Cookies og småkager er en evig favorit herhjemme. Det er nemt at lave, smager fantastisk og så kan børnene nemt være med i køkkenet. De kan faktisk klare det meste selv. Her får du opskriften på lækre daim cookies.
Børn der bager
Denne opskrift er inspireret af en pige der hedder Sophia. Hun er datter til en af vores gode blogger-venner Mads fra Madogmonopolet.dk, og denne opskrift er altså inspireret af Sophias Cookies med M&M’s.
Vi er ret store fans af det her med børn i køkkenet, og vi glæder os til at vores børn bliver så store at de bare går i køkkenet og bager cookies selv. Indtil da, ja så hjælper vi gerne med røremaskine og ovn, men så kan de faktisk også klare resten selv.
Vores datter Ellen har faktisk også en cookie opskrift, som hun plejer at bruge. Dem kalder vi Tulles chocolate chip cookies, find opskriften her.
Hvordan laver man daim cookies
Cookies er heldigvis nemme småkager at lave. Her kan både børn og ikke-bagekyndige voksne være med. Denne variation er altså cookies med daim, du kan nemt skifte daim ud med m&m’s, mørk chokolade, hakkede nødder eller hvad du lige synes passer ind.
Til opskriften her skal du bruge:
- Blødt smør
- Sukker
- Brun farin
- Vaniljepasta
- Æg
- Hvedemel
- Natron
- Bagepulver
- Salt
- Daim, eller andet.
De her cookies er virkelig nemme at lave. Det vigtigste er faktisk at tage smørret ud af køleskabet i god tid, så det kan nå at blive blødt. Når det er blødt, kan det piskes med sukker, vanilje og æg, hvorefter resten af ingredienserne røres i.
Til sidst vendes hakket daim i dejen, og den formes til kugler der trykkes flade på bagepladerne. Så skal der bages, og så er det tid til at prøve smage! Mums..
Opskrift på daim cookies
Her får du vores version af Sophias opskrift på nemme cookies med daim. De er nemme at lave, og ungerne kan sagtens være med til de meste. De lidt større børn kan endda klare det hele selv. Vi håber du får lyst til at gå i køkkenet, måske sammen med dit barn, og prøve at bage daim-småkager.
Daim cookies opskrift
Ingredienser
- 150 g smør, blødt
- 135 g sukker
- 100 g brun farin
- 1 tsk vaniljepasta
- 1 stk æg
- 180 g hvedemel
- 1 tsk natron
- 1 tsk bagepulver
- ½ tsk salt
- 200 g daim
Sådan gør du
- Opvarm ovnen til 175 grader almindelig ovn.
- Pisk blødt smør med sukker, brun farin og vaniljepasta. Tilsæt herefter æg og pisk godt.
- Bland hvedemel, natron, bagepulver og salt, og rør det i dejen.
- Hak daim groft og vend det i dejen.
- Form dejen til kugler (ca 1 spsk. dej pr cookie), og sæt dem på en bageplade med god plads i mellem. Jeg laver 9 på hver plade. Tryk dem let flade. De vil flyde meget ud i ovnen.
- Bag dine cookies midt i ovnen i 12-15 minutter. De skal være let gyldne i kanten men stadig bløde. Tag pladen ud og lad dem køle lidt af på pladen, så vil de blive sprøde.
- Når de har sat sig, kan de flyttes til en rist hvor de kan køle helt ned.
- Server straks eller opbevar i en kagedåse eller et tætsluttende glas.
Noter
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her