Hjemmelavet fudge med karamel er blevet en ny julefavorit herhjemme. Karamel fudge er heldigvis virkelig nemt at lave selv, alt det kræver er ganske få ingredienser og et sukkertermometer til at få den rigtige temperatur. Juleslik er jo noget hver familie har deres egne traditioner for. Men herhjemme er snebolde, traditionelle saltkarameller og så denne her omgang karamel fudge et kæmpe hit.
Fudge er en slags karamel, men fudgemassen bliver undervejs pisket, så der kommer mere luft i massen, og den bliver mere smuldrende i forhold til traditionelle flødekarameller. Det er lidt smag og behag om man helst vil have fudge eller flødekarameller.
Denne her er en klassisk vaniljefudge med den traditionelle smag af karamel og så lige et drys salt til at pifte den op med. Salt og karamel kan bare noget sammen! Server den for familien, eller giv en æske hjemmelavet fudge som værtindegave til den du skal besøge juleaften. Det vil med garanti bringe glæde hos hele selskabet.

Flere julelækkerier
Ingredienser
Udstyr
Fremgangsmåde
- Kom kondenseret mælk, brun farin, mælk, smør og vaniljepasta i en non-stick gryde og varm op.1 ds kondenseret mælk, 400 g brun farin, 1 ½ dl mælk, 110 g smør, 1 tsk vaniljepasta

- Brug et sukkertermometer til at måle temperaturen på massen. Den skal op på 115 grader. Når temperaturen når 115 grader, tages gryden af varmen, og så skal den stå 5 minutter og køle af.

- Tilsæt herefter flagesalt, og rør så i massen med grydeskeen i cirka 5 minutter indtil massen bliver mat og slipper kanterne. Hvis du gerne vil have en glat fudge, skal du stoppe med at røre lige når massen bliver mat, hvis du vil have den mere krystalliseret og smuldrende, kan du røre lidt længere.

- Kom massen i en bøtte eller et fad på cirka 20×20 cm beklædt med bagepapir. Tryk massen godt ned, og glat den ud så godt som muligt. Lad den stå og køle lidt ned inden den sættes i køleskabet indtil den er så kold du kan skære den ud. Det tager en times tid.
- Skær fudgen ud i terninger på den størrelse du gerne vil have. Kom terningerne i køleskabet, og lad dem køle helt ned inden de serveres.
Næringsindhold
Madelskernes Tips
Ingrediensnoter
Kondenseret mælk – Købes på dåse. Fudge laves traditionel med mælk, sukker og smør. Her i opskriften bruger vi kondenseret mælk, fordi det lige gør processen en hel del hurtigere. Det er tilgængeligt i de fleste supermarkeder i Danmark, og er ret nemt at få fat i. Brun farin – Giver en intens og dyb smag til karamellen. Smør – Kan ikke undværes, det giver den rigtige tekstur. Brug rigtig smør og ikke et blandingsprodukt. Vaniljepasta – Eller korn fra en vaniljestang. Flagesalt – Fordi det bare smager godt med karamel.Opbevaring og holdbarhed
Pak den afkølede fudge i en lufttæt beholder, jeg bruger en plastbøtte. Plastbøtten opbevares i køleskabet. Det kan opbevares 1-2 uger i køleskabet. Hvis den holder så længe, det gør den i hvert fald ikke herhjemme.Tilføj dine egne noter
Ofte stillede spørgsmål
Fudge er en type slik med et højt indhold af sukker. Det laves ved at koge mælk, sukker og smør sammen, afkøle det og så slå luft ind i blandingen. Her kan man tilsætte forskellige smage hvis man synes. Når det er kølet af, har det en konsistens som en let krystalliseret blød flødekaramel der er lidt mere smuldrende end vi kender det fra karameller.
Fudge er af amerikansk oprindelse, og stammer fra slutningen af 19-hundredetallet. Den sukkerholdige sliktype har senere spredt sig til store dele af verden.
I Amerika vil man typisk finde klassisk chokoladefudge eller måske fudge med peanutbutter, mens man i England ofte vil kunne købe karamel fudge eller varianter med tørret frugt eller nødder.





100 eller 115 grader?
Hej
Når jeg prøver at lave fudge, koger massen når den kommer til 100 grader, og jeg har svært ved at få temperaturen højere op.
Jeg er bange for at det hele brænder på, hvis jeg bare lader det stå.
Nogen gode råd?
Hej Kresten
Jeg kører den til den er 115 grader når jeg laver fudge. Det er vigtigt at den kommer derop omkring for at få den rigtige karamellisering og tekstur.
Det tager noget tid at komme fra 100 til 115 grader. Mit bedste råd er tålmodighed og så er røre jævnligt under opvarmning så det ikke brænder på.
Håber det hjælper dig videre.
Mvh Tina
hvis den ikke stivner i køleskabet vad skal jeg så gøre kan jeg varme det på igen eller noget andet
Hej Silvia
Ja det tror jeg faktisk godt du kan, jeg har dog ikke prøvet.
Fik du den helt op på 115 grader? Og så skal den lige stå 5 minutter og så skal du røre godt i den så den bliver helt mat. Prøv eventuelt at sammenlign din fudge med billederne her i opskriften, ser den ud på samme måde efter du har rørt i den?
Mvh Tina
Kan jeg bruge fløde i stedet for mælk?
Hej Lene
Jeg har ikke prøvet det, så jeg kan faktisk ikke svare dig 100% på det, men mon ikke man kan?
Lad mig gerne høre hvordan det går hvis du prøver det
Mvh Tina
Jeg har lige lavet fudge med piskefløde og ikke tilsat flagesalt. Det smager som dumle karamel😊
Så det kan man godt
Det lyder lækkert Lisbeth
Tak for din kommentar, og ha en dejlig søndag
Mvh Tina
Jeg har prøvet at lave karamellerne, og jeg kan simpelthen ikke få temperaturen op på 115 grader. Den bliver ved med at ligge omkring de 90 grader – gør jeg noget forkert. Jeg har tænkt på, om jeg skal prøve at varme den kondenserede mælk op først, og så tilsætte det øvrige, når temperaturen er tæt på 115 grader – altså hvis jeg kan få den op på den temperatur.
Hej Heidi
90 grader, så burde det ikke koge endnu? Er det korrekt? Har du skruet helt op på komfuret? Her står mit komfur på 7 ud af 9, og så stiger temperaturen fint.
Det tager lidt tid at komme fra 100 til 115 grader, så man skal have lidt tålmodighed, væsken skal lige have tid til at fordampe.
En anden ting, dit termometer kan ikke vise forkert?
Mvh Tina
Den vil jeg helt sikkert lave igen!
Hej Birgit
Dejligt at høre at du kunne lide opskriften, det er vi super glade for.
Mvh Tina