Helt perfekte hjemmebagte krydderboller. Hvem husker ikke krydderboller fra deres barndom? Hvorfor ikke lave dem selv i stedet for at købe dem? De smager meget bedre end dem du kan købe, og det er virkelig nemt.
Der er nu ikke noget som en ristet krydderbolle, og den skal selvfølgelig lige brænde en smule på. Jeg bruger rimeligt meget smør i mine krydderboller, det giver en rigtig god og “hyggelig” smag. Ungerne er helt vilde med dem, og vi har officielt 2 slags boller børnene tit spørger om vi ikke skal bage. Fars krydderboller og mors smørboller.
Gør det til et weekendhygge-projekt at bage sammen hele familien, det er en rigtig hyggelig måde at bruge en formiddag på. Og så bag rigeligt! De kan kommes i fryseren og så har man altid noget nemt at tage op, og der er lidt lækkert til madpakkerne.

Mere bagværk
Ingredienser
Udstyr
Fremgangsmåde
- Opvarm mælken til ca. 30 grader. Kom gær, sukker, kardemomme og bageenzym i mælken og rør det godt rundt til gæren er helt opløst.2 dl Sødmælk, 50 g gær, 2 tsk Sukker, 1 tsk kardemomme, 1 tsk bageenzym (reklamelink)
- Hæld det op i skålen til en røremaskine og tilsæt æggene. Rør det godt sammen og tilsæt salt og mel gradvist efterfulgt af det bløde smør.2 Æg, ½ tsk salt, 250 g manitoba, 250 g Hvedemel, 80 g Smør
- Nu skal dejen æltes til den slipper skålen og er helt glat. Det tager omkring 10-15 minutter på min røremaskine.
- Når dejen er æltet, dækkes den over og hæves til dobbelt størrelse, det tager cirka 45 min.
- Når dejen er hævet til dobbelt størrelse deles dejen i 12 lige store portioner. Form dej klumperne til boller og spænd dem godt op.
- Placer bollerne på en bageplade med bagepapir, dæk dem til og lad dem hæve til dobbelt størrelse. Det tager cirka 45 minutter.
- I mens bollerne hæver, forvarmes ovnen til 200 grader med over- og undervarme.
- Når bollerne er hævet til dobbelt størrelse, sættes de i den forvarmede ovn og bages i ca. 20 minutter ved 200 grader over- og undervarme, eller til de er blevet gyldne og lækre.
- Når bollerne er færdige, tages de ud og køles ned på en rist.
- Server krydderbollerne helt klassisk ristet med masser af smør.




