Vi elsker fisk herhjemme, og laver ofte forretter med fisk hvis måltidet lige skal have en tand ekstra. Denne tunroulade med spinat er en nem og hurtig forret til for eksempel nytårsaften eller en dag hvor I skal hygge lidt ekstra. Læs med her og få vores opskrift.

En festlig forret med tun og rejer
Tunrouladen er super smuk som den står der i sin grønne farve med rejer og citroner på toppen. Det er en festlig forret som vil gå godt til en fødselsdag eller til nytårsaften. Hvis du ikke vil servere den hel på bordet som her, kan du skære den i mindre skiver og portionsanrette den med rejer på toppen. Det er også virkelig flot.
Det er en forret du kan lave i forvejen, så du undgår det værste stress og jag hvis du skal have gæster eller tilberede andet mad til hovedretten for eksempel. Rouladen skal stå 2 timer i køleskabet for at sætte sig, men den kan sagtens stå længere. Jeg anbefaler dog at du først pynter den lige inden den skal serveres.
Prøv også: Spinatroulade med laks
Mere gæstemad
Hvordan laver man tunroulade med rejer?
Den er faktisk ikke så svær at lave som man måske skulle tro, selvom den ser imponerende ud når den er færdig. Den består af tre elementer: Spinatbunden, fyldet af tunmousse og så rejer som pynt på toppen.
Til retten her skal du bruge:
- Spinat, vi bruger frossen spinat, som tøs op inden brug.
- Æg
- Mælk
- Citron
- Tun på dåse
- Smør
- Creme fraiche
- Dild
- Mayonnaise
- Rejer
- Salt og peber
Først skal spinatbunden laves, og mens den er i ovnen kan du gå i gang med at forberede tunmousse-fyldet. Her skal du bruge blødt smør, så husk at tage det ud af køleskabet i god tid.
Det er vigtigt at bunden får lov at køle af inden du kommer fyldet i, eller vil smørret flyde ud. Heldigvis er det en tynd bund, der hurtigt køler af hvis du trækker bagepapiret af bagepladen når den kommer ud af ovnen. Efter 5 minutter bør du tage bagepapiret af bunden, så dampen kan slippe ud, ellers kan bunden blive blød og snasket.
Tunrouladen rulles stramt sammen og pakkes ind i husholdningsfilm inden den skal et par timer i køleskabet før du kan pakke den ud og pynte den. Nu er smørret i tunmoussen blevet fast, og det er nemt at skære smukke skiver af rouladen.
Længere nede på siden her finder du opskriften på rouladen med mængder og bagetid.
Opskrift på den bedste tunroulade med spinat
Her får du vores opskrift på en lækker tunroulade med spinatbund og fyld af cremet tunmousse med smør. Du kan nemt lave rouladen i god tid, og så blot pynte den lige inden servering.

Tunroulade
Ingredienser
Spinatbund:
- 450 g spinat, hakket, optøet fra frost
- 4 stk æg
- ½ dl mælk
- 1 tsk salt
- Peber
- 1 stk citron, skallen herfra, saften bruges i fyldet
Tunmousse:
- 2 ds tun i vand
- 160 g smør, blødt
- 1 dl creme fraiche
- 1 stk citron, saften
- 1 bdt frisk dild
- 1 tsk salt
- Peber
Pynt:
- 1 spsk mayonnaise
- ½ stk citron
- 150 g rejer
- frisk dild
Sådan gør du
Spinatbund:
- Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovn.
- Kom den optøede spinat i en si, og pres vandet godt ud af den inden den kommes i dejen.
- Del æggene i blommer og hvider.
- Bland æggeblommer, mælk, afdryppet spinat, revet citronskal, salt og peber sammen.
- Pisk æggehviderne meget stive. Bland ⅓ i spinatblandingen, og vend derefter forsigtigt resten af de stiftpiskede æggehvider i, undgå at slå for meget af luften ud af dejen undervejs.
- Fordel dejen på en bageplade på 40×30 cm beklædt med bagepapir. Den skal være cirka ½ cm tyk.
- Bag bunden ved 200 grader i 15-20 minutter eller til den er fast og let gylden.
- Lad den køle af 5 minutter inden bagepapiret fjernes fra bunden så den kan køle helt af.
Tunmousse:
- Tag smørret ud af køleskabet i god tid, det skal være blødt når du skal lave tunmoussen.
- Dræn tunen for vand, og bland den i en skål med blødt smør, creme fraiche, citronsaft og hakket dild. Smag tunmoussen til med salt og peber.
Samling:
- Smør tunmoussen på den afkølede spinatbund. Lad 4-5 cm være fri på en af de korte sider.
- Rul rouladen fra modsatte side af den fri kant. Sæt rouladen på samlingen og pak den ind i husholdningsfilm. Sæt rouladen i køleskabet i 2 timer så tunmoussen kan sætte sig.
Pyntning:
- Pak rouladen ud, og sæt den på det fad den skal serveres.
- Smør en stribe mayonnaise på langs af rouladens top, og læg rejerne oven på. Pynt til sidst med citronskiver og dild. Nu er rouladen klar til servering.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her
Hej 🙂 et lille spørgsmål nu har Jeg prøvede og lave jeres roulade med spinat spinat bunden der står der der skal mælk i men jeg kan ikke finde ud af hvor i opskriften den skal i denne 🙂
Hej Betina
Den er da smuttet, det kan jeg godt se. Mælken skal i sammen med æggeblommerne, jeg har lige tilføjet det.
Tak fordi du skrev til os, så vi kunne få det rettet.
God fornøjelse med opskriften.
Mvh Tina, Madformadelskere.dk
Uhm…..den skal helt sikkert prøves. Vil dog lige høre om den godt kan laves dagen før den skal serveres?
Hej Ilse
Dejligt du vil prøve opskriften. Du kan godt lave den dagen i forvejen, jeg anbefaler dog at du venter med at pynte den til den dag den skal serveres.
God fornøjelse.
Mvh Tina
Hej, kan jeg mon lave den og fryse den ned et par dage i forvejen?
Hej Camilla
Jeg har ikke selv prøvet at fryse den, jeg vil tro at den godt kan blive lidt vandet af at blive frosset, så jeg ville ikke umiddelbart gøre det.
Mvh Tina
Hejsa. Kan jeg lave spinatbunden idag og tunmousse i morgen, samle lørdag morgen hvor vi skal spise den til frokost?
Hej Sine
Jeg ved ikke om jeg kommer for sent med mit svar, men jeg vil anbefale at du bager og samler den dagen før du skal servere den. Så kan den stå og trække samlet i køleskabet. Jeg har faktisk ikke prøvet at lade bunden ligge en dag før den bliver fyldt, jeg er bange for om den kunne blive lidt tør og eventuelt flække lidt når den bliver rullet. Lad mig endelig høre hvordan det går hvis du prøver.
Mvh Tina