Kender du den Italienske dessert Panna Cotta? Det er en flødedessert, og den kan serveres med en lækker sauce, frisk frugt eller en gele på toppen. Her får du vores bedste opskrift på en nem og cremet panna cotta i glas.
Nem sommerdessert, som du kan variere og lave i forvejen
Her er en nem dessert, som man kan lave i forvejen. Den har godt af at stå nogle timer på køl, så det er en god gæstedessert. Derudover kan du lave den i små glas, så den stort set er klar til servering når hovedretten er spist.
Her er den blot pyntet med nogle friske danske jordbær der er skåret i tern og vendt med lidt sukker og blåbær. Du kan også servere den med lidt hindbærcoulis på toppen.
Den er også perfekt til kagetapas, da den kan laves i forvejen i små glas der er nemme at kombinere med andre små kager eller desserter på et tapasbord eller brunchbord.
Hvordan laver man Panna Cotta?
Mange er bange for at kaste sig over panna cottaen, mest på grund af husblassen. Det skal du ikke være. Det er slet ikke så svært, og så er desserten hurtig at forberede.
Til denne dessert skal du bruge:
- Husblas
- Piskefløde
- Vanilje
- Sukker
Først skal husblassen lægges i blød i koldt vand i 5-10 minutter. Herefter skal piskefløden koges op med vanilje og sukker. Når den har kogt tages gryden af varmen, husblassen vrides for vand, og smeltes i den varme fløde. Herefter hældes flødemassen på glas og stilles på køl i nogle timer til den har sat sig.
Her har vi skåret jordbær i tern og vendt med nogle skefulde sukker og sat på køl. De kommer ovenpå de færdige panna cottaer sammen med blåbær.
Panna Cotta opskrift
Her får du vores opskrift på den klassiske italienske dessert, her serveret i små glas med friske bær på toppen. Det er en dessert der altid spreder glæde herhjemme. Både hos børn og voksne.
Panna Cotta opskrift
Ingredienser
- 3 blade husblas
- 1/2 l piskefløde
- 60 g sukker
- 1 tsk vaniljepasta, eller kornene fra 1 vaniljestang
Til servering
- Frisk frugt eller bær
Sådan gør du
- Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand i 5-10 minutter.
- Kog fløden op med vanilje og sukker. Lad den koge et par minutter.
- Tag gryden af varmen, og smelt husblassen i den varme fløde under omrøring.
- Find 6 glas frem og fordel massen i glassene. Lad desserten køle en smule af, og sæt så glassene på køl indtil servering eller i minimum 2 timer så panna cottaen kan sætte sig.
- Server for eksempel med frisk frugt eller bær på toppen.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Vil du prøve andre variationer af panna cotta? Tjek disse opskrifter:
– Panna cotta med mango
– Panna cotta med passionsfrugt
– Panna cotta med rabarber
– Jule-panna cotta med kirsebærgele
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ❤️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her