Drivhuset er fyldt med de skønneste cherrytomater lige nu. Det er svært for os at nå at spise dem alle friske, men det gør slet ikke noget når man kan lave syltede cherrytomater. Det er en fantastisk måde at få smagen af sommer til at holde lidt længere. Læs med her og få den nemme opskrift.
Små, søde og syrlige
Det er uden sammenligning en af de ting jeg elsker mest ved at have tomater i drivhuset. Når de her sidst på sommeren bliver til syltede cherrytomater.
Jeg er ikke sådan helt tosset med at spise friske tomater, altså jeg elsker at spise et par stykker, men så har jeg også fået nok.
Sådan er det ikke med disse små banditer. Jeg kunne spise hele glasset hvis jeg havde samvittighed til det. De smager nemlig virkelig godt!
De er små så de passer lige med en mundfuld, og så er de søde og syrlige på samme tid. De er altså perfekte at servere til et ostebord eller til tapas, for de passer bare godt til mange ting.
Du kan også bruge dem i en salat for lige at give den et ekstra pift sødt og syrligt.
Hvis du endnu ikke har prøvet at sylte tomater, så håber jeg virkelig du får lyst til at prøve denne opskrift, for den er både nem og så smager de altså bare fantastisk.
Mere gæstemad
Ingrediensnoter
Tomater – Jeg bruger søde små cherrytomater, helst dem fra drivhuset hvis det kan lade sig gøre. De smager bare af mere. Men du kan sagtens bruge dem fra supermarkedet hvis du ikke har tomater selv.
Sukker – Der skal sukker i. Det er det sød og syrlige der giver den fantastiske smag. Sukkeret er også med til at konservere og forlænge holdbarheden.
Eddike – Jeg bruger almindelig klar eddike.
Krydderurter – Jeg har ikke gjort det i denne portion, men hvis du har noget lækkert løvstikke eller ramsløg i haven, så er det lækkert at komme sådan et par stilke med i lagen, det giver god smag. Du kan også bruge andre krydderurter som for eksempel rosmarin.
Hvordan laver man syltede cherrytomater?
Det er virkelig nemt at sylte cherrytomater selv. Du skal heller ikke bruge ret mange ingredienser.
Først skal de små tomater flås. Det kan du springe over, men det gør dem altså lige lidt mere delikate og lækre hvis de er uden skind. Så kom tomaterne i kogende vand indtil skindet slipper, og flå det så af.
Læg alle de flåede cherrytomater i et skoldet glas, der er skyllet i spiritus eller atamon.
Kog lagen op med sukker, eddike og salt, og hæld den kogende lage over tomaterne. Sæt straks låget på, og lad tomaterne stå et par dage inden du spiser af dem. Hvis du altså kan vente!
Find den fulde opskrift længere nede på siden her.
Ofte stillede spørgsmål
Min erfaring er, at de holder sig bedst når de opbevares koldt. Derfor sætter jeg dem altid i køleskabet. Hvis du har et andet koldt og mørkt sted du kan opbevare dem, kan det også lade sig gøre. Når glasset er åbnet skal de i køleskabet.
De uåbnede glas kan holde sig et par måneder på køl. Åbnede glas skal spises inden for en uge eller to. Husk at bruge en ren ske hver gang du tager af tomaterne fra glasset.
Ja. Du kan tilsætte forskellige krydderurter til lagen, for eksempel løvstikke eller rosmarin. Du kan også prøve at tilsætte peberkorn, ingefær, hvidløg eller en kanelstang for en mere krydret smag, eller korn fra en vaniljestang eller stjerneanis hvis de skal være mere sødlige og for eksempel bruges udelukkende til ost. Opskriften er meget neutral, og du kan præge den med andre smage og eksperimentere dig frem.
Andre sylteopskrifter du måske vil synes om
Opskrift på søde og syrlige tapastomater
Hvis du også er så heldig at have et drivhus fyldt med små cherrytomater, så håber jeg du vil prøve denne opskrift på syltede tomater. Den er nem, og så smager de mega godt.
Vi spiser dem som tilbehør til aftensmaden, for eksempel kylling, fisk eller kød, i salater, som lidt sødt/syrligt til osten eller som en del af tapasbordet. Kun fantasien sætter grænsen for, hvor du kan bruge de små lækre tomater.
Syltede cherrytomater
Ingredienser
- 500 g cherrytomater
- 2 dl eddike
- 3,5 dl sukker
- 1 tsk salt
Sådan gør du
- Kog vand op i en gryde. Kom tomaterne i når vandet koger, og kog dem 2 minutter til skallen slipper. Hæld vandet fra og flå tomaterne.
- Kom tomaterne på rene skoldede og atamonskyllede glas eller i en bøtte hvis de skal spises hurtigt. Læg evt. lidt løvstikke, ramsløg eller andre krydderurter sammen med tomaterne, det giver en dejlig smag.
- Kog eddike med sukker i en gryde, indtil sukkeret er smeltet og tilsæt salt. Hæld lagen over tomaterne og lad dem trække i køleskabet indtil de skal spises.
- Det er en fordel at lave tomaterne et par dage før de skal spises, de har godt af at trække lidt i køleskabet for at intensivere smagen. De kan dog sagtens spises allerede efter de er kølet ned.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her