Lækker og cremet, med masser af den helt rigtige svampesmag! Brun champignonsovs er absolut en af mine favoritter. Der er maser af smag fra de lækre svampe, og den cremede konsistens passer perfekt til en god bøf. Hvis du mangler en opskrift på den bedste champignonsovs, så læs med her og få vores opskrift.
Svampe i sovsen
Sovs sovs sovs, og mere af det! Jeg er vild med sovs, sauce, dressing, salsa og hvad det ellers hedder. Sovsen er det, der binder retten sammen, med sine uendelige variationer af smage, så er der en sovs, eller dets lige der passer til enhver ret.
Brun champignonsovs er en af mine “go to” saucer herhjemme, den er nem at lave og den smager simpelthen bare så godt. Jeg er i øjeblikket i en form for ekstase, svampesæsonen er i fuld gang, og det myldrer frem med de lækreste spisesvampe, der alle sammen har deres helt egne kvaliteter. Men lad nu være med at vælte ud og plukke løs, som alle ved er der giftige svampe og de kan være svære at kende fra de spiselige.
Champignoner er en af de svampe jeg ikke plukker selv, jeg er simpelthen bange for at tage fejl, og det er ikke det værd. Så hellere købe nogle store flotte champignoner, hvor man er sikker på at der ikke gemmer sig en giftig en imellem.
Når vi plukker svampe går vi normalt efter dem vi er sikre på vi kan genkende med sikkerhed. Tag med på en svampetur sammen med en guide, og kom selv i gang med at finde svampe i naturens helt eget spisekammer.
Næste gang der skal en god bøf på bordet, eller en lækker grillet culotte, så lave din egen champignonsovs, den smager så meget bedre en dem du kan købe på glas, dåse eller i pulverform. Den bedste svampesovs får du med friske råvarer og masser af kærlighed og tilsmagning undervejs.
Ingrediensnoter
Champignoner – Du kan bruge almindelige hvide champignoner eller brune champignoner.
Skalotteløg – Hvis du ikke kan finde skalotteløg, så kan du sagtens bruge et lille almindeligt løg i stedet for.
Hvidløg – Hvis du ikke bryder dig om hvidløg, så kan du godt springe det over, når det så sagt, så giver det altså en rigtig god smag til sovsen.
Tørret timian – Timian og svampe kan noget sammen. Du kan sagtens bruge frisk timian hvis du har det i haven.
Hvidvin – Kan erstattes af rødvin i stedet for.
Hvordan laver man brun champignonsovs?
Her kommer der en kort gennemgang af hvordan du laver den bedste champignonsovs i verden. Den passer perfekt til en god bøf eller et andet godt stykke godt oksekød. Det er en forholdsvis nem sauce at lave, så bare kom i gang.
Løg og hvidløg svitses af på en pande, hvorefter de rensede skiveskårne svampe tilsættes. Lad det svitse sammen til svampene falder sammen og væden er fordampet. Mel tilsættes efterfulgt af tomatkoncentrat der svitses en med en smule inden der tilsættes vin. Det koges lidt ind, inden bouillonen tilsættes og det røres sammen grundigt. Kog det lidt ind inden fløden tilsættes.
Saucen smages til med salt, sukker og peber inden den serveres. Er der behov for yderligere jævning, kan dette gøres med en blanding af 1 spsk. vand rørt sammen med en spsk. maizena.
Find den fulde opskrift længere nede på siden her.
Ofte stillede spørgsmål
Den kan holde sig på køl i ca. 2 dage.
Ja, den kan sagtens fryses ned, så har man altid en nem og lækker sovs lige til at smide i gryden og varme op.
Ja, du kan lave den her sovs med andre svampe.
Andre saucer du måske vil synes om
Opskrift på brun sovs med champignoner
Her kommer vores opskrift på en lækker brun champignonsovs med fuld knald på smagen. Den er nem at lave og passer rigtig godt til et stykke lækkert oksekød.
Husk vores opskrift på brun champignonsovs næste gang du skal servere en god bøf.

Brun champignonsovs
Ingredienser
- 45 g smør
- 2 skalotteløg, hakket fint
- 3 fed hvidløg, fint hakket
- 500 g champignon, renset og skåret i skiver
- 2 tsk tørret timian
- 1,5 spsk hvedemel
- 2 tsk tomatkoncentrat
- ½ dl hvidvin, eller rødvin
- 5 dl oksebouillon
- ½ dl piskefløde
- ½ tsk salt, eller efter smag
- 1 tsk sukker, eller efter smag
- Peber, efter smag
Sådan gør du
- Smørret smeltes i en stor pande. Kom hakket løg og hvidløg på panden, og svits det i ca. 5 minutter ved middel varme.
- Kom champignonerne samt timian på panden, og svits dem sammen med løg og hvidløg til svampene falder sammen og væden er fordampet. Kom melet i svampene og bland det godt sammen.
- Rør tomatkoncentrat i, og svits det med et par minutter. Skru lidt op for varmen og kom vin på og lad det reducere en smule. Kom derefter bouillon i panden og rør det grundigt sammen.
- Lad saucen koge op, skru ned for varmen og lad saucen simre og koge ind til 2/3. Kom fløden i og lad det simre yderlige 5 minutter.
- Kom salt, sukker samt peber i og smag saucen til. – Hvis der er behov for at jævne saucen yderligere, gøres dette med en blanding af 2 spsk. maizena samt en smule vand. Det røres i gradvist til saucen har fået den ønskede konsistens.
- Server saucen med det samme.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ♥️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her