Hurtige og nemme boller, som både børn og voksne elsker til morgenmad med ost eller marmelade.

Mere bagværk
De her boller er nogle vi bager igen og igen, fordi de bare er lækre, og så er de virkelig nemme og kræver få ingredienser.
Opskriften er god fordi
Nem og hurtig – Hvis du har en røremaskine, så går det lynhurtigt at få lavet dejen. Den kan også æltes i hånden, men det kræver lidt mere tid.
Klassiske hvide boller – Lækre hvide boller, som nok ikke er så sunde, men som smager helt forrygende, og som især børn elsker.
Ingrediensnoter
Hvedemel – Det vigtigste når du skal bage bollerne er en god hvedemel. Vælg hvedemel med et højt indhold af protein, gerne 12% for at sikre at du får lækre og luftige boller.
Smør – Vi kommer lidt smør i dejen for at gøre bollerne ekstra saftige. Det er almindeligt saltet smør vi bruger.
Salt – Det er vigtigt at bruge salt når man bager brød og boller, ellers får man simpelthen ikke den rigtig smag. Så det skal du ikke springe over.
Bageenzym – Jeg bruger ofte bageenzym når jeg bager brød og boller. Det bidrager til en bedre hævning, og gør også at brødet holder sig friskt længere. Hvis du ikke har bageenzym, kan det også sagtens springes over.
Alternative ingredienser
Mel – Vil du lave bollerne lidt grovere, så skift halvdelen af melet ud med fuldkornsmel.
Hvordan laver man nemme boller?
De her boller er super nemme, og de tager ikke lang tid at lave. Start med at lave dejen.
- Gæren røres ud i lunken mælk, og så tilsættes salt, sukker og bageenzym inden melet røres i, og dejen æltes godt. Når dejen er æltet i cirka 10 minutter, tilsættes det bløde smør og æltes ind i dejen.
- Lad dejen hvile i 15 minutter i skålen.
- Herefter deles dejen op, og formes til boller, som lægges på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad herefter bollerne hæve i 1 time med et viskestykker over.
- Opvarm ovnen til 200 grader varmluft, og pensel i mens bollerne med mælk. Bag bollerne i den varme ovn i 12-14 minutter til de er gyldne og gennembagte.
Lad dem efterfølgende køle ned på en rist.
Find den fulde opskrift længere nede på siden.
Tips og Tricks
Æltning – Jeg anbefaler at du bruger en røremaskine når du bager boller. Du kan også godt ælte dejen i hånden men det tager lang tid og mange krafter. Du skal ælte dejen til den er helt glat og smidig og slipper skålens kanter.
Hævning – Hvis din ovn har et hæveprogram, kan du bruge det til at forkorte hævetiden. I min ovn kan bollerne hæve til dobbelt størrelse på cirka 20 minutter.
Bagning – Det er en god ide at bage bollerne med damp i ovnen for at få den bedste hævning. Hvis din ovn ikke har dampfunktion, kan du sætte et fad i bunden af ovnen, og hælde lidt vand i når du sætter bollerne ind, for at skabe damp.
Andre lækre boller

Nemme boller
Ingredienser
- 350 g mælk
- 25 g gær
- 1 tsk salt
- 1 tsk sukker
- 10 g bageenzym (reklamelink)
- 500 g hvedemel
- 25 g smør, blødt
- 2 spsk mælk, til pensling
Sådan gør du
- Lun mælken til den er lillefingervarm, og opløs gæren i mælken.350 g mælk, 25 g gær
- Tilsæt salt, sukker og bageemzym, og kom herefter hvedemelet i. Nu skal dejen æltes rigtig godt, gerne på røremaskine. Du skal ælte dejen indtil den er glat og jævn og slipper skålen. Dejen er blød og lidt klistret, det skal den være.1 tsk salt, 1 tsk sukker, 10 g bageenzym (reklamelink), 500 g hvedemel
- Tilsæt det bløde smør, og ælt dejen indtil smørret er arbejdet helt ind. Lad dejen hvile 15 minutter i skålen inden du går videre.25 g smør
- Del dejen i 12 lige store stykker, og form hvert stykke dej til en rund bolle. Sæt bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Lad bollerne hæve til dobbelt størrelse, det tager cirka 1 time.
- Når dejen er hævet, varmes ovnen op til 200 grader varmluft. Brug ovnens dampfunktion eller sæt et fad i bunden af ovnen til at lave damp under bagningen.
- Pensel bollerne med mælk.2 spsk mælk
- Når ovnen er varm, sættes pladen med bollerne ind i ovnen, og der hældes 1-2 dl vand i fadet i bunden af ovnen for at skabe damp. Lad bollerne bage i 12-14 minutter ved 200 grader varmluft med damp eller til de er gyldne og færdigbagte.
- Tag bollerne ud og lad dem køle ned på en rist.
De her boller bager vi igen og igen, de er super gode at have i fryseren!