Hjemmelavet ketchup der bare smager! I en hjemmelavet burger, til nogle sprøde fritter, eller som et pift i simreretter, så er hjemmelavet ketchup bare bedst. Hvis du vil se hvor nemt det er at lave din ketchup selv, så læs med her og få vores opskrift.
Købt eller hjemmelavet
Ketchup er fast lagervare herhjemme, sammen med Nutella og de andre ting børnene ikke kan undvære.
Ketchup er ikke bare noget man spiser til burger og fritter, men for mig er det også en ret vigtig smagsgiver i saucer, simreretter og dressinger. De købeversioner der står på alle hylder i supermarkederne, smager da helt fint, men intet slår den hjemmelavede ketchup! Og det er en fornøjelse hvert år når drivhuset er ved at sprænges af modne tomater, og man kommer til at tænke på at det snart er tid til at lave den bedste tomatketchup igen.
Den første opskrift I får her fra mig i “ketchupland” er en helt klassisk tomatketchup uden så mange overraskelser. Når man laver det helt fra bunden, så åbner det også dørene for at justere på smagen, og lave flere forskellige smagsvarianter.
I min ketchup har jeg valgt at bruge stjerneanis som smagsgiver, det er en lidt speciel smag, men dan passer bare rigtig godt til syren og søden i ketchuppen. Stjerneanis er ikke for alle og hvis man ikke er til smagen, så spring den over og kom for eksempel en halv teske stødt koriander i i stedet for. Det jeg vil frem til, er at man i princippet kan krydre den lige som man vil, så betragt opskriften minus stjerneanis som en god basis ketchupopskrift.
Skal der så æbler i ketchup? Jeg kommer æble i, de giver en masse syre, men også konsistens i det endelige resultat, så det kan efter min mening ikke undværes.
Hvis du nu ikke har friske tomater i et drivhus, så kan du sagtens bruge købte tomater i stedet for, du skal bare vælge helt modne og helst Danske tomater efter min mening.
Og så er det bare i gryden med resten af ingredienserne!
Ingrediensnoter
Tomater – Solmodne danske tomater kan bare noget. Så det skal næsten være nu hvor de danske tomater er bedst.
Løg – Løgene giver en masse smag til ketchuppen, de kan erstattes af løgpulver.
Hvidløg – Masser af smag til den færdige ketchup, her kan man også springe over hvis man ikke bryder sig om hvidløg. Kan også erstattes af hvidløgspulver.
Brun farin – Sukker skal der også til, og brun farin har en lidt mere sirupsagtig smag end almindeligt hvidt sukker.
Æbleeddike – Der skal eddike i ketchup. Sådan er det bare, og jeg synes at man får det bedste resultat med æbleeddike.
Engelsk sauce – Kommer med noget smag til bunden. Kan udelades, men det giver altså noget.
Tomatkoncentrat – Giver en masse dybde til smagen og selvfølgelig ekstra knald på tomatsmagen.
Stjerneanis – Jeg bruger stjerneanis, det har en snert af lakrids på smagen. Det er ikke alle der bryder sig om det, og det kan erstattes af andre krydderier. Et godt bud her vil være stødt koriander.
Salt – Sådan en ketchup kan sluge masser af salt og det er med at smag til og ramme balancen rigtigt, ellers kan den godt blive lidt fad i smagen.
Hvordan laver man hjemmelavet tomatketchup?
Det er ret nemt at lave ketchup, der er lidt forberedende, men eller passer det sig selv i gryden.
I en stor gryde svitses løg ved svag varme til de bliver klare, derefter tilsættes resten af ingredienserne til gryden og røres sammen. Bring det i kog, skru ned for varmen til det simrer.
Kom låget på og lade det simre ved svag varme i en lille time, og blend det derefter til en helt glat ketchup med en stavblender eller i en almindelig blender.
Den færdige varme ketchup kan mases igennem en si for at gøre den endnu mere glat.
Den færdige ketchup hældes på skoldede glas aller flasker.
Find den fulde opskrift længere nede på siden her.
Ofte stillede spørgsmål
Den færdige ketchup kommes på skoldede glas eller flasker. Her kan den uåbnet holde sig i nogle måneder i køleskabet. Åbne flasker kan holde sig cirka 14 dage på køl.
Ja, du kan sagtens komme det i plastikbøtter, eller i poser og fryse det ned i mindre portioner, så kan du gemme den lækre smag af sommeren til vintermånederne.
Andre tomatopskrifter du måske vil synes om
- Syltede cherrytomater
- Henkogte tomater
- Syltede grønne tomater
- Tomatsuppe med friske tomater
- Tomatsalat med avocado og agurk
Tips og tricks
- Husk nu at smage den til, der skal forbavsende meget salt i.
- En god ketchup har en perfekt balance imellem syrlig og sød, så hvis eddiken er for gennemtrængende, så skal der mere sukker i.
- Prøv at bruge stødt koriander i stedet for stjerneanis, det giver også et virkelig lækkert resultat.
- Jeg kan godt lige en stærk chiliketchup, så jeg laver også en portion hvor der er 5 jalapenoer i.
Serveringsforslag
- Brug din ketchup i hjemmelavede burgere eller hotdogs.
- Til sprøde hjemmelavde pommes frites.
- Som en smagsgiver i saucer og simreretter.
- Som dip til hjemmebagte pølsehorn.
Har du mange tomater i drivhuset? Så prøv også vores opskrift på Henkogte tomater
Opskrift på ketchup med friske tomater
Her får du min opskrift på lækker hjemmelavet ketchup. Der er masser af knald på smagen og du kan bare ikke lave for meget af den. Stil den på bordet i små flasker og overrask dine gæster med den bedste tomatketchup.
Vi håber du får lyst til at prøve opskriften og lave den skønneste ketchup. Den er perfekt til alt fra burgere og fritter til smagsgiver i saucer eller gryderetter. Det er en dejlig måde at gemme sommerens solmodne tomater til vinteren.
Hjemmelavet Ketchup
Udstyr
- Flasker eller glas
Ingredienser
- 1 spsk olivenolie
- 2 løg
- 1 kg tomater
- 2 æbler, gerne syrlige
- 2 fed hvidløg
- ½ jalapeno
- 1,5 dl æbleeddike
- 100 g brun farin
- 70 g tomatkoncentrat
- 1 spsk engelsk sauce
- 1 stjerneanis
- 1,5 spsk salt
Sådan gør du
- Løgene pilles og hakkes groft. Æblerne skrælles og skæres i grove tern. Pil hvidløgene og hak dem fint. Tomaterne skæres i både og stilles til siden. Jalapeno hakkes og stilles også klar.2 løg, 1 kg tomater, 2 æbler, 2 fed hvidløg, ½ jalapeno
- I en stor gryde varmes olivenolien op til middellav varme. Kom de hakkede løg i, og steg dem til de bliver klare.1 spsk olivenolie
- Kom derefter tomater, æbler, hvidløg, jalapeno chili, æbleeddike, brun farin, tomatkoncentrat, engelsk sauce, stjerneanis samt salt i gryden. Varm det op til det simrer og kom derefter låg på gryden.1,5 dl æbleeddike, 100 g brun farin, 70 g tomatkoncentrat, 1 spsk engelsk sauce, 1 stjerneanis, 1,5 spsk salt
- Nu skal hele herligheden stå og simre under låg i ca. 45 minutter. Når tiden er gået tages stjerneanis op og kasseres, inden det blendes til en helt glat ketchup med en stavblender. Husk at smage til når det er blendet. – Man kan køre ketchuppen igennem en si for at få en mere glat konsistens.
- Når man er tilfreds med smagen hældes den varme ketchup på skoldede flasker eller glas, og låg kommes på imens det er varmt.
- Nu kan ketchuppen stilles i køleskabet til den skal bruges, her vil den kunne holde sig et par måneder. Efter åbning skal den spises indenfor 14 dage cirka.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her