Madformadelskere / Søde sager / Kager / Æbletærte med frangipane

Æbletærte med frangipane


Photo of author

Af: Rasmus Juul Møller

Udgivet:

Photo of author

Rasmus Juul Møller

Der er ikke noget som duften af en æbletærte med kanel, når den lige kommer ud af ovnen. Mums! Her om efteråret bager vi masser af kager med æble, og denne æbletærte med frangipane er en af favoritterne. Den er virkelig nem og så smager den skønt. Læs med her og få vores opskrift.

fad med æbletærte med frangipane og kanel samt æbler ved siden af

Nem æbletærte med kanel

Vi er blevet virkelig glade for at lave tærter med frangipane. Frangipane er en mandelcreme, som giver en virkelig sød og lækker smag til en tærte, og den passer perfekt til frugt- og bærtærter.

Æbletærte er ingen undtagelse, og her om efteråret når der er masser af lækre danske æbler, så må du ikke snyde dig selv for at prøve sådan en.

Det er en tærte du kan bage til eftermiddagskaffen en søndag til familien eller servere for gæster som dessert ovenpå et dejligt måltid mad. Eventuelt sammen med en kugle god vaniljeis eller flødeskum.

Det er noget de fleste rigtig godt kan lide.

Hvis du nu har en masse æbler i haven lige nu, så kan du også sagtens bage tærten og fryse den ned. Så har du altid en lækker kage i fryseren lige til at tage op.

æbletærte med frangipane på tallerken med æbler og kniv

Ingrediensnoter

Æbler – Gerne nogle der er lidt syrlige, det gør ikke noget, for frangipane-massen er ret sød.

Kanel – Jeg synes at æbletærte og kanel hører sammen, men er du ikke til kanel kan du selvfølgelig springe det over eller drysse med lidt vaniljesukker i stedet.

Mandler – Frangipane laves af mandler. Jeg laver det med mandler med skal på, så du behøver altså ikke i gang med at smutte mandler.

Hvordan laver man æbletærte med frangipane?

Fremgangsmåden til denne tærte er egentlig ret nem, men der er lidt forskellige elementer man lige skal have styr på.

Først skal man lave mørdejen. Den skal nemlig gerne lige nå at ligge i køleskabet inden den skal bages. Hvis du har en foodprocessor, så er det ingen sag at lave en mørdej. Man kører nemlig bare smør og mel sammen, og så tilsættes flormelis og salt og til sidst et æg.

En mørdej må endelig ikke æltes, den skal bare lige samles, og så rulles den ud mellem to stykker bagepapir. Mørdejen lægges så på køl.

Når dejen er kold, kan den kommes i et tærtefad og prikkes godt med en gaffel inden den blindbages med bagekugler eller tørrede bønner i.

Når dejen er forbagt, er det tid til at komme fyldet i.

Først laver du frangipane ved at piske smør og sukker rigtig godt sammen. Så tilsættes et æg af gangen, og til sidst vendes mandelmel med vanilje i. Massen fyldes så i tærten, og på toppen lægges skiver af æble.

Du kan følge mit mønster på billedet eller lave dit eget mønster.

Æblerne på toppen drysses med kanelsukker, og så skal kagen bare i ovnen og bages.

Server tærten lun eller afkøles for eksempel med vaniljeis, creme fraiche eller flødeskum.

Find den fulde opskrift længere nede på siden her.

fad med æbletærte med frangipane med æbler og kanel på toppen

Ofte stillede spørgsmål

Kan æbletærten fryses?

Ja det kan den i hvert fald. Hvis der er rester tilbage kan de sagtens fryses ned, eller du kan fryse hele tærten, så den er klar til du får gæster.

Kan jeg bruge andet end æbler?

Vi laver denne tærte med alt slags frugt og bær, prøv for eksempel med pærer, blommer, kirsebær, brombær eller blåbær.

Andre æbleopskrifter du måske vil synes om

æbletærte med frangipane og kanel

Tips og tricks til opskriften

  • Bag nogle tærter og frys dem ned hvis du har mange æbler i haven lige nu. Du kan også bage kagen 10 minutter mindre end der står i opskriften, og så give dem de sidste 10 minutter når den er tøet op og inden servering. Så er der lun friskbagt æbletærte på ingen tid.

Serveringsforslag

  • Server som dessert med hjemmelavet Vaniljeis
  • Server til eftermiddagskaffen med flødeskum, creme fraiche eller råcreme.

Synes du denne tærte er lækker? Så prøv også vores Blåbærtærte med frangipane

æbletærte med frangipane og kanel
æbletærte med frangipane med skiver af æbler og kanel på toppen

Opskrift på frangipane-tærte med æbler

Her får du vores opskrift på en super lækker æbletærte med frangipane. Det er en rigtig efterårskage, og den smager forrygende til en kop kaffe eller te eller som dessert.

Vi håber du får lyst til at prøve opskriften og servere en lækker tærte for din familie.

fad med æbletærte med frangipane og kanel samt æbler ved siden af
5 fra 1 stemme

Æbletærte med frangipane

Opskrift på æbletærte med frangipane
Nem tærte med æbler og kanel. Bunden er en sprød mørdej, og tærten er fyldt med sød frangipane med mandler, og selvfølgelig lækre æbler. Server den med flødeskum, vaniljeis eller creme fraiche.
Opskrift af: Rasmus Juul Møller
Udskriv Pin
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 50 minutter
Samlet tid 1 time
Ret Kage
Køkken Dansk
Antal 8 personer
Kalorier 544 kcal

Ingredienser

  • 3 æbler
  • 2 spsk sukker
  • 1 tsk kanel

Mørdej

  • 150 g smør
  • 250 g hvedemel
  • 50 g flormelis
  • 1 knsp salt
  • 1 æg

Frangipane

  • 100 g mandler
  • 1 vaniljestang
  • 100 g smør, blødt
  • 100 g sukker
  • 2 æg

Sådan gør du

Mørdej

  • Først laves mørdejen, da den skal ligge i køleskabet inden den skal bages.
  • Smuldr smør i hvedemel. Det kan du nemt gøre ved at bruge foodprocessoren. Tilsæt herefter flormelis og salt, og saml hurtigt dejen med et æg. Det er vigtigt ikke at ælte mørdejen, den skal kun lige samles.
    150 g smør, 250 g hvedemel, 50 g flormelis, 1 knsp salt, 1 æg
  • Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og læg dejen i køleskabet i 30-60 minutter.
  • Tænd ovnen på 190 grader over- og undervarme.
  • Tag dejen ud af køleskabet, og læg den i en smurt tærteform på 25 cm i diameter. Prik mange huller i bunden med en gaffel, så dampen kan slippe ud under bagningen. Læg et stykke bagepapir ovenpå tærtedejen og fyld tærten med bagekugler, tørrede bønner eller grødris, og blindbag tærten i 20 minutter ved 190 grader.
  • Forbered i mens æbler og frangipane.

Fyld

  • Vask og skræl æblerne. Fjern kernehuset og del dem på midten. Skær de halve æbler i tynde skiver.
    3 æbler
  • Hak mandlerne og kernerne fra en vaniljestang helt fint i en blender eller en minihakker.
    100 g mandler, 1 vaniljestang
  • Pisk smør og sukker luftigt med en håndmixer. Tilsæt herefter et æg af gangen, og pisk godt efter hvert æg.
    100 g smør, 100 g sukker, 2 æg
  • Vend mandelmelet sammen med æg, sukker og smør.

Samling

  • Når tærtebunden er bagt, fjernes bagekuglerne samt bagepapiret, og tærtebunden fyldes med frangipane-massen. Læg herefter skiverne af æble på toppen, og tryk dem lidt ned. Drys en blanding af sukker og kanel på toppen af æblestykkerne.
    2 spsk sukker, 1 tsk kanel
  • Bag tærten 30 minutter ved 190 grader.
  • Når tærten er færdigbagt, tages den ud af formen, og køles ned på en rist.
  • Server æbletærten med vaniljeis, creme fraiche eller flødeskum

Hvad skal du huske til næste gang?



Ernæringsinformation

Serving: 1personKalorier: 544kcalKulhydrater: 55gProtein: 8gFedt: 34gMættet fedt: 17gFlerumættet fedt: 3gEnkeltumættet fedt: 11gTransfedt: 1gKolesterol: 129mgNatrium: 275mgKalium: 229mgFibre: 4gSukker: 27gA-vitamin: 907IUC-vitamin: 3mgCalcium: 61mgJern: 2mg
Vilkår for beregning af ernæringsdata
Har du prøvet opskriften?Tag os med @madformadelskere og brug #madformadelskere

Hvad synes du om opskriften?

Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️

Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her

Opskrift af

Rasmus Juul Møller Avatar
5 from 1 vote (1 rating without comment)

Skriv en kommentar

Opskriftsvurdering





Om madformadelskere

Redaktionen:
Tina Westergaard Møller
Rasmus Juul Møller

Mad for Madelskere udgives af:
WM Media
CVR: 38046799
Vinkelvej 16, 6520 Toftlund

Kontakt
[email protected]

Rettigheder

Alt tekst og alle billeder på denne hjemmeside tilhører Madformadelskere – Du må under ingen omstændigheder bruge materiale fra vores hjemmeside eller sociale medier uden skriftlig aftale. Overtrædelse vil udløse et krav om kompensation.