Det er blevet sæson for gryderetter, og her er hjemmelavet gullash en af favoritterne. Mørt kød og en lækker krydret sovs, serveret med en omgang god kartoffelmos, så bliver det altså ikke meget bedre! Hvis du vil have opskriften på den bedste på gullash, så læs med her.
Regn, rusk og gullash
Efterår.. Jeg er desværre en af dem der savner sommer i hele den mørke og triste periode, hvor regn og rusk efterfulgt af frost og sne regerer. Ikke fordi jeg ikke sætter pris på efterårets smukke farver og vinterens krystalklare frostdage, men simpelthen fordi jeg bare er sommermenneske.
Men der er lyspunkter i de mørke tider! Det er nemligt gryderetternes højsæson. Det er nu hvor alle de retter der normalt er for tunge i sommervarmen kommer til deres ret, og i det her tilfælde er det gullash der er på banen. Gullash er en rigtig mormorret, og som det er med frikadeller, så tror jeg at de fleste familier har deres helt egen opskrift. Nogle kommer fløde i, andre kommer pølse i, og sådan er det nu engang.
Du kan betragte vores opskrift som et udgangspunkt for din helt egen opskrift, og så bygge videre til du har lige den smag du gerne vil have.
Men hvad er gullash egentlig? Gullash stammer fra Ungarn/Albanien og bliver traditonelt serveret som en suppe eller gryderet. I Danmark er gammeldags gullasch rigtig mormormad når det er bedst. Det smager bare hyggeligt, og hjemme hos os, serverer vi det altid med en god hjemmelavet kartoffelmos.
Efteråret og vinteren er og bliver gryderetternes højsæson, og sådan skal det være. Lad den bedste gullash være udgangspunktet på din rejse i gryderetternes fantastiske univers.
Der er en verden af smag der gemmer sig derude, lige fra den klassiske gullash til en spicy chili con carne.
Mere hverdagsmad
Ingrediensnoter
Oksekød – Brug noget kødet der egner sig til langtidstilberedning. Det gør ikke noget at der er noget fedt i. Gå efter bov, spidsbryst, eller et stykke grydesteg.
Rød peberfrugt – Den røde peberfrugt bidrager med sin helt specielle pikante smag til retten. Man sagtens springe den over hvis man ikke bryder sig om peberfrugt.
Sød paprika – Den søde paprika giver gullash den helt rigtige smag. Man kan godt erstatte det med rosenpaprika, men så bliver din gullash noget stærkere.
Stødt spidskommen – Stødt spidskommen er sammen med den søde paprika et af de krydderier der giver gullash den helt specielle smag, og kan i mine øjne ikke undlades.
Oksebouillon – Jeg er for doven til at lave min egen oksefond, så i de fleste af vores opskrifter, der bruger vi den nemme udgave. Her i opskriften er der brugt Fond Du Chef.
Rødvin – Jeg kommer en deciliter rødvin i min opskrift på gullash, den giver en god dybde og syre til retten.
Fløde – Det er en smagssag om man er til fløde, jeg kommer en lille smule i bare for at runde smagene lidt af.
Laurbærblade – Dem må du heller ikke springe over. Laurbærblade kan bare noget med gryderetter.
Hvordan laver man gullash?
Her kommer en kort gennemgang af hvordan du laver den bedste gullash. Det er en simreret, så du skal regne med at det tager nogle timer. Der er også lidt arbejde i forberedelsen, her skal du nok regne med en lille halv time inden du er klar til at få gang i gryden.
I en stor tykbundet gryde brunes det udskårne kød af i en god klat smør. Kødet tages op, og grøntsagerne svitses efterfølgende af. Kødet kommes tilbage i gryden sammen med den søde paprika, stødt spidskommen, salt, sukker, peber, laurbærblade, tomatkoncentrat og tomatpure. Svits det sammen i et par minutter og tilsæt vand, bouillon samt rødvin og rør grundigt rundt.
Bring det i kog og skru nu ned til lav varme inden låges kommes på gryden. Lad nu retten simre i et par timer inden fløden kommes i. Lad det simre yderligere i en times tid og smag til med salt, peber og sukker.
Du kan eventuelt lade låget være af gryden den sidste times tid, så saucen koger lidt ind. Har du brug for at jævne saucen gøres det med en blanding af en smule vand og maizena.
Server den hjemmelavede gullash med en god kartoffelmos og drys med en smule friskhakket persille.
Find den fulde opskrift længere nede på siden her.
Ofte stillede spørgsmål
Du kan opbevare resterne af gullash på køl i et par dage, hvorefter det bør fryses ned.
Det kan du sagtens! Kylling, svinekød, eller for den sags skyld lammekød gør sig også også rigtig godt i en god gullash.
Andre efterårsretter du måske vil synes om
Opskrift på klassisk mormor gullash
Her får du vores opskrift på virkelig lækker gryderet, der passer perfekt til de lidt kolde efterårsdag.
Der er fuld drøn på smagen og serveret med en god kartoffelmos, eller rodfrugtmos, så bliver det altså ikke meget bedre. Lav en stor portion og kom det fryseren, så er der altid noget lækkert at tage op på de kolde dage.
Gullash
Ingredienser
- 2 løg
- 1 rød peberfrugt
- 4 gulerødder
- 4 fed hvidløg
- 800 g oksekød
- 1 spsk hvedemel
- 50 g smør
- 2 spsk sød paprika
- 1 tsk stødt spidskommen
- 1 dl tomatpure
- 50 g tomatkoncentrat
- 7 dl vand
- 2 Fond Du Chef (Okse)
- 1 dl rødvin
- 1 dl piskefløde
- 3 laurbærblade
- 1 tsk salt
- 1 tsk sukker
- Peber
- 1 spsk maizena
Sådan gør du
- Løgene pilles og hakkes groft. Peberfrugten renses for kerner og skæres groft i tern. Skræl gulerødderne og skær dem i passende skiver. Pil hvidløgene og hak dem fint.
- Kødet skæres i mundrette bidder. Drys en hvedemel ud over kødet og vend det rundt så melet fordeles. – Melet vil være med til at jævne sovsen.
- I en stor tykbundet gryde smeltes smørret ved middel varme, Kom kødet i lidt ad gangen og brun det af. Når kødet er brunet af stilles det til siden.
- Kom en klat smør mere i gryden og smelt det. Kom alle grøntsagerne i og svits dem ved middel varme i ca. 10 minutter.
- Når grøntsagerne er faldet en smule sammen, kommes kødet i sammen med den søde paprika, stødt spidskommen, salt, sukker, peber, laurbærblade. Kom tomatkoncentrat og tomatpure i gryden og svits det med grøntsagerne i et par minutter.
- Nu kommes der vand, fond du chef, samt rødvin i gryden. Vend det hele godt rundt og bring det i kog. Skru ned for varmen og lad retten simre ved svag varme i ca. 3 timer. ( Husk at røre i gryden med jævne mellemrum )– Hvis man ønsker at komme fløde i, gøres dette når der er ca. 1 time tilbage af tilberedningstiden. Du kan eventuelt lade låget være af gryden den sidste time af tilberedningen, så saucen koger en smule ind.
- Når tiden er gået og kødet er mørt, smages retten til en sidste gang inden jævning og servering. – Skal saucen jævnes, gøres det ved at røre en spsk. maizena op i en spsk. vand. Rør det i gryderetten ved middel varme til saucen tykner.
- Server klassisk gullash med en god kartoffelmos.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her