Portvinssauce

Af:

Rasmus Juul Møller

Opdateret:

Udgivet:


Til et godt stykke kød hører naturligvis en god sauce. Det er saucen der binder retten sammen og tilfører ekstra smag. Her får I vores bud på en rigtig lækker portvinssauce.

Portvinssauce passer rigtig godt til rødt oksekød, vildt eller and. Vi har sidst serveret den til Bøf Wellington med Pommes Anna med stor sucess. Som med de fleste saucer skal man ikke være fedtforskrækket, portvinssaucen er nemlig monteret med smør. Det er med til at runde smagen af og jævne saucen en smule.

Det er en lækker portvinssauce som kan serveres som tilbehør til kødretter. Det kan for eksempel være til nytår eller andre festlige lejligheder. Vil du lige give sovsen det sidste pift? Så prøv med et par skefulde hjemmelavet gastrik

Portvinssauce med rødvin til nytår eller gæster.

Mere gæstemad

Opskrift

Portvinssauce

4.38 fra 8 stemmer
Opskrift på virkelig lækker og smagfuld sauce til kødretter. Saucen er med portvin og rødvin, og har en dyb og intens smag der passer godt til alle typer af oksekød, vildt og lam.
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 40 minutter
Samlet tid 50 minutter
Antal4

Ingredienser
 

  • 1 spsk smør, til stegning
  • 2 skalotteløg, finthakket
  • 1 fed hvidløg, finthakket
  • 1 tsk frisk rosmarin, finthakket
  • 1 dl balsamicoeddike
  • 1 dl rødvin
  • 3 dl portvin
  • 5 dl fond, kalve- eller okse-
  • 1 spsk gastrik, kan udelades
  • 100 g smør, koldt
  • Salt, efter smag
  • Peber, efter smag
  • Sukker, efter smag

Fremgangsmåde
 

  1. Smelt en smør i en gryde, tilsæt skalotteløg, hvidløg og rosmarin og steg det ved svag varme til løgene bliver klare og bløde uden at blive brune.
    1 spsk smør, 2 skalotteløg, 1 fed hvidløg, 1 tsk frisk rosmarin
  2. Tilsæt dernæst balsamicoeddike samt rødvin, og kog det ved svag varme til det bliver lidt tykt i konsistensen.
    1 dl balsamicoeddike, 1 dl rødvin
  3. Kom portvinen i, og reducer det igen ved svag varme til det er kogt ind til ⅓ af mængden.
    3 dl portvin
  4. Tilsæt derefter fond samt gastrik og reducer det det til ⅔ af mængden. Når det er kogt ind, hældes det igennem en si. Urterne smides ud, og selve saucen kommes tilbage i gryden.
    5 dl fond, 1 spsk gastrik
  5. Bring saucen i kog og monter herefter saucen med koldt smør (Smørret skæres ud i mindre tern og piskes i saucen). Smag til med salt og peber samt sukker.
    100 g smør, Salt, Peber, Sukker

Næringsindhold

Serving: 1personKalorier: 385kcalKulhydrater: 19gProtein: 1gFedt: 23gMættet fedt: 15gFlerumættet fedt: 1gEnkeltumættet fedt: 6gTransfedt: 1gKolesterol: 61mgNatrium: 699mgKalium: 182mgFibre: 0.4gSukker: 12gA-vitamin: 986IUC-vitamin: 1mgCalcium: 28mgJern: 1mg

Madelskernes Tips

Ingrediensnoter

Fond –  Du kan bruge okse- eller kalvefond. Det er også fint med en bouillonterning eller FOND “DU CHEF” fra Knorr eller lignende. En terning plus 0,5 liter vand, så er man kørende!
Rosmarin – Rosmarin er lækkert med portvinssmagen, og passer godt til det meste kød. Du kan også prøve at bruge andre krydderurter i stedet for rosmarin, eller en kombination af flere forskellige.

Konsistens 

Det er en sauce, og den skal ikke være tyk som en brun sovs. Den får lidt tykkelsen efter den er monteret med smør. Saucen kan godt jævnes lidt ekstra til sidst hvis man ønsker en tykkere konsistens, men det er ikke nødvendigt. Du kan bruge maizena hvis du vil jævne den yderligere.

Forberedelse

Hvis du vil lave saucen i forvejen og være i god tid så kan du godt det. Jeg vil anbefale at du laver selve reduktionen dagen før, og venter med at montere den med koldt smør til lige inden den skal servere. Den kan nemlig godt risikere at skille hvis du varmer den op efter den er monteret med smør.

Rester og frysning

Du kan godt gemme rester af saucen på køl eller fryse den ned. Du skal varme den meget forsigtigt op når den skal spises, for den kan risikere at skille når der er smør i. Hvis du oplever at den skiller lidt, kan du forsøge at piske lidt mere koldt smør i.
Selve reduktionen af portvin og rødvin kan fint fryses ned, og så kan den monteres med smør inden servering.

Serveringsforslag

Server for eksempel din portvinssauce sammen en lækker Culottesteg eller til Bøf Wellington serveret sammen med Pommes Anna og bønner med bacon.
Saucen er skøn til alle slags oksekød, det kan være oksemørbrad, culotte eller en god bøf. Den er også fin at servere til vildt eller lammekød.
Har du prøvet opskriften?Fortæl os hvad du synes om den!

14 kommentarer til “Portvinssauce”

  1. 5 stars
    Hold op en fantastisk sauce. Kæmpe hit hos os og den kommer på menuen juleaften til gåsen. 10 stjerner herfra!👏🏻

    Svar
    • Hej med Jer.

      Tusind tak for de rosende ord 🙂 Jeg er glad for at i kunne lide saucen, den smager nu altså også bare godt.

      Håber i får en dejlig jul og et godt nytår!

      De bedste hilsener

      Rasmus & Tina

      Svar
      • Hej John.

        Det skal i på samme tid som du ville komme fond i. Så er det bare vand og en bouillonterning i stedet for.

        Med venlig hilsen

        Rasmus – Mad For Madelskere

        Svar
  2. Hej
    Skal lave Beef Wellington nytårsaften, og vil lave denne sovs/sauce til
    Vil bare lige høre om hvilken slags portvin, der skal i,
    tawny eller ruby, eller er det ligemeget

    Svar
    • Hej Peter.

      jeg har prøvet med begge dele, og der er ikke den store smagsforskel i det endelige resultat 🙂 Jeg håber i får en god nytårsaften, og held og lykke med madlavningen!

      De bedste hilsener

      Rasmus – Mad For Madelskere

      Svar
    • Hej Mona 🙂

      Jeg vil tro at du godt kan koge portvin, balsamicoeddike, rødvin og fond ind, dagen i forvejen. Men jeg ville vente med at montere den med smør til den skal varmes op igen, ellers tror jeg den vil skille.

      Håber i for en hyggelig nytårsaften, og en lækker sauce 😉

      De bedste hilsener

      Rasmus – Mad For Madelskere

      Svar
    • Hej Gert.

      Det helt korte svar er ja. Varm den forsigtigt op når den skal bruges og pisk eventuelt lige en ekstra klat koldt smør i for at samle den, hvis den skille lidt.

      Med venlig hilsen

      Rasmus – Mad For Madelskere

      Svar
  3. 2 stars
    Hej
    Lavede denne sauce i weekenden med gastrik og den var ekstrem balsamico syrlig og måtte smide 2/ 3 væk og tynde den ud med fløde.
    Hvad kan jeg have gjort forkert 🙈 tænkte da jeg hældte 1 dl balsamico i, at det var voldsomt men tænkte at det ville udligne sig. Er der forskel på balsamico og balsamico eddike?

    Svar
    • Hej Charlotte.

      Det var da træls at det ikke lykkedes. Som udgangspunkt er saucen en smule syrlig, også efter at der er piske smør i. Det hele handler om at finde den der balance mellem salt, syre og sødme. Saucen skal som jeg skriver smages til med sukker, og det er for at samle lidt op på den syre der bliver tilført fra rødvinen og balsamico eddike.

      Jeg har nu aldrig oplevet at den var så syrlig at den var uspiselig.

      Opskriften har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger, og her er syren ikke blevet nævnt som et problem før. Jeg håber du har mod på at prøve igen 🙂

      Med venlig hilsen

      Rasmus – Mad For Madelskere

      Svar
  4. 5 stars
    En fantastisk og fuldstændig sauce. Som min mand udtalte den smager jo af slik ..!! Jeg tilsatte min hjemmelavet gastrik. Derefter tilsatte jeg en spsk. af den jeg altid har i køleskabet. Portvin og rødvins reduktion fra Oscar.
    Denne sauce havde virkelig wow faktor.
    Dertil serverede jeg Chateau Briand og noget fantastisk tilbehør. Min mand var dybt imponeret og der skal virkelig noget til før han falder i svime ..

    Svar
    • Hej Inger.

      Vi er så glade for at i kan lide opskriften. Det betyder rigtig meget for os, når i melder tilbage om resultat.

      Jeg håber du får lyst til at prøve nogle af de andre opskrifter på saucer og sovser 🙂

      De bedste Hilsner

      Rasmus – Mad for Madelskere

      Svar
4.38 from 8 votes (5 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Opskriftsvurdering





Om madformadelskere

Redaktionen:
Tina Westergaard Møller
Rasmus Juul Møller

Mad for Madelskere udgives af:
WM Media
CVR: 38046799
Egevej 3, 6520 Toftlund

[email protected]

Rettigheder

Alt tekst og alle billeder på denne hjemmeside tilhører Madformadelskere – Du må under ingen omstændigheder bruge materiale fra vores hjemmeside eller sociale medier uden skriftlig aftale. Overtrædelse vil udløse et krav om kompensation.