Fuglereder med flødeskum og friske bær er en af mine favoritdesserter her om foråret og om sommeren, men nu her i påsken har jeg lavet fuglerederne som påskereder. Man kan selvfølgelig pynte sine fuglereder helt som man har lyst til, læs med her og få den nemme opskrift.
Disse reder er nemme at lave, og så bringer de glæde hos de fleste, både børn og voksne. Det er jo helt enkelt bare en almindelig marengs, som sprøjtes ud som fuglereder og bages i ovnen. Herefter kan de fyldes lige præcis som man har lyst til.
Fuglereder i marengs er også en sikker vinder når de første jordbær kommer frem. Så er sådan en helt simpel rede med lidt friske jordbær med sukker på og måske lidt flødeskum altså helt fantastisk.

Flere søde sager
Ingredienser
Fremgangsmåde
- Kom æggehviden i en røreskål sammen med citronsaft. Pisk indtil æggehviden er helt stiv. Brug en elpisker når du skal piske din marengs.125 g æggehvide, 1 tsk citronsaft
- Kom nu sukkeret i en skefuld af gangen mens du fortsat pisker. Når alt sukkeret er tilsat skal du piske et par minutter mere indtil marengsen er glat og skinnende og sukkeret er helt opløst.250 g Sukker
- Kom marengsmassen i en sprøjtepose med en stjernetyl, og sprøjt 10 fuglereder ud på en bageplade beklæde med bagepapir.
- Bag fuglerederne ved 110 grader i 60 minutter. Hvis de begynder at få farve må du skrue lidt ned for varmen.
- Afkøl fuglerederne på en rist.
- Fyld fuglerederne med påskeæg eller med flødeskum og friske bær.Flødeskum, Friske bær, Påskeæg, Eller andet fyld
Næringsindhold
Madelskernes Tips
Ingrediensnoter
Æggehvider – Du kan bruge æggehvider fra friske danske æg eller du kan købe æggehvider på karton eller bøtter i mange supermarkeder hvis du ikke vil stå tilbage med en masse æggeblommer. Hvis du bruger friske æg, kan du for eksempel bruge æggeblommerne til en dejlig Lemon curd som du kan fylde i dine fuglereder. Sukker – Almindeligt hvidt sukker. Citronsaft – Lidt citronsaft i din marengs hjælper med at gøre den ekstra stabil så den bliver godt fast og holder formen når den sprøjtes ud i redeform.Har du rester af marengsmassen?
Lav nogle små marengskys ved siden af rederne på pladen. De er lækre at have stående til at snuppe en når trangen til noget sødt melder sig, eller de kan bruges som pynt på kager eller desserter.Ideer til fyld
- Fyld med sommerens første jordbær og flødeskum.
- Fyld med lemon curd og påskeæg som en påskedessert.
- Fyld med frisk frugt og råcreme som en opgraderet frugtsalat.





Tossenem og god opskrift.
Hej Annemette
Tak for din tilbagemelding, det er vi glade for at høre!
Mvh Tina
Hvor lang tid før man skal bruge dem kan man lave marengsrederne?
Hej Charlotte
Du kan godt lave dem nogle dage før, du skal bare sørge for at de er pakket i helt lufttæt emballage. Hvis de kan suge fugt, bliver de bløde ret hurtigt. Men i en lufttæt kagedåse kan de holde sig flere uger.
Mvh Tina, Madformadelskere
Hej Tina,
Jeg vil gerne lave dem i mini-størrelse til en fødselsdag i weekenden. Skal de have mindre i ovnen når de er mindre?
Hvor længe inden serveringen må jeg gøre dem helt klar, altså komme flødeskum på osv. uden at de bliver for slatne? 🙂
Hej Julia
Det lyder da som en super god ide.
Jeg vil tro de stadig skal have omkring en times tid, måske lidt mindre, men nok ikke meget.
Du kan godt samle dem et par timer i forvejen.
God fornøjelse med det.
Mvh Tina