Tunroulade

Af:

Tina Westergaard Møller

Opdateret:

Udgivet:


Vi elsker fisk herhjemme, og laver ofte forretter med fisk hvis måltidet lige skal have en tand ekstra. Denne tunroulade med spinat er en nem og hurtig forret til for eksempel nytårsaften eller en dag hvor I skal hygge lidt ekstra. Læs med her og få vores opskrift.

Tunrouladen er super smuk som den står der i sin grønne farve med rejer og citroner på toppen. Det er en festlig forret som vil gå godt til en fødselsdag, julefrokost, påskefrokost eller til nytårsaften. Hvis du ikke vil servere den hel på bordet som her, kan du skære den i mindre skiver og portionsanrette den med rejer på toppen. Det er også virkelig flot.

Det er en forret du kan lave i forvejen, så du undgår det værste stress og jag hvis du skal have gæster eller tilberede andet mad til hovedretten for eksempel. Rouladen skal stå 2 timer i køleskabet for at sætte sig, men den kan sagtens stå længere. Jeg anbefaler dog at du først pynter den lige inden den skal serveres.

Tunroulade med spinat pyntet med rejer, citron og dild på toppen.

Mere gæstemad

Opskrift

Tunroulade

4.67 fra 3 stemmer
Opskrift på spinatroulade med tunmousse og rejer som forret, til brunch eller frokost. Den smager fantastisk godt, og så er den virkelig smuk.
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Køleskab 2 timer
Samlet tid 2 timer 30 minutter
Antal6 personer

Ingredienser
 

Spinatbund
  • 450 g spinat, hakket, optøet fra frost
  • 4 æg
  • ½ dl mælk
  • 1 tsk salt
  • Peber
  • 1 citron, skallen herfra, saften bruges i fyldet
Tunmousse
  • 2 ds tun i vand
  • 160 g smør, blødt
  • 1 dl creme fraiche
  • 1 citron, saften
  • 1 bdt frisk dild
  • 1 tsk salt
  • Peber
Pynt
  • 1 spsk mayonnaise
  • ½ citron
  • 150 g rejer
  • Frisk dild

Fremgangsmåde
 

Spinatbund
  1. Tænd ovnen på 200 grader almindelig over- og undervarme.
  2. Kom den optøede spinat i en si, og pres vandet godt ud af den inden den kommes i dejen.
    450 g spinat
  3. Del æggene i blommer og hvider.
    4 æg
  4. Bland æggeblommer, mælk, afdryppet spinat, revet citronskal, salt og peber sammen.
    ½ dl mælk, 1 tsk salt, 1 citron, Peber
  5. Pisk æggehviderne meget stive. Bland ⅓ i spinatblandingen, og vend derefter forsigtigt resten af de stiftpiskede æggehvider i, undgå at slå for meget af luften ud af dejen undervejs.
  6. Fordel dejen på en bageplade på 40×30 cm beklædt med bagepapir. Den skal være cirka ½ cm tyk.
  7. Bag bunden ved 200 grader over- og undervarme i 15-20 minutter eller til den er fast og let gylden.
  8. Lad den køle af 5 minutter inden bagepapiret fjernes fra bunden så den kan køle helt af.
Tunmousse
  1. Tag smørret ud af køleskabet i god tid, det skal være blødt når du skal lave tunmoussen.
  2. Dræn tunen for vand, og bland den i en skål med blødt smør, creme fraiche, citronsaft og hakket dild. Smag tunmoussen til med salt og peber.
    2 ds tun i vand, 160 g smør, 1 dl creme fraiche, 1 citron, 1 bdt frisk dild, 1 tsk salt, Peber
Samling
  1. Smør tunmoussen på den afkølede spinatbund. Lad 4-5 cm være fri på en af de korte sider.
  2. Rul rouladen fra modsatte side af den fri kant. Sæt rouladen på samlingen og pak den ind i husholdningsfilm. Sæt rouladen i køleskabet i 2 timer så tunmoussen kan sætte sig.
Pyntning
  1. Pak rouladen ud, og sæt den på det fad den skal serveres.
  2. Smør en stribe mayonnaise på langs af rouladens top, og læg rejerne oven på. Pynt til sidst med citronskiver og dild. Nu er rouladen klar til servering.
    1 spsk mayonnaise, ½ citron, 150 g rejer, Frisk dild

Næringsindhold

Serving: 1personKalorier: 355kcalKulhydrater: 5gProtein: 23gFedt: 28gMættet fedt: 16gKolesterol: 257mgNatrium: 1417mgKalium: 633mgFibre: 2gSukker: 1gA-vitamin: 7971IUC-vitamin: 24mgCalcium: 176mgJern: 4mg

Madelskernes Tips

Ingrediensnoter

Spinat – Vi bruger frossen spinat, som tøs op inden brug.

Forberedelse

Du kan sagtens lave rouladen klar nogle timer eller mere inden den skal serveres. Jeg vil dog anbefale at du venter med at pynte den til lige inden servering, så er den flottest når den skal på bordet.

Servering

Server som forret med lidt flutes og smør til. Den er også skøn på buffetbordet til brunch eller julefrokost.
Har du prøvet opskriften?Fortæl os hvad du synes om den!

14 kommentarer til “Tunroulade”

  1. Hej 🙂 et lille spørgsmål nu har Jeg prøvede og lave jeres roulade med spinat spinat bunden der står der der skal mælk i men jeg kan ikke finde ud af hvor i opskriften den skal i denne 🙂

    Svar
    • Hej Betina

      Den er da smuttet, det kan jeg godt se. Mælken skal i sammen med æggeblommerne, jeg har lige tilføjet det.
      Tak fordi du skrev til os, så vi kunne få det rettet.

      God fornøjelse med opskriften.
      Mvh Tina, Madformadelskere.dk

      Svar
  2. Uhm…..den skal helt sikkert prøves. Vil dog lige høre om den godt kan laves dagen før den skal serveres?

    Svar
    • Hej Ilse
      Dejligt du vil prøve opskriften. Du kan godt lave den dagen i forvejen, jeg anbefaler dog at du venter med at pynte den til den dag den skal serveres.

      God fornøjelse.
      Mvh Tina

      Svar
    • Hej Camilla

      Jeg har ikke selv prøvet at fryse den, jeg vil tro at den godt kan blive lidt vandet af at blive frosset, så jeg ville ikke umiddelbart gøre det.

      Mvh Tina

      Svar
  3. Hejsa. Kan jeg lave spinatbunden idag og tunmousse i morgen, samle lørdag morgen hvor vi skal spise den til frokost?

    Svar
    • Hej Sine

      Jeg ved ikke om jeg kommer for sent med mit svar, men jeg vil anbefale at du bager og samler den dagen før du skal servere den. Så kan den stå og trække samlet i køleskabet. Jeg har faktisk ikke prøvet at lade bunden ligge en dag før den bliver fyldt, jeg er bange for om den kunne blive lidt tør og eventuelt flække lidt når den bliver rullet. Lad mig endelig høre hvordan det går hvis du prøver.

      Mvh Tina

      Svar
  4. Hej!
    Jeg skal lave denne lækre spinat roulade, mit ? er til fyldet, tror du jeg kan skifte smørret ud med mayonnaise eller evt lidt af det?
    Vil prøve at bage bundene og fryse dem, og fylde dem aftenen før påskefrokosten, håber det går. Tak 🤗

    Svar
    • Hej Benthe

      Jeg har ikke selv forsøgt med mayonnaise, men tror umiddelbart godt du kan gøre det.

      Mvh Tina

      Svar
  5. Til info: Jeg har bagt bunden, rullet dem sammen med bagepapiret de er bagt på, ladet køle af sådan på køkkenbordet en times tid, pakket staniol omkring og i fryseposer, har frosset dem ned sådan, taget dem op dagen før festen og fyldt dem, så på køl til næsten dag hvor de pyntes, perfekt resultat 👍

    Svar
    • Hej Benthe

      Tak for at tage dig tid til at skrive om dine erfaringer med at fryse bunden. Det er god info, der hermed er givet videre til andre.

      Mvh Tina

      Svar
4.67 from 3 votes (3 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Opskriftsvurdering





Om madformadelskere

Redaktionen:
Tina Westergaard Møller
Rasmus Juul Møller

Mad for Madelskere udgives af:
WM Media
CVR: 38046799
Egevej 3, 6520 Toftlund

[email protected]

Rettigheder

Alt tekst og alle billeder på denne hjemmeside tilhører Madformadelskere – Du må under ingen omstændigheder bruge materiale fra vores hjemmeside eller sociale medier uden skriftlig aftale. Overtrædelse vil udløse et krav om kompensation.