Madformadelskere / Søde sager / Kager / Havregrynskager med smørcreme

Havregrynskager med smørcreme

Af:

Tina Westergaard Møller

Opdateret:

Udgivet:


Havregrynskager med smørcreme er en klassiker de fleste af os elsker. En sprød og lidt sej havregrynssmåkage med fyld af en fløjlsblød smørcreme, der bare smelter på tungen. Det er simpelthen en himmelsk mundfuld.

Du kan godt bage dine havregrynskager i god tid, for eksempel dagen før, og så kan du lægge dem sammen lige inden de skal spises. Hvis alle ikke bliver spist kan de også opbevares i køleskabet, men så går sprødheden lidt af havregrynskagen. De smager dog stadig glimrende.

Det er sådan en kage man gerne vil servere for gæster til en god kop kaffe, men også sådan en man gerne vil hygge med under tæppet på sofaen med en god film i fjernsynet. Den kan altså det hele. Heldigvis er den ret nem at lave, det tager lidt tid, da kagerne først skal bages og køles ned inden man kan komme chokolade på, og så skal chokoladen tørre inden de kan fyldes med blød smørcreme. Men det er ventetiden værd, og de enkelte trin i opskriften er ikke ret svære at lave.

Havregrynskager med skørcreme på kagetallerken med flere kager i baggrunden.

Flere søde sager

Opskrift

Havregrynskager med smørcreme

4.67 fra 3 stemmer
Sprøde og seje havregrynskager lagt sammen med blød smørcreme. Det er en dejlig kage, som du kan servere med en god kop kaffe eller te til. Havregrynskagerne kan med fordel bages dagen før, og lægges sammen med smørcreme inden servering.
Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Nedkøling og samling 1 time
Samlet tid 1 time 30 minutter
Antal8 stk

Ingredienser
 

Havregrynskager
  • 150 g smør
  • 250 g havregryn
  • 250 g sukker
  • 1 tsk vaniljepasta
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 spsk hvedemel
  • 2 æg
Smørcreme
  • 125 g sukker
  • ½ dl vand
  • 1 tsk vaniljepasta
  • 150 g smør, blødt
  • 1 æggeblomme
Derudover
  • 200 g mørk chokolade

Fremgangsmåde
 

Havregrynskager
  1. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  2. Smelt smørret i en gryde. Tag det herefter af varmen.
    150 g smør
  3. Bland havregryn, sukker, vanilje, bagepulver og mel i en skål, og tilsæt æg og det smeltede smør. Rør dejen sammen med en ske til den er jævn.
    250 g havregryn, 250 g sukker, 1 tsk vaniljepasta, 2 tsk bagepulver, 2 spsk hvedemel, 2 æg
  4. Hvis dejen føles meget våd, kan du lade den stå i 15 minutter inden du går videre, så suger havregrynene noget af væsken.
  5. Lav kugler af dejen, cirka 1 spsk. dej pr kugle. Sæt dem med god afstand på en bageplade, og tryk dem lidt flade med en ske eller med håndfladen. Du kan have 8 kugler på en almindelig bageplade.
    Dejen til havregrynskager og størrelsen på kuglerne på bagepladen
  6. Bag havregrynskagerne ved 175 grader varmluft i 8-10 minutter eller indtil kanten er brun.
  7. Lad kagerne køle lidt af på bagepladen inden de flyttes til en rist hvor de skal køle helt ned.
Pensling med chokolade
  1. Når kagerne er helt kolde tempereres chokoladen. Det bruger jeg mikroovnen til, du kan også gøre det over vandbad i en gryde.
  2. Hak 2/3 af chokoladen groft og 1/3 af chokoladen fint. Kom den grofthakkede chokolade i en mikroovnsegnet plastbøtte, og smelt chokoladen i intervaller af 30 sekunder. Rør efter hvert 30. sekund til den er helt smeltet. Tilsæt så den finthakkede chokolade, og rør rundt til alt chokoladen er smeltet.
    200 g mørk chokolade
  3. Pensel undersiden af havregrynskagerne med smeltet chokolade.
Smørcreme
  1. Kom vand, sukker og vanilje i en gryde, og kog op til alt sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen og lad siruppen køle ned.
    125 g sukker, ½ dl vand, 1 tsk vaniljepasta
  2. Pisk blødt smør og æggeblomme rigtig godt sammen. Brug røremaskine eller håndmixer. Det skal piskes til det bliver luftigt og hvidt, det tager cirka 10 minutter på min maskine. Tilsæt herefter den afkølede sukkersirup i en tynd stråle mens du stadig pisker. Når alt siruppen er i, stopper du med at piske, og cremen fyldes i en sprøjtepose med en stjernetyl i.
    150 g smør, 1 æggeblomme
  3. Fordel cremen på halvdelen af havregrynskagerne, og luk dem herefter med de resterende kager.
  4. Nu er kagerne klar til servering.

Næringsindhold

Serving: 1havregrynskage med smørcremeKalorier: 657kcalKulhydrater: 65gProtein: 5gFedt: 43gMættet fedt: 26gKolesterol: 147mgNatrium: 413mgKalium: 225mgFibre: 3gSukker: 54gA-vitamin: 1039IUCalcium: 107mgJern: 4mg

Madelskernes Tips

Ingrediensnoter

Havregryn – Jeg bruger fintvalsede økologisk havregryn til disse kager. Det plejer at give et super godt resultat
Hvedemel – Der er opskrifter hvor der slet ikke er mel i, men jeg synes at kagerne bliver bedst med en lille smule hvedemel, for at samle dejen lidt.
Vanilje – Jeg bruger oftest vaniljepasta, da jeg altid har det herhjemme, men du kan også bruge korn fra en vaniljestang eller vaniljepulver i stedet.
Æg – Du skal bruge et par æg til selve kagerne, og så skal der yderligere en æggeblomme i smørcremen. Jeg plejer at bruge en frisk æggeblomme, men pasturiserede virker også fint hvis du helst vil bruge det.
Smør – Der skal smeltet smør i dejen til kagerne. Du kan fint bruge saltet smør. Der skal også smør i smørcremen selvfølgelig, og her er det vigtigt at smørret er helt blødt, så tag det ud af køleskabet i god tid.
Mørk chokolade – Brug en god mørk chokolade med minimum 70% chokolade. Den må gerne kunne smages og bidrage med lidt bitterhed igennem den søde smørcreme.

Opbevaring

Når havregrynskagerne er fyldt med smørcreme, skal de spises med det samme eller opbevares i køleskabet indtil de skal spises. Jeg anbefaler at de serveres indenfor et par timer efter de er samlet, for ellers mister kagen sin sprødhed.
Du kan sagtens bage havregrynskagerne dagen før, og også pensle dem med chokolade. Jeg anbefaler at kagerne samles den dag de skal spises, og helst ikke mere en et par timer inden servering for at beholde kagernes sprødhed.

Andet fyld

Du kan sagtens fylde kagerne med andre cremer. Du kan også lave en Citronsmørcreme eller en med appelsin hvis du synes.

Video

Har du prøvet opskriften?Fortæl os hvad du synes om den!

4 kommentarer til “Havregrynskager med smørcreme”

  1. Kagerne ser lækre ud. Jeg har ofte bagt havregrynskager, fordi man hurtigt kan fremtrylle en flødekage, hvis man får gæster. ( jeg bruger flødeskum imellem)Jeg opbevarer dem ligesom andre småkager, og de kan holde sig længe. De er dog uden chokolade. Det skal prøves, ligeledes med smørcreme.
    Jeg vil så bare pensle dem med chokolade lige inden de skal bruges.

    Svar
    • Hej Ingelise

      Tak for din kommentar 😍

      Det er nemlig en super god kage, fordi havregrynssmågerne fint kan ligge i længere tid, og så skal man bare samle dem med creme når de skal spises. Jeg håber du bliver glad for resultatet med vores opskrift også 😍

      God fornøjelse.
      Mvh Tina

      Svar
    • Hej Yvonne

      De løber selv ud når de kommer i ovnen. Se eventuelt billedet i opskriften, hvor du kan se de små klatter jeg sætter på bagepladen. Jeg laver en kugle med skeen, og giver dem et lille tryk med bagsiden af skeen, så de er lidt flade, og så klarer de selv resten.

      Mvh Tina

      Svar
4.67 from 3 votes (3 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Opskriftsvurdering





Om madformadelskere

Redaktionen:
Tina Westergaard Møller
Rasmus Juul Møller

Mad for Madelskere udgives af:
WM Media
CVR: 38046799
Egevej 3, 6520 Toftlund

[email protected]

Rettigheder

Alt tekst og alle billeder på denne hjemmeside tilhører Madformadelskere – Du må under ingen omstændigheder bruge materiale fra vores hjemmeside eller sociale medier uden skriftlig aftale. Overtrædelse vil udløse et krav om kompensation.