Ungerne herhjemme elsker laks, og spinatpandekager med laks og syltede rødløg går altid rent ind. De elsker simpelthen at pandekagerne er grønne, og når det er på grund af spinat i dejen, så er det jo bare bonus på grøntkontoen. Læs med her og få vores opskrift på sunde madpandekager med varmrøget laks.

Sunde pandekager med laks
Vores børn elsker pandekager i alle afskygninger. De spiser gerne den søde slags, men vi kan også sagtens få de sundere varianter i dem. Specielt hvis det er disse sunde spinatpandekager fyldt med lækker hjemmerøget laks eller hvis det er sunde amerikanske pandekager.
Hvis du ikke selv røger din laks, så kan et godt stykke fra fiskemanden eller supermarkedet selvfølgelig også bruges til denne ret. Kombinationen med creme fraiche, varmrøget laks, syltede rødløg og dild er bare et match made in heaven, og den kommer helt til sin ret i disse grønne pandekager – farverne er fantastiske i sig selv. Smagen er også!

Spinatpandekager med laks – sådan gør du!
Du kan med fordel lave de syltede rødløg dagen før – ellers så start med det, så de kan trække så længe som muligt. Efterfølgende kan du lave pandekagerne.
Pandekagerne bliver lavet på havregryn i stedet for mel. Det giver pandekagerne flere fibre og så mætter det godt. Først skal havregrynene sættes i blød i mælk, så de bliver helt bløde. Efterfølgende blendes de med resten af ingredienserne til dejen. Så skal pandekagerne steges på panden, helt som almindelige pandekager.
Når pandekagerne er bagt, fyldes de med creme fraiche rørt med hakket dild, varmrøget laks og de syltede rødløg. Tilføj også gerne noget salat eller rucola inden i pandekagerne.

Opskrift på madpandekager med varmrøget laks
Her får du vores opskrift på lækre og sunde pandekager med spinat i dejen. De er fyldt med varmrøget laks, creme fraiche og syltede rødløg. Du kan selvfølgelig skifte fyldet ud alt efter hvad du bedst kan lide, og hvad du har i køleskabet.
De er også helt fantastiske i madpakken, og vores unger elsker at have dem med med lidt smøreost eller andet let fyld. Så husk endelig at gemme resterne hvis der er nogen.

Spinatpandekager med laks og syltede rødløg
Ingredienser
Syltede rødløg:
- 4 rødløg
- 2 dl eddike
- 2 dl vand
- 2 dl sukker
- 1 spsk salt
- 10 peberkorn
- 2 laurbærblade
Spinatpandekager:
- 1 dl havregryn
- 1 dl mælk
- 3 æg
- 150 g spinat
- 1 tsk salt
Fyld:
- 1 bdt frisk dild
- 200 g creme fraiche
- 400 g varmrøget laks
- 200 g rucola, eller salat
- Salt
- Peber
Sådan gør du
Syltede rødløg
- Forbered først de syltede rødløg. Det kan sagtens gøres i god tid, gerne en eller to dage før, så de kan nå at trække.
- Skræl rødløgene og skær dem i tynde skiver.
- Kog eddike, vand og sukker op sammen med salt, peberkorn og laurbærblade.
- Kom de tynde skiver af rødløg i den kogende lage, og lad dem koge 2 minutter.
- Kom rødløgene med lagen i et glas eller en bøtte, og lad dem trække indtil du skal servere pandekagerne.
Spinatpandekager:
- Kom havregryn i en skål, og hæld mælken over. Lad dem trække i 15 minutter til de bliver bløde.
- Tilsæt æg, spinat og salt oveni de bløde havregryn, og blend dejen godt med en stavblender indtil dejen er jævn.
- Bag pandekagerne på panden i lidt smør (brug cirka 1/2 dl dej pr pandekage), de skal have 1-2 minutter på hver side ved middel varme til de er gyldne og gennembagte.
Fyldning:
- Hak dilden fint og rør den i creme fraichen.
- Smør dild-cremen på pandekagen og kom så varmrøget laks, syltede rødløg og salat i pandekagen.
- Krydder med salt og peber og server straks.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag vores E-bog med 10 nemme hverdagsretter: