykkere når baby har lært at synke maden ordenligt. Ud over grød og frugtmos kan man også give grøntsagsmos med fx. gulerødder, kartofler eller blomkål.

Det er en god idé at vælge en slags grød at starte med og når baby har lært den smag godt at kende introduceres nye typer af grød. Det er vigtigt at måltiderne efterhånden bliver varierede så de små prøver mange forskellige smage og teksturer. Her startede vi med majsgrød og introducerede dernæst gulerodsmos med kartofler.

Majsvælling

3 dl vand
1 stor spsk. majsmel (12g)
7 skeer modermælkserstatning

Pisk majsmel med koldt vand og kog op under piskning. Skru ned når det koger og kog videre i ca. 5 min. Tag gryden af varmen og lad vællingen køle ned til min. 50 grader før der piskes modermælkserstatning i. Hæld vællingen på flaske og giv den når den er har tilpas temperatur.

Pære-/æblemos

4 pærer
2 æbler
1/2 dl. vand

Skræl og skær æbler og pærer i mindre stykker. Kog dem i 1/2 dl. vand i ca 10 min og blend det hele godt sammen. Fylder i bøtter og opbevares på køl eller frost til det skal bruges fx. som topping på majsgrød.

Æblemos i mikroovn

Æblemos kan nemt laves i mikroovnen. Skræl æblet og skær det i tern. Kom det i en mikroovnsegnet skål og giv det 2 min. på fuld effekt i mikroovnen. Nu kan æblet moses med en gaffel eller blendes.
Mosen kan også sagtens laves med pære, dog skal man her hælde lidt af væsken fra inden pæren moses for at konsistensen ikke bliver for tynd.

Mangomos

2 mango

Skræl og skær mangoen i mindre stykker. Kog det i ca. 10 min og blend det hele godt sammen. Fylder i bøtter og opbevares på køl eller frost til det skal bruges fx. som topping på majsgrød.

Majsgrød i mikroovn

1 dl vand
1 stor spsk. majsmel (12g)
1 tsk. olie eller smør
3 skeer modermælkserstatning

Pisk vand og majsmel sammen med en gaffel i en mikroovnsegnet skål. Stil skålen i mikroovnen på fuld effekt i 3x30sek. Rør rigtig godt i grøden i mellem hvert interval!! Når grøden er færdig køles den ned og der tilsættes olie eller smør og modermælkserstatning.

Gulerod-/kartoffelmos

2 gulerødder
1 kartoffel
Vand
1 tsk. olie eller smør
6 skeer modermælkserstatning

Skræl gulerødder og kartofler. Skær dem i mindre stykker og kog dem i en gryde med vand der lige akurat dækker grøntsagerne i ca. 15 min. Tag grøntsagerne fra og blend dem, tilsæt kogevand indtil mosen har den ønskede konsistens. Når mosen er kølet lidt ned tilsættes olie eller smør og modermælkserstatning.

Sød kartoffelmos

1 sød kartoffel
ca. 1 dl vand (afhænger af kartoflens størrelse)
3 skeer modermælkserstatning

Mos af søde kartofler er rigtig nemt at lave, og de fleste babyer elsker det, da det er sødt i smagen. Tag en sød kartoffel og bag den i ovnen ved 200 grader i ca. 45 min eller indtil den er mør (stik i den med en gaffel). Del kartoflen på midten og skrab kødet ud. Mos eller blend kødet og tilsæt vand til du opnår den ønskede konsistens. Tilsæt modermælkserstatningspulver til mosen og server.

Sveske-/pæremos

150g svesker uden sten
2 pærer
2 dl vand

Skær sveskerne i grove stykker og tjek den grundigt for sten. Skræl pærer og skær dem i stykker og put det hele i en gryde med 2 dl vand. Kog frugterne i ca. 15 min. og blend det hele godt. Fyld det i bøtter og stil det på køl eller i fryseren til næste gang du skal bruge en god mos til grøden eller som dessert.

Blomkål-/broccolimos

2 portioner

1/2 blomkål
1/4 broccoli
vand
1 tsk. olie eller smør
3 skeer modermælkserstatning

Skær blomkål og broccoli i mindre stykker og kog det i en gryde med vand der lige akurat dækker grøntsagerne i ca. 15 min. Tag grøntsagerne fra og blend dem, tilsæt kogevand indtil mosen har den ønskede konsistens. Del mosen i 2 og sæt den ene del i køleskabet til i morgen. Når den anden del er kølet lidt ned tilsættes olie eller smør og modermælkserstatning. I morgen varmes mosen lidt i mikroovnen og der tilsættes smør og modermælkserstatning.

Risgrød i mikroovn

1 dl vand
1 stor spsk. rismel (12g)
1 tsk. olie eller smør
3 skeer modermælkserstatning

Pisk vand og rismel sammen med en gaffel i en mikroovnsegnet skål. Stil skålen i mikroovnen på fuld effekt i 3x30sek. Rør rigtig godt i grøden i mellem hvert interval!! Når grøden er færdig køles den ned og der tilsættes olie eller smør og modermælkserstatning.

Skriv en kommentar


Om madformadelskere

Redaktionen:
Tina Westergaard Møller
Rasmus Juul Møller

Mad for Madelskere udgives af:
WM Media
CVR: 38046799
Vinkelvej 16, 6520 Toftlund

Kontakt
[email protected]

Rettigheder

Alt tekst og alle billeder på denne hjemmeside tilhører Madformadelskere – Du må under ingen omstændigheder bruge materiale fra vores hjemmeside eller sociale medier uden skriftlig aftale. Overtrædelse vil udløse et krav om kompensation.