Kransekage er et must til nytårsaften, og i år serverer vi kransekage med nougat til champagnen. Det er ikke svært at lave kransekagen selv, og du kan sagtens være i god tid, den skal nemlig helst fryses inden den skal spises.
Vi har tidligere serveret mange forskellige former for kransekage til nytår. Alt fra Kransekagekonfekt til kransekage formet som årstal og selvfølgelig den klassiske kransekagetop. Det behøver ikke altid være helt vildt når der skal bages kransekage, for de smager jo præcis lige så godt uanset hvordan de ser ud.
I år bliver det så en version med nougat, og det er noget der bare lige giver smagen en ekstra tand på lækkerhedsskalaen, synes jeg.

Flere søde sager
Ingredienser
Fremgangsmåde
- Bræk marcipanen i mindre stykker og kom den i en røreskål sammen med flormelis. Jeg bruger altid røremaskinen, men det kan også gøres i hånden. Rør marcipan og flormelis godt sammen.250 g marcipan, 100 g flormelis
- Tilsæt æggehvide lidt af gangen mens du stadig rører i massen indtil du har den konsistens du gerne vil have. Massen skal være fast men stadig blød og let klistret når du rører ved den.20 g æggehvide
- Kom kransekagemassen i en pose og læg den i køleskabet i 1 time.
- Tænd ovnen på 190 grader almindelig over- og undervarme.
- Del kransekagemassen i 4 dele, og tril dem til 4 pølser på cirka 2 cm i tykkelse.
- Brug en finger, skaftet fra en rund grydeske eller som mig, et glassugerør, til at lave en fordybning i midten af stængerne. Den må gerne være godt dyb, den bliver mindre når kransekagen bliver bagt.

- Læg stængerne over på en bageplade beklædt med bagepapir. Skær kransekagestykkerne ud i passende stykker på 4-5 cm i længden.
- Sæt en ekstra bageplade under den du har kransekagen på, og bag kransekagerne i 15 minutter ved 190 grader over- og undervarme. Når kransekagerne er færdigbagte og let gyldne, tages pladen ud af ovnen.

- Kom nougaten i en mikroovnsegnet skål og smelt den i mikrobølgeovnen. Her tager det cirka 40 sekunder ved fuld effekt, men hold godt øje med den, den skal kun lige smelte. Alternativt kan du smelte nougaten i vandbad på komfuret.75 g blød nougat
- Kom den smeltede nougat i en sprøjtepose, og sprøjt nougaten ud i fordybningen i de varme kransekager. Sæt dem koldt og lad dem køle ned så nougaten sætter sig inden du skal pynte dem.

- Hak chokoladen groft. Smelt ⅔ af chokoladen i mikroovnen eller i vandbad, og rør derefter resten af chokoladen i. Dyb enderne af kransekagestængerne i den smeltede chokolade.100 g mørk chokolade

- Pisk en glasur af flormelis og æggehvide. Kom begge dele i en skål og pisk med en håndmixer til glasuren bliver sej og tyk. Det tager cirka 5 minutter. Du kan eventuelt justere konsistensen med mere flormelis eller lidt vand indtil den er perfekt. Den skal være ret tyk for at den ikke flyder ud. Kom glasuren i et krammerhus eller en lille sprøjtepose, og sprøjt den hen over kransekagestykkerne.150 g flormelis, 35 g æggehvide
- Server din kransekage til nytår eller andre festlige lejligheder med et glas champagne til.




