Påsken nærmer sig, og det betyder påskefrokoster og selvfølgelig påskekager. Disse små påskemazariner med lemon curd og brændt marengs er perfekte til påskefrokosten.
Det er en perfekt lille sød og syrlig kage, som man kan servere ovenpå en god frokost.
Bunden her er en mazarinbund med marcipan i, og det passer super godt med den søde bund til den syrlige citroncreme og den bløde marengs. Kagerne har vi pyntet med små påskeæg, og tanken var at det skulle ligne en fuglerede med æg i.
Prøv også: Fuglereder i marengs

Flere søde sager
Ingredienser
Fremgangsmåde
- Du kan med fordel starte med at lave lemon curd, da den skal køle helt ned for at sætte sig. Den kan sagtens laves dagen i forvejen.
- Riv skallen på citronerne, og kom den i en minihakker sammen med sukkeret. Hak det hele godt sammen.
- Kom citronsukker, saften fra citronerne og æggeblommerne i en gryde og pisk det hele sammen. Varm herefter cremen op under omrøring over lav til middel varme. Jeg bruger en dejskraber i silikone, da den nem kan komme rundt i hele gryden.
- Hold øje med temperaturen med et termometer. Når temperaturen når 65 grader skæres smørret i tern og kommes i gryden. Rør rundt og opvarm fortsat over lav til middel varme indtil smørret er helt smeltet og cremen tykner. Det sker omkring 75 grader efter 8-10 minutter (undgå at temperaturen kommer over 80 grader, så får du æggeklumper).
- Hæld cremen igennem en si, lad den køle ned, og sæt den så i køleskabet.
- Kagebundene kan med fordel bages dagen før, da de skal køle helt ned inden kagerne kan samles.
- Tænd ovnen på 175 grader almindelig varme.
- Pisk blødt smør og sukker sammen. Riv marcipanen på den grove side af rivejernet, og pisk den sammen med sukker og smør. Pisk æggene i et af gangen, og vend til sidst hvedemelet i dejen.
- Smør 12 muffinsforme i metal eller silikone, og fordel dejen heri.
- Bag de små mazarinbunde i 15-18 minutter til de er gennembagte når du stikker i dem. Lad dem køle helt ned inden de pyntes.
- Pisk æggehviderne helt stive, brug en elpisker, da der skal piskes meget længe. Tilsæt sukkeret en skefuld af gangen mens du fortsat pisker. Pisk til du har arbejdet alt sukkeret ind i æggehviderne, og marengsen er jævn, glat og danner stive toppe.
- Kom marengsen i en sprøjtepose med en stjernetyl i enden.
- Sprøjt marengsen i en høj krans rundt i kanten af mazarinbunden. Brænd marengsen med en gasbrænder så den sætter sig lidt og får gyldne striber.

- Fyld en skefuld lemon curd i midten af hver marengsrede.
- Pynt med påskeæg og server straks,
Næringsindhold
Madelskernes Tips
Ingrediensnoter
Smør – Der skal bruges blødt smør i mazarindejen, så tag den ud af køleskabet i god tid. Marcipan – Brug den marcipan du bedst kan lide. Marcipanen skal rives groft, før den kommer i dejen. Æg – Der skal bruges æg både til bunden, marengs og lemon curd. Husk at gemme æggehviderne fra blommerne til lemon curden, hviderne skal nemlig bruges til marengs. Citroner – Køb økologiske citroner, da både skal og saft skal bruges til lemon curden. Sukker – Der skal bruges en del sukker til denne opskrift, da der både skal sukker i mazarinbunden, i lemon curden og i marengsen.Forberedelse
Det er en god ide at bage bundene dagen før, da de gerne skal være helt kolde inden der kommer topping på. Pak dem god ind, og opbevar dem ved stuetemperatur. Du kan også fint lave din lemon curd dagen før og opbevare den i køleskabet til den skal bruges.Opbevaring
Når kagerne er pyntet og klar til servering skal de opbevares i køleskabet.Serveringsforslag
- Server som en del af en kagetapas til påske for eksempel sammen med små skåle med Creme Brulee, Brownie eller andre lækre kager og desserter.
- Server ovenpå påskemiddagen hvor I for eksempel har fået Langtidsstegt lammekølle.




