Saftigt og lækkert farsbrød med masser af smag, indbagt i en lækker og sprød butterdej. Indbagt farsbrød er absolut en af ungernes favoritter. Der er masser af velsmag og serveret helt enkelt med nogle dampede grøntsager, så bliver det ikke meget bedre. Læs vores opskrift her, og se hvor nemt det er at lave farsbrød i butterdej.

Saftigt indbagt farsbrød
Jeg har spist meget forloren hare og farsbrød i alle afskygninger. Og der er noget over det, der bare er hyggeligt. Det smager rigtig godt, og det er nemt at ændre på smagen af farsen, så man får lige præcis det man kan lide.
Hemmeligheden bag et godt saftigt farsbrød, er selvfølgelig farsen. Der skal være tilpas med væske i den, dog ikke så meget at den ikke kan hænge sammen. Den skal kunne formes til et farsbrød og holde formen. Og så er det jo ellers bare fantasien der sætter grænserne. For nu kan man krydre farsen med alverdens krydderier. Det kunne være græsk inspireret, med feta, oregano og hakkede oliven.
Man kunne også lave en mere nordisk version og gå med frisk persille, løvstikke og så servere farsbrødet med persillesovs. Det der lige giver et indbagt farsbrød det sidste, er “indpakningen” altså butterdejen. Den er med til at holde på saft og kraft i farsen, og samtidig giver den et dejligt sprødt element. Jeg plejer at vælge den nemme løsning og køber en færdig rulle butterdej. Det gør det noget nemmere, og hvis det skal laves på en hverdag, så er det bare med at vælge den hurtige løsning.
Hvis du aldrig har prøvet at lave et indbagt farsbrød, så er det bare om at komme i gang. Og tag bare børnene med i køkkenet, det er altid sjovere at spise mad man selv har lavet. Indbagt farsbrød kan tilberedes både i ovn og på grillen, så bare kom i gang.
Mere hverdagsmad
Ingrediensnoter
Kød – Hakket kalv og flæsk plejer jeg at bruge, men det kan sagtens være rent svinekød, eller en blanding af oksefars og svinefars.
Peberfrugt – Peberfrugten giver en rigtig fin smag til farsen, man kan også komme grøn peberfrugt i i stedet for, eller springe det helt over. Du kan også eksperimentere med andre grøntsager som broccoli eller porer i farsbrødet.
Løg – Jeg plejer at komme løg i farsen, det giver en rigtig god smag, men kan udelades.
Hvordan laver man indbagt farsbrød?
Her kommer der en kort gennemgang af fremgangsmåden til hvordan du laver det bedste farsbrød indbagt i butterdej. Det er ret nemt at lave og det er sagtens noget man kan lave til hverdag.
Husk at du kan finde den fulde opskrift nederst på siden.
Ingredienserne til farsen røres grundigt sammen, og formes efterfølgende til at farsbrød. Farsbrødet kommes på den udrullede butterdej, der foldes omkring farsen, så slutter tæt.
Butterdejen pensles og drysses med sesamfrø.
Kom farsbrødet i den forvarmede ovn, og bag det i en lille time eller til den ønskede kernetemperatur. Når butterdejen er blevet gylden og sprød, tages det indbagte farsbrød ud af ovnen. Lad det trække utildækket inden det skæres ud og serveres.
Ofte stillede spørgsmål
Du kan lave farsbrødet med alle typer af hakket kød, sågar lam eller kylling. Du kan også vælge rent hakket svinekød eller en blanding af svine og oksekød.
Ja du kan sagtens eksperimentere med at bruge andre grøntsager i dit farsbrød. Prøv med porrer eller broccoli i farsen eller noget helt andet. Kun fantasien sætter grænsen.
Andre hverdagsretter du måske vil synes om
- Pastafad med oksekød
- Kylling i fad med grøntsager
- Mexicansk tortillalasagne
- Wok med nudler og oksekød
- Fyldte pandekager med oksekød
Opskrift på farsbrød i butterdej
Her kommer vores opskrift på det bedste indbagte farsbrød. Der er maser af smag, og serveret sammen med nogle lækre dampede grøntsager og måske en simpel tomassovs, så er det et virkelig lækkert og nemt måltid.

Indbagt farsbrød
Ingredienser
Fars:
- 500 g hakket kalv og flæsk
- 2 løg
- 1 rød peberfrugt, skåret i små tern
- 1 æg
- 1 dl rasp
- 1½ tsk salt
- Peber, efter smag
- ½ tsk hvidløgspulver
- 1 tsk løgpulver
- ½ tsk røget paprika
- 1 tsk tørret oregano
Yderligere:
- 1 rulle butterdej, færdigkøbt
- 1 æg, til pensling
- 2 spsk sesamfrø, til topping
Sådan gør du
- Ovnen forvarmes til ca. 200 grader alm. ovn.
- Butterdejen foldes ud og placeres på en bageplade med bagepapir, lad den gerne ligge 10 minutter ved stuetemperatur inden farsbrødet laves.
- I en stor skål blandes ingredienserne til farsen sammen og røres til en sammengængende fars.
- Form farsen til et farsbrød der passer i størrelsen, så butterdejen kan lukkes omkring den.
- Placer farsbrødet på butterdejen og skær hjørnerne fra, så man undgår for store overlap af dejen.
- Fold nu dejen op omkring farsbrødet, så det slutter tæt. Start med at folde enderne op over, og derefter først den ene langside, og så den anden langside henover. Samlingerne pensles med sammenpisket æg så de holder sammen.
- Når dejen er foldet, vendes farsbrødet om, så samlingerne vender nedad. Overfladen pensles med æg og drysses med sesamfrø.
- Kom nu farsbrødet i den forvarmede ovn og bag det i ca. 45-50 minutter eller til kernetemperaturen er 71 grader.
- Når farsbrødet er blevet helt gyldent og kernetemperaturen er nået, tages det ud af ovnen. Lad det trække i 5 minutter, inden det skæres ud og serveres.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her
Det smagte bare mega godt.
Hej Karin.
Tak for det 🙂
Med venlig hilsen
Rasmus – Mad For Madelskere