Madformadelskere / Anledninger og højtider / Jul / Julebag / Julekager / Sirupsroulade med smørcreme

Sirupsroulade med smørcreme

Af:

Tina Westergaard Møller

Opdateret:

Udgivet:


Sirupskage er en favorit hjemme hos os, og nu kan du altså også lave den klassiske julekage som en roulade. Her får du vores opskrift på sirupsroulade med smørcreme og abrikosmarmelade. Vi spår det bliver en ny julefavorit!

Den smager intet mindre end fantastisk, og så er den faktisk ikke så svær at lave. Opskriften er inspireret af vores opskrift på en klassisk sirupskage med smørcreme, men den er altså lavet i rouladeversion. Det betyder også at den er lidt lettere end den ellers lidt tunge julekage, men stadig med alle de gode julesmage.

Du skal ikke være bange for at kaste dig ud i at lave en roulade, det er faktisk ikke så svært som du måske går og tror, og vi guider dig selvfølgelig hele vejen fra start til slut.

sirupsroulade med smørcreme, abrikosmarmelade og chokoladeganache og mandler på toppen.

Flere julelækkerier

Opskrift

Sirupsroulade med smørcreme

Ingen stemmer endnu
Lækker juleroulade med alle de gode smage fra den klassiske sirupskage. Den består af en sirupsbund og bliver fyldt med en luftig og blød smørcreme og en lækker abrikosmarmelade.
Forb. tid 12 minutter
Tilb. tid 8 minutter
Nedkøling og samling 30 minutter
Samlet tid 50 minutter
Antal8 personer

Ingredienser
 

Sirupsbund
  • 3 Æg
  • 100 g mørk sirup
  • 125 g Hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk stødte nelliker
  • ½ tsk Stødt ingefær
  • ½ tsk Stødt kardemomme
  • 1 knsp salt
Smørcreme
  • 150 g Smør, blødt
  • 150 g flormelis
  • 1 vaniljestang
Chokoladeganache
  • 75 g mørk chokolade
  • ¾ dl Piskefløde
Andet
  • 1 spsk Sukker, til at strø på bagepapiret
  • 1 ½ dl abrikosmarmelade
  • 15 g mandler, smuttede og hakkede

Fremgangsmåde
 

Sirupsbund
  1. Tænd ovnen på 200 grader almindelig over- og undervarme.
  2. Kom æg og sirup i en røreskål, og pisk det rigtig godt til det er lyst og skummende. Der tager omkring 5 minutter på min røremaskine.
    3 Æg, 100 g mørk sirup
    æg og sukker pisket luftigt,
  3. Sigt alle de tørre ingredienser, og vend det forsigtigt i dejen med en dejskraber. Pas på ikke at slå luften ud af blandingen.
    125 g Hvedemel, 1 tsk bagepulver, 1 tsk kanel, 1 tsk stødte nelliker, ½ tsk Stødt ingefær, ½ tsk Stødt kardemomme, 1 knsp salt
  4. Bred dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir i et jævnt lag. Lad cirka 3-5 cm være frit hele vejen rundt.
    dejen til roulade bredt ud på bageplade.
  5. Bag bunden midt i ovnen i 7-8 minutter ved 200 grader over- og undervarme. Brug en kødnål til at stikke i dejen for at tjekke om den er færdigbagt.
  6. Forbered i mens et fugtigt viskestykke. Læg det fladt ud på bordet, læg et stykke bagepapir ovenpå, og drys det med sukker.
    1 spsk Sukker
    forberedt fugtigt viskestykke med bagepapir og sukker.
  7. Når bunden kommer ud af ovnen, tager du bunden med bagepapir og vender den over på det sukkerstrøede bagepapir. Pil derefter forsigtigt bagepapiret af bunden.
    bunden der er bagt og vendt om.
  8. Rul bunden sammen fra en af de korte sider, den skal rulles med bagepapir og det fugtige viskestykke.
    sådan rulles bunden på bagepapiret.
  9. Lad dejen ligge pakket ind i det fugtige viskestykke indtil den er helt kølet af. Lav i mens cremen.
    bunden pakket ind i viskestykket.
Smørcreme og samling
  1. Pisk blødt smør sammen med korn fra vaniljestangen til det er helt hvidt og luftigt. Det tager omkring 5 minutter. Tilsæt derefter flormelis en skefuld af gangen mens du stadig pisker på lav hastighed.
    150 g Smør, 150 g flormelis, 1 vaniljestang
  2. Når du har tilsat alt flormelis og smørcremen er pisket jævn, let og luftig, så rulles bunden ud af viskestykket, og cremen fordeles på bunden.
    smørcremen fordelt på bunden.
  3. Fordel derefter abrikosmarmelade ovenpå cremen.
    1 ½ dl abrikosmarmelade
    abrikosmarmeladen fordelt ovenpå smørcremen.
  4. Rul rouladen sammen fra den samme side som før.
    rouladen der er rullet sammen.
Pyntning
  1. Hak chokoladen fint.
    75 g mørk chokolade
  2. Varm piskefløden op til lige under kogepunktet, og tag den af varmen. Tilsæt ⅓ af den varme fløde til chokoladen, og rør rigtig godt i den med en dejskraber.
    ¾ dl Piskefløde
  3. Tilsæt så yderligere ⅓ varm fløde, og rør igen rigtig godt i chokoladen med dejskraberen inden du fortsætter med den sidste ⅓ af den varme fløde. Rør indtil ganachen er jævn og glat og tykner let. Fordel ganachen ovenpå rouladen, og drys med hakkede mandler.
    15 g mandler
    ganachen klar til at komme på rouladen.
  4. Sæt rouladen på køl en halv times til, til ganachen har sat sig. Tag den ud af køleskabet en halv time inden den skal serveres.

Næringsindhold

Serving: 1personKalorier: 481kcalKulhydrater: 60gProtein: 6gFedt: 25gMættet fedt: 15gFlerumættet fedt: 1gEnkeltumættet fedt: 7gTransfedt: 1gKolesterol: 113mgNatrium: 274mgKalium: 156mgFibre: 2gSukker: 39gA-vitamin: 701IUC-vitamin: 2mgCalcium: 86mgJern: 2mg

Madelskernes Tips

Ingrediensnoter

Sirup – Til en sirupskage skal du selvfølgelig bruge sirup. Det skal være mørk sirup for at få den helt rette smag i bunden.
Æg – Æg er vigtigt, især når du laver roulade. Det er vigtigt at æg og sirup bliver pisket længe, så det bliver helt lyst og luftigt inden de tørre ingredienser kommes i.
Krydderier – I vores sirupsbund skal der kanel, stødte nelliker, kardemomme og stødt ingefær. Det giver den helt rigtige julede smag, som vi elsker.
Smør – Der skal selvfølgelig bruges smør til smørcremen. Her er det vigtigt at tage smørret ud af køleskabet i god tid, så det kan blive helt blødt inden det skal piskes og bruges i cremen.
Vanilje – I smørcremen bruger vi også vanilje. Det kan være korn af en vaniljestang, men du kan også fint bruge en teskefuld vaniljepasta eller vaniljepulver i stedet. Hvis du kun er vaniljesukker, kan du også fint udskifte en spiseskefuld flormelis med vaniljesukker.
Abrikosmarmelade – Du kan købe marmeladen i større supermarkeder. Vi kan godt lide at der er lidt abrikosstykker i, men hvis du hellere vil have en hel glat marmelade, så giver du den bare en tyr med stavblenderen inden du bruger den i rouladen.

Forberedelse

Det er en god ide at lave rouladen i hvert fald et par timer før den skal spises. Den kan også godt laves dagen før, og den holder sig fint svampet og lækker. Pak den godt ind i film og stil den i køleskabet. Du kan eventuelt blot rulle den sammen med creme og marmelade dagen før, og så pynte med ganache en times tid inden den skal serveres.
Har du prøvet opskriften?Fortæl os hvad du synes om den!
juleroulade med sirupsbunde, som er rullet sammen med smørcreme og abrikosmarmelade og pyntet med ganache og mandler.

Andre lækre julekager

Skriv en kommentar

Opskriftsvurdering





Om madformadelskere

Redaktionen:
Tina Westergaard Møller
Rasmus Juul Møller

Mad for Madelskere udgives af:
WM Media
CVR: 38046799
Egevej 3, 6520 Toftlund

[email protected]

Rettigheder

Alt tekst og alle billeder på denne hjemmeside tilhører Madformadelskere – Du må under ingen omstændigheder bruge materiale fra vores hjemmeside eller sociale medier uden skriftlig aftale. Overtrædelse vil udløse et krav om kompensation.