Brunkager hører sig julen til. Det er en julesmåkage som vi ikke kan undvære i julen herhjemme, og de bliver oftest bagt med denne gammeldags opskrift, som kommer fra min mor. Brunkagerne skal jo smage som de plejer!
Brunkager er jo nok nogle af de småkager der bliver spist mest af i de danske hjem i december måned. De er nemlig både virkelig lækre, de er ikke så svære at lave, og så er de elsket af både børn og voksne.
Jeg bruger min mors opskrift, for brunkager skal jo altså smage som de altid har gjort. Heldigvis er resten af familien også glade for disse kager, og sådan en portion forsvinder lynhurtigt herhjemme. Så det kan godt anbefales at lave en stor portion når du er i gang med bageriet.

Flere julelækkerier
Ingredienser
Fremgangsmåde
- Kom sirup, sukker og smør i en gryde, og varm det op indtil det er smeltet sammen. Tag nu gryden af varmen.125 g smør, 100 g sukker, 100 g mørk sirup
- Udrør potasken i vand, og hæld det ned i sukker/smør/sirupsblandingen. Lad herefter blandingen køle ned til det har cirka stuetemperatur.1 tsk potaske, ½ spsk vand
- Bland kanel, nelliker, ingefær, mandler og hvedemel sammen, og hæld det hele op i sirupsblandingen, og rør det sammen til en jævn dej.1 tsk stødt kanel, ½ tsk stødte nelliker, ½ tsk stødt ingefær, 250 g hvedemel, 75 g mandler
- Tril dejen til pølser på cirka 4-5 cm i diameter, og pak dejen stramt ind i bagepapir eller husholdningsfilm for at den holder formen. Læg herefter dejen i køleskabet i 3 timer men gerne til dagen efter, så er de nemmere at skære ud.
- Tænd ovnen på 175 grader almindelig over- og undervarme.
- Skær tynde skiver af dejpølserne, og læg dem på bageplader beklædt med bagepapir. Brug en skarp kniv for at skære så tyndt som muligt.
- Bag småkagerne ved 175 grader i 6-7 minutter til de er gyldne og jævnt bagte.
- Kagerne er stadig bløde når de kommer ud af ovnen. Lad dem ligge 5 minutter på bagepladen, og flyt dem så til en rist så de kan køle ned, så bliver de helt sprøde.




