Blinis er små pandekager som man kan fylde med alt muligt lækkert. Her får du vores opskrift på en version som en forret uden fisk. Her er det nemlig blinis med parmaskinke, pestocreme og oliven. En perfekt balance mellem blødt, sprødt og salt.
Nem forret uden fisk
Herhjemme elsker vi gode forretter med fisk, og blinis med rejer og laks er altid et hit. Der er selvfølgelig nogen der ikke er så vilde med fisk, og her er disse blinis med parmaskinke og pestocreme virkelig lækkert.
Den syrlige og krydrede pestecreme sammen med den sprøde skinke, de små bløde pandekager og en salt oliven er virkelig match made in heaven. Det er sådan en hyggelig lille hapser som børn og voksne er vilde med herhjemme.
Derudover er de ret nemme at lave. Du kan eventuelt stege dine blinis i forvejen, og lige lune dem et øjeblik i ovnen inden servering. Cremen kan du også piske sammen på forhånd og så er du langt over halvvejs.
Hvordan laver man blinis med pesto og sprød skinke?
Det mest komplicerede ved denne ret er selvfølgelig de små blinis. De skal laves og steges. Har du meget kort tid eller vil du gerne gøre det endnu nemmere kan de faktisk også købes færdige, men det er ikke så svært at lave dem selv. Du kan eventuelt lave en stor portion og fryse dem ned.
Til denne ret skal du bruge:
- Vand
- Gær
- Salt
- Hvedemel, og eventuelt boghvedemel.
- Mælk
- Æg
- Smør
- Creme fraiche
- Pesto, grøn – enten færdigkøbt eller hjemmelavet.
- Parmaskinke, eller serrano.
- Oliven
- Peber
- Purløg
Først skal dejen til dine blinis laves. Her er det vigtigt at få delt æggene, og kun bruge æggeblommerne i den første del af dejen. Da den bliver lavet med gær, skal den hæve lidt inden den er klar til brug. Lige inden man skal stege sine blinis, vendes de stiftpiskede æggehvider i dejen, og det giver en lækker og luftig dej.
Originalt laves dejen til de russiske pandekager med boghvedemel, det bruger jeg også hvis jeg har det i huset. Her er kun brugt hvedemel, og det bliver også super lækkert. Hvis du har lyst kan du skifte halvdelen af hvedemelet ud med boghvedemel.
Blinierne skal steges på panden i smør, og herefter er de klar til at pynte og servere. På disse serverer vi en pestocreme. Den består af pisket creme fraiche med pesto i, det er nemt og lækkert. Ovenpå kommer vi sprød skinke, og sorte oliven.
Se opskriften på disse lækre små kanapeer længere nede på siden.
Opskrift på blinis med parmaskinke
Her får du vores opskrift på en skøn nytårsforret uden fisk eller en forret til når du gerne vil gøre lidt ekstra ud af madlavningen og forkæle familien. Det er en lækker lille hapser, som de fleste vil kunne lide, både børn og voksne.
Blinis med parmaskinke
Ingredienser
Blinis:
- 2 spsk vand
- 10 g gær
- ½ tsk salt
- 100 g hvedemel, skift eventuelt halvdelen ud med boghvedemel
- 1 ½ dl mælk
- 1 stk æg, deles i blommer og hvider
- 10 g smør, smeltet
- 15 g smør, til stegning
Pestocreme:
- 3 spsk creme fraiche
- 3 tsk pesto, hjemmelavet eller færdigkøbt
Fyld:
- 6 skiver parmaskinke
- 1 dl oliven, sorte
- Peber
- Purløg
Sådan gør du
Blinis:
- Opløs gæren ud i vandet. Rør så salt og hvedemel i, og tilsæt mælk og æggeblommer. Rør godt sammen og tilsæt til sidst afkølet smeltet smør i dejen. Lad dejen hæve lunt 1 time.Mens dejen hæver kan du lave pestocremen og den sprøde parmaskinke.
- Pisk æggehvider helt stiver, og vend dem så forsigtigt i dejen.
- Varm en pande op til middel varme, og kom blinisdej på panden i små klatter. Jeg bruger en stor spiseskefuld dej pr blini. Du kan godt stege flere på panden samtidig. Steg dine blinis 1-2 minutter på hver side, til de er gyldne og gennembagte. Læg dem på en rist og lad dem køle af inden servering.
Pestocreme:
- Pisk creme fraichen til den bliver en smule luftig. Rør så pesto i, og sæt cremen på køl indtil servering.
Forbered skinke og oliven:
- Mens dejen til dine blinis hæver, kan du forberede den sprøde skinke og de halve oliven.
- Varm ovnen op til 200 grader. Fordel parmaskinken i skiver på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt den i ovnen i 6-8 minutter eller til skinken er sprød. Tag den ud, og lad den køle af et øjeblik. Læg så skinken over på en rist, så holder den bedst sin sprødhed.
- Halver dine oliven og fjern eventuelt stenen. Beregn 1 oliven pr blinis du skal anrette.
Servering:
- Kom en teskefuld creme på hver blini, fordel den sprøde skinke hen over, og pynt med to halve oliven på hver. Slut af med lidt friskkværnet peber og drys med finthakket purløg.
Noter
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag vores E-bog med 10 nemme hverdagsretter:
Min kæreste var vild med det, super godt alternativ hvis man ikke kan lide fisk på blinis osv 👌🏼
Hej Hannah
Dejligt at høre at de faldt i god jord hos din kæreste! Tusind tak for din tilbagemelding, det er vi virkelig glade for.
Mvh Tina