Eggs Benedict

Af:

Rasmus Juul Møller

Opdateret:

Udgivet:


Den klassiske morgenmadsret Eggs Benedict med det perfekte pocherede æg og den fløjsbløde hollandaise sauce, der løber ned over den ristede engelske muffin. Alt sammen med et stykke lækkert salt, let stegt skinke til at afbalancere fedmen fra ægget og saucen. Læs med her og se hvordan du kan forkæle familien med den ultimative morgenmad!

Nå når vejret nu ikke vil være med os, så er det godt at vi kan sidde inde og nyde noget lækkert. Eggs Benedict har altid været en af favoritterne her i huset når det kommer til morgenmad der er lidt ud over “bare” rundstykker eller havregryn. Det kan bare noget og hvis man går den ekstra “mil” og laver Engelske muffins, så er det bare det bedste.

Smage og konsistenserne går bare hånd i hånd, og giver efter min mening den bedste morgenmad ever!

Eggs Benedict på engelsk muffin med skinke, pocheret æg, sauce hollandaise og purløg på toppen som morgenmad.

Mere morgenmad

Opskrift

Eggs Benedict

5 fra 2 stemmer
Den klassiske Amerikanske lækre morgenmadsret eller brunch med ristet bolle, pocheret æg, skinke og masser af sauce Hollandaise. Et drys cayennepeber og purløg på toppen er prikken over i'et.
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 30 minutter
Antal4 personer

Ingredienser
 

Engelske muffins
Sauce Hollandaise
  • 1 ½ spsk hvidvin
  • 1 ½ spsk citronsaft
  • 3 æggeblommer
  • 200 g smør
  • ¼ tsk fint salt, eller efter smag
  • hvid peber, efter smag
Pocherede æg
  • 4 æg
  • 2 spsk hvidvinseddike, eller anden eddike
Eggs Benedict
  • 4 skiver skinke, eller bacon
  • 1 tsk olivenolie
  • ½ dl purløg
  • ¼ tsk cayennepeber

Fremgangsmåde
 

Sauce Hollandaise
  1. Smelt smørret i en gryde ved lav varme. Når det er smeltet, hældes det klarede smør fra vallen over i en anden beholder.
    200 g smør
  2. Kom kommes æggeblommer, salt, hvidvin samt citronsaft i en tykbundet gryde. Varm det nu op ved lav varme imens du pisker.
    1 ½ spsk hvidvin, 3 æggeblommer, ¼ tsk fint salt, 1 ½ spsk citronsaft
  3. Når det bliver luftigt og der kan trækkes spor i massen, tilsættes det klarede smør i en tynd stråle imens du stadig pisker. Når alt smørret er pisket i, smages der til med ekstra salt og hvid peber efter smag.
    Hvis man er bange for at saucen skiller kan man tage den af blusset før man pisker smørret i, så bliver det lidt nemmere at styre.
    hvid peber
  4. Saucen kan kommes i en lun beholder og dækkes til med film til den skal bruges til at samle dine Eggs Benedict.
Pocherede æg
  1. Slå 4 æg ud i hvert deres lille skål, og stil dem til siden.
    4 æg
  2. Bring rigeligt vand i kog i en gyrde. Når vandet koger, tilsættes eddike. Skru ned for temperaturen, så det lige nøjagtigt simrer.
    2 spsk hvidvinseddike
  3. Lav en hvirvel i vandet med et piskeris, og kom derefter et æg lige så forsigtigt i hvirvlen og dernæst et æg mere. Hviden på æggene kan samles med en ske hvis man ønsker det, men hvivlen gør at ægget vil samle sig i vandet.
  4. Lad nu æggene ligge i vandet i 3 ½ minut, og tag dem derefter op med en hulske. Kom dem hurtigt over i koldt vand for at stoppe tilberedningen (Omkring 10 sekunder). Placer dem derefter på et stykke køkkenrulle eller et viskestykke. Gentag processen for de to næste æg.
    Kanten på æggene kan trimmes med et saks når de er færdige hvis de skal se lidt pænere ud.
English muffins
  1. Skil de engelske muffins på midten med en gaffel eller skærer dem igennem med en kniv. Rist dem til de er gyldne.
    2 english muffins
Eggs Benedict
  1. Rist skiverne af skinke let på en varme pande i en smule olie til de er gyldne.
    4 skiver skinke, 1 tsk olivenolie
  2. Placer nu en halv ristet engelsk muffin på en tallerken efterfulgt af en skive skinke. Kom et pocheret æg på. Hæld nu en god skefuld Sauce Hollandaise over, slut af med et lille drys cayennepeber og klip purløg ud over.
    ½ dl purløg, ¼ tsk cayennepeber
  3. Gentag processen for de andre Eggs Benedict, og server med det samme.

Næringsindhold

Serving: 1personKalorier: 541kcalKulhydrater: 15gProtein: 11gFedt: 49gMættet fedt: 29gFlerumættet fedt: 3gEnkeltumættet fedt: 14gTransfedt: 2gKolesterol: 418mgNatrium: 559mgKalium: 167mgFibre: 1gSukker: 1gA-vitamin: 2252IUC-vitamin: 7mgCalcium: 81mgJern: 2mg

Madelskernes Tips

Ingrediensnoter

Engelske muffins – Det bliver helt klart bedst og mest klassisk med Engelske muffins, men et stykke smørristet briochebrød eller lignende kan også bruges.
Pocheret æg – Det skal der til, og det er slet ikke så svært at pochere et æg som man skulle tro. Det giver sammen med Hollandaise saucen en god fedme til retten.
Hollandaise Sauce – Den let syrlige og fuldfede sauce giver bare noget helt specielt til retten. Jeg vil helt klart anbefale at du laver hollandaise selv, men i en hurtig vending, så kan man også godt bruge en købeversion.
Skinke – Her plejer jeg at bruge en god landskinke i skiver, det kan man finde i de fleste supermarkeder. Du kan også bruge bacon, der selvfølgelig steges sprødt.
Purløg – Jeg elsker purløg, og som drys på toppen her, med den svage løgsmag, så bliver det helt perfekt.
Cayennepeber – Et drys cayennepeber på toppen giver et dejligt varmt pift. Man kan også bruge paprika, eller røget paprika.

Tips til opskriften

  • Sørg for at have alle ingredienserne lagt klar. Det gør det nemmere at bevare overblikket.
  • Overskydende Engelske muffins kan du bare fryse ned, de er virkelig lækre ristede til morgenmad.
  • Hollandaise saucen kan holdes varm i gryden til den skal bruges. Hvis man vil undgå at der kommer skind på, så kan man lægge film over, helt ned så filmen rør saucen.
  • Lav alle pocherede æg så de ligger klar når du skal samle dine Eggs Benedict, især hvis du laver til en hel familie som os.
  • Hvis du skifter skinken ud med dampet spinat, så har du lavet retten der hedder Eggs Florentine, det smager også skønt.
Har du prøvet opskriften?Fortæl os hvad du synes om den!
to æg benedict på tallerken med english muffins, pocheret æg, skinke og hollandaise.

Hvem opfandt Eggs Benedict

Historien om hvem der opfandt Eggs Benedict er lidt tåget sag, men der er to historier der konkurrer om æren. Den ene historie hævder at det skete på restauranten Delmonico’s i New York. Det var angiveligt en kvinde med navnet Mrs. LeGrand Benedict der var stamgæst på restauranten i slutningen af 1800-tallet. Hun ønskede sig en speciel morgenmad serveret, hvorefter kokken Charles Ranhofer så lavede Eggs Benedict til hende. Retten blev først nævnt i Delmonico’s kogebog fra 1894.

I den anden historie bestiller en mand ved navn Lemuel Benedict på Waldorf Hotel i 1894 bestående af et pocheret æg, på bacon, ristet brød og med Hollandaise sauce over. Resturantens kok tog retten til sig og tilføjede den efterfølgende på menukortet som Eggs Benedict.

Uanset hvilken af de 2 historier der er den rigtige, eller om det er en helt anden, så er det en fantastisk ret du bare skal prøve.

Eggs Benedict med flyende æggeblomme der løber ned over retten.

Flere lækre morgenmadsretter

5 from 2 votes (2 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Opskriftsvurdering





Om madformadelskere

Redaktionen:
Tina Westergaard Møller
Rasmus Juul Møller

Mad for Madelskere udgives af:
WM Media
CVR: 38046799
Egevej 3, 6520 Toftlund

[email protected]

Rettigheder

Alt tekst og alle billeder på denne hjemmeside tilhører Madformadelskere – Du må under ingen omstændigheder bruge materiale fra vores hjemmeside eller sociale medier uden skriftlig aftale. Overtrædelse vil udløse et krav om kompensation.