Fastelavnsboller med skildpaddecreme og solbær

Af:

Tina Westergaard Møller

Opdateret:

Udgivet:


Når fastelavnsbollesæsonen nærmer sig, går vi nok lidt amok i de lækre fyldte boller. Vi bager alle mulige forskellige slags, men en af dem vi vender tilbage til hvert år er disse fastelavnsboller med skildpaddecreme og solbær i en vandbakkelsesbolle. De er nemme at lave og så smager de fantastisk.

Det er vist ingen hemmelighed at chokoladeskildpadder er en af mine helt store laster, og derfor blev fastelavnsboller med skildpaddecreme og solbærmarmelade også årets første portion fastelavnsboller.

Det er en fastelavnsbolle af vandbakkelse, smurt med solbærmarmelade og fyldt med den skønneste skildpaddeganache. What’s not to like? En lille chokoladeskildpadde på toppen til at slutte festen af med, gør det bestemt ikke værre.

fastelavnsboller med skildpaddecreme og solbær med mini skildpadde ovenpå.

Flere søde sager

Opskrift

Fastelavnsboller med skildpaddecreme og solbær

5 fra 2 stemmer
Lækre vandbakkelser med skøn smag af chokoladeskildpadder og solbærmarmelade. De er nemme at lave, og hele familien elsker at sætte tænderne i dem. Hvis du ikke vil lave vandbakkelser, kan du købe frosne wienerbrødsfastelavnsboller, som du kan bage og bruge i stedet.
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet tid 1 time
Antal12 stk

Ingredienser
 

Skildpaddecreme
  • ½ l piskefløde
  • 8 store chokoladeskildpadder, svarende til ca. 230 gram
Vandbakkelser
  • 2 dl vand
  • 125 g smør
  • 125 g hvedemel
  • 5 æg
Samling og pynt
  • 2 dl Solbærmarmelade
  • 12 Miniskildpadder
  • Flormelis

Fremgangsmåde
 

Skildpaddecreme
  1. Lav først cremen, den kan med fordel laves dagen før, eller minimum 8 timer før de skal samles.
  2. Kog fløde op og lad den koge ca. 1 minut. Hak skildpadderne groft, kom dem i en skål og hæld den varme fløde over. Rør i skålen til massen er helt jævn og alt chokolade er smeltet.
    ½ l piskefløde, 8 store chokoladeskildpadder
  3. Lad massen køle lidt af, dæk den med husholdningsfilm (det skal ligge direkte oven på cremen for at undgå skind) og stil fløde/chokoladecremen i køleskabet til den er helt kold. Det tager omkring 8 timer eller gerne til næste dag.
Vandbakkelser
  1. Vandbakkelserne er bedst at lave lige før de skal serveres.
  2. Tænd ovnen på 200 grader almindelig over- og undervarme.
  3. Start med at koge vand og smør op i en gryde.
    2 dl vand, 125 g smør
  4. Når smørret er smeltet og væsken koger, tilsættes alt melet på en gang, og der røres kraftigt, jeg bruger helst en træske. Hold gryden på lav varme mens du rører indtil dejen samler sig, bliver blank og slipper skål og ske. Så skal den hurtigt af varmen!
    125 g hvedemel
  5. Lad dejen køle af mens du slår 5 æg ud og pisker dem godt sammen. Dejen må ikke være for varm når du piske æggene i.
    5 æg
  6. Kom dejen i røremaskinen med piskeris eller brug en elpisker. Tilføj hvad der svarer til cirka 1 æg af gangen, og pisk godt efter hvert æg. Til sidst skal massen være klistret men jævn og glat.
  7. Sæt 12 klatter på en bageplade med bagepapir, det er nemmest at gøre med to skeer.
  8. Bag vandbakkelserne i 25-35 minutter ved 200 grader over- og undervarme midterst i ovnen. Undgå at åbne ovnen de første 25 minutter. Når tiden er gået og de er gyldne, tager du en vandbakkelse ud, og ser om den falder sammen. Gør den det, skal bagetiden forlænges. Falder den ikke sammen, kan du tage resten ud af ovnen.
  9. Klip et lille hul i siden når de kommer ud så dampen kan slippe ud og de ikke bliver bløde.
Samling af fastelavnsbollerne
  1. Når du er klar til at samle bollerne, og lige inden de skal serveres, tager du skildpaddecremen ud af køleskabet, og pisker den op. Det kan du gøre i en røremaskine med piskeris eller med en elpisker. Den skal blive let og luftig, men kan nem overpiskes, så vær opmærksom mens du pisker.
  2. Klip fastelavnsbollerne op, smør bunden med solbærmarmelade og fyld dem derefter skildpaddecreme. Du kan gøre det med en ske, eller fylde cremen i en sprøjtepose med en tyl hvis du synes.
    2 dl Solbærmarmelade
  3. Toppen af fastelavnsbollen drysses med flormelis eller pyntes evt. med creme eller glasur og en miniskildpadde.
    12 Miniskildpadder, Flormelis

Næringsindhold

Serving: 1stkKalorier: 383kcalKulhydrater: 27gProtein: 5gFedt: 29gMættet fedt: 18gFlerumættet fedt: 1gEnkeltumættet fedt: 9gTransfedt: 1gKolesterol: 148mgNatrium: 124mgKalium: 114mgFibre: 1gSukker: 14gA-vitamin: 972IUC-vitamin: 2mgCalcium: 48mgJern: 1mg

Madelskernes Tips

Ingrediensnoter

Chokoladeskildpadder – Jeg bruger både de store til chokoladeganachen, og de små til pynt på toppen. Du kan selvfølgelig pynte dem på andre måder hvis du har lyst til det.
Du behøver ikke bruge chokoladeskildpadder men du kan bruge samme mængde af alle mulige andre slags chokolade. Det er helt op til dig selv.
Smør – Der skal smør til vandbakkelsesdejen. Jeg bruger som regel saltet smør når jeg bager vandbakkelser.
Æg – Æggene er det der får vandbakkelserne til at hæve op, så de er vigtige. Husk at dejen skal køle ned før æggene piskes i.
Solbærsyltetøj – Solbær giver en god syrlighed til den intense chokoladesmag. Du kan også bruge andre typer af marmelade eller syltetøj, gerne en med nogle syrlige bær eller frugter.

Forberedelse

Vandbakkelserne er helt klart bedst når de lige er friskbagte, og hvis de samlede fastelavnsboller står for længe vil de klaske lidt sammen. Jeg anbefaler at du max samler dem et par timer før de skal serveres.

Vandbakkelser

Hvis det er første gang du skal lave vandbakkelser, anbefaler vi du læser dette indlæg med tips til perfekte vandbakkelser først.
Når du laver vandbakkelser skal du have tålmodighed. Åben ikke åben ikke ovnen for tidligt, og tag kun enkelt vandbakkelse ud når du tror de er færdig. Lad den stå på køkkenbordet og se om den falder sammen. Gør den det skal de bages lidt længere. Falder den ikke sammen, kan du tage resten ud.
Vil du ikke kaste dig ud i at lave vandbakkelser, så kan du købe frosne fastelavnsboller af wienerbrød, bage dem efter anvisningen og fylde dem med skildpaddecreme.
Har du prøvet opskriften?Fortæl os hvad du synes om den!

4 kommentarer til “Fastelavnsboller med skildpaddecreme og solbær”

  1. Det vigtigste med vandbakkelsesdej er, at dejen IKKE må være varmere end ca. 40 grader, når man rører æggene i. Varmere dej vil ødelægge æggenes evne til at gøre bagværket let og luftigt. Et gammelt råd er at ovnen skal være lukket i min. 25 minutter inden første “besøg”.

    Svar
    • Hej Birte
      Tak for dine gode råd, dem er der helt sikkert mange der kan få glæde af 🙂
      Mvh Tina

      Svar
  2. Jeg har piskefløde, der skal bruges. Kan jeg lave skikdpaddecreme og fryse den til brug om en uge?

    Svar
    • Hej Susanne

      Jeg har ikke selv prøvet det, men jeg kan læse på nettet at det burde gå fint at fryse chokoladeganache. Den skal tøs op ved stuetemperatur og derefter piskes godt inden den fyldes i fastelavnsbollerne. Lad mig gerne høre hvordan det går hvis du gør forsøget.

      Mvh Tina

      Svar
5 from 2 votes (2 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Opskriftsvurdering





Om madformadelskere

Redaktionen:
Tina Westergaard Møller
Rasmus Juul Møller

Mad for Madelskere udgives af:
WM Media
CVR: 38046799
Egevej 3, 6520 Toftlund

[email protected]

Rettigheder

Alt tekst og alle billeder på denne hjemmeside tilhører Madformadelskere – Du må under ingen omstændigheder bruge materiale fra vores hjemmeside eller sociale medier uden skriftlig aftale. Overtrædelse vil udløse et krav om kompensation.