Nem opskrift på lækker og velsmagende hjemmelavet mangochutney. Den passer perfekt på bordet som tilbehør til Indisk mad eller grillet kylling. Hvis du aldrig har kastet dig ud at lave chutney før, så læs med her og se hvor nemt det er.
En tur til indien og fødselsdag
Indisk mad kan bare noget! Og det er der heldigvis flere i min dejlige lille familie der synes. Alle de dejlige krydderier der giver en masse varme til retterne, duften i huset når man har gang i gryderne, og selvfølgelig smagen i sig selv, er det der gør Indisk mad til noget helt specielt.
Vi har lige fejret vores datters 8 års fødselsdag, og med frit valg på alle hylder til menuen, så valgte hun Indisk buffet! Og det er jeg faktisk ret stolt af, og glad for. Det gav mig muligheden for at kaste mig ud i nogle af de retter jeg holder allermest af, og så fik gæsterne også lov til at stifte bekendtskab med de lækre indiske retter og krydderier.
Så der blev serveret Tikka Masala, Keema Aloo og Dhal. 2 retter med kød og en vegetarisk. Dertil hjemmelavede Naan brød, hjemmelavet Mangochutney, raita, myntechutney, og papadums. Det var et sandt festmåltid! Og alle nød maden, der blev indtaget på terrassen i strålende solskin.
En perfekt fødselsdag med god mad, familien samlet og hygge hele dagen, og så fik vi fejret vores store pige på den bedste måde med et besøg til Indien hjemme i haven.
Ingrediensnoter
Olie – Jeg har bare brugt olivenolie. Det skal til for at svitse nogle af ingredienserne.
Hvidløg & Ingefær – Klassiske ingredienser, der giver dybde til chutneyen.
Chili – Chili efter smag vil jeg sige. Kommer du en hel rød chili i, så bliver den lidt mere stærk.
Mango – Det skal være modne mangoer, gå efter den der er gule og er lidt bløde når man trykker på den.
Klar Eddike – Bare ganske almindelig lagereddike.
Rørsukker – Rørsukker, almindelig sukker, eller for den sags skyld brunt sukker.
Krydderier – Spidskommen, kanel, kardemomme, sennepsfrø, salt. Alle krydderierne er med til at give mangochutneyen en dejlig mild smag.
Alternative ingredienser
- Udskift for eksempel kardemomme med stødt koriander.
Hvordan laver man mangochutney?
Her kommer der en kort gennemgang af hvordan du laver den bedste hjemmelavede mangochutney. Det er ret nemt at lave, så det er bare med at komme i gang. Du skal bruge skoldede glas, og gerne også lige skylle i Atamon eller vodka, så holder det sig længere.
I en gryde med den opvarmede olie, svitses de hakkede løg til de bliver klar. Der tilsættes hvidløg, ingefær, samt chili, der igen svitses kort med inden krydderierne tilsættes efterfulgt af mango, eddike og rørsukker.
Det hele bringes i kog, og der skrues ned for varmen. Lad det simre under låg i en times tid inden chutneyen smages til, og kommes på de forberedte glas.
Lad dem køle ned, og opbevar dem køligt, gerne på køl hvor de kan holde sig i ca. 3 måneder.
Find den fulde opskrift længere nede på siden her.
Ofte stillede spørgsmål
Det kan holde sig ca. 1 uge på køl efter åbning.
Andre Indiske opskrifter du måske vil synes om
Tips og Tricks
- Smag til
- Det er vigtigt at du smager til undervejs og til sidst. Det gælder både styrke, salt og sødme.
Serveringsforslag
- Server til klassiske indiske retter som Chicken tikka masala eller Kylling korma.
- Server til grillet kylling eller andet kød.
Elsker du Indisk chutney?
Prøv også vores opskrift på den aromatiske Mynte-chutney med koriander
Opskrift på hjemmelavet chutney med mango
Her får du vores opskrift på en helt klassisk mangochutney. Den smager rigtig godt og har en god balance imellem sødt og syrligt.
Den passer rigtig godt til alle de klassiske Indiske retter, eller til en lækker grillet kylling. Vi håber du vil prøve opskriften.
Mangochutney
Ingredienser
- 2 spsk olie
- 1 løg, hakket fint
- 3 fed hvidløg, revet fint
- 2 tsk frisk ingefær, revet fint
- ½ rød chili, hakket fint
- 3 mango, fuldmodne, skrællet og skåret i passende tern
- 1 ½ dl klar eddike
- 120 g rørsukker
- ½ tsk spidskommen
- ¼ tsk stødt kanel
- ¼ tsk stødt kardemomme
- 1 ½ spsk gule sennepsfrø
- 1 tsk salt, eller efter smag
Sådan gør du
- I en storgryde varmes olivenolien op til middel varme.2 spsk olie
- Tilsæt de hakkede løg og svits dem til de bliver klare. Kom derefter revet hvidløg, revet ingefær samt chili i. Svits det med i et par minutter.1 løg, 3 fed hvidløg, 2 tsk frisk ingefær, ½ rød chili
- Tilsæt derefter spidskommen, kanel, kardemomme, sennepsfrø samt salt. Svits det et minuts tid, og tilsæt så mango, klar eddike samt rørsukker. Rør det grundigt sammen og bring det i kog.1 ½ dl klar eddike, 120 g rørsukker, ½ tsk spidskommen, ¼ tsk stødt kanel, ¼ tsk stødt kardemomme, 1 ½ spsk gule sennepsfrø, 1 tsk salt, 3 mango
- Kom låg på gryden, skru ned for varmen og lad det simre ved svag varme ca. 1. time. – Rør rundt undervejs.
- Når mangochutneyen har stået og simret ved svag varme i en times tid, tages låget af gryden, og chutneyen smages til med salt og ekstra sukker.
- Når den er smagt til en sidste gang, kommes den på skolde glas til opbevaring. Lad den køle helt ned før brug. – Den færdige mangochutney opbevares på køl hvor den kan holde sig ca. 3 måneder. Efter åbning, kan det holde sig en uges tid.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her