Lækker skaldyrssalat når det er bedst! Vi elsker rejer og krebsehaler, så en smuk forening af dem i en lækker skaldyrssalat er da bare helt perfekt. Den passer rigtig godt som en lille forret, eller som et komplet måltid serveret med sprødt ristet brød, gnedet med lidt hvidløg. Kast Jer ud i det, den er virkelig nem at lave.
Skaldyrssalat og kold hvidvin
En lækker skaldyrssalat og et glas koldt hvidvin på en lun sommeraften, så bliver det altså bare ikke bedre!
Den her salat med rejer og krebsehaler, er en af favoritterne i løbet af sommeren, både hos os voksne og ungerne. Skaldyrssalaten er meget mild i smagen, Så det er virkelig en børnevenlig skaldyrssalat. Den har en rigtig fin smag af den friske dild og de andre ingredienser, og som sagt så kan den både spises som en lækker forret, eller et helt måltid.

Hvordan laver man den bedste skaldyrssalat?
Når man først har lavet den her fantastiske skaldyrssalat en gang, så hænger opskriften bare ved! Og den er heldigvis også rigtig nem at lave. Her kommer en lille gennemgang af de ingredienser du skal bruge og fremgangsmåden.
- Rejer i lage. Gerne store grønlandske rejer
- Krebsehaler i lage. Mums! Elsker dem bare..
- Løg.
- Rød peber.
- Grønne asparges. Lidt knas og smag
- Creme fraiche. Gør dressingen lidt lettere..
- Mayonnaise. Hvis du ikke gider lave den selv, så kan jeg anbefale Hellmann´s
- Hvidløg. Et lækkert pift, dog uden at overdøve de andre ingredienser
- Frisk dild. Dild og skaldyr er bare et godt match.
- Salt og peber
Enderne knækkes af de grønne asparges, der efterfølgende for et kort bad i kogende vand. De køles efterfølgende ned i koldt vand for at stoppe tilberedningen. Skær dem derpå i passende stykker og stil dem til siden. Rejer samt krebsehaler kommes i et dørslag til afdrypning.
Mayonnaise, cremefraiche, hakket dild samt hvidløg blandes i en skål og smages til med salt salt og peber. Når smagen er tilfredsstillende, kommes de nu afdryppede rejer, krebsehaler i dressingen sammen med stykkerne af asparges, rød peber og løg. Det hele blandes godt sammen. Stil nu skaldyrssalaten på køl til den skal serveres.
Hjemmelavet skaldyrssalat opskrift
Her kommer opskriften på den bedste skaldyrssalat med krebsehaler og rejer. Den smager skønt at sommer på grund af dild og asparges. Du kan selvfølgelig nemt eksperimentere med andre typer af krydderurter hvis du synes, men dild er bare rigtig godt til skaldyr.

Skaldyrssalat
Ingredienser
- 200 g rejer i lage
- 200 g krebsehaler i lage
- 8 grønne asparges
- 1/2 rød peberfrugt
- 1 løg
- 2 spsk creme fraiche
- 1 spsk mayonnaise
- 1/2 fed hvidløg
- 1 dl frisk dild
- Salt
- Peber
Sådan gør du
- Kom rejer og krebsehaler i et dørslag og lad dem dryppe af.
- Nu skal de grønne asparges tilberedes. Først skal man lige have den lidt seje ende af, det gøres led ved at tage fat i hver ende og knække den, så man har den del med toppen tilbage. Kom dem i kogende vand og giv dem ca. 3 min. Hæld det varme vand fra, og skyl dem under den kolde hane. Når de er kølet ned skal de lige dryppe af, dernæst skæres de i passende stykker på ca. 1 cm
- Skær løget og den røde peberfrugt i små tern.
- Hak dilden fint, og riv hvidløget fint.
- Bland mayonnaise og creme fraiche i en skål sammen med dild og hvidløg, og smag til med salt og peber.
- Kom løg, rød peber og asparges samt rejer og krebsehaler op i dressingen og rør det sammen
- Og vupti! så har man den mest lækre skaldyrssalat.
- Server den som forret eller frokost med et godt stykke brød eller hjemmebagte flutes.
Noter
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Er du på jagt efter en anden forret med fisk eller rejer? Så vil jeg anbefale dig at prøve Avocado med rejer eller lakserilette med varmrøget laks.
Dressing til skaldyrssalat
Dressingen i denne opskrift passer godt til forskellige typer af skaldyrssalat. Du kan sagtens variere indholdet i din salat, og bruge den samme dressing med mayonnaise, creme fraiche, dild og hvidløg. Det er en klassisk og lækker dressing til skaldyrssalat, som du også kan bruge sammen med andre grøntsager, frugter og skaldyr. Prøv for eksempel at skifte asparges ud med melon, avocado eller mango.
Tapasret
Skaldyrssalat kan sagtens spises som en del af en større tapasanretning. Det gør vi tit, ligesom vi gør med lakserilette. Jeg synes det er rigtig dejligt med noget fisk eller skaldyr på tapasbordet, og det er også en god måde at få noget fisk i ungerne. Ellen elsker rejer, så det er ikke noget problem, men Johannes er lidt mere selektiv, men som regel går rejer og krebsehaler rent ind hos ham også.
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ❤️
Dejlig salat, bliver ikke dårligere med jomfruhummerhaler, ristet på panden, skåret i passende stykker, og blandet med alle de andre gode ting. Mums.
Hej Torben
Tak for din kommentar, det lyder bestemt meget lækkert med jomfruhummerhaler 🙂
God weekend til dig.
Mvh Tina