Leder du efter den bedste opskrift på de mest snaskede og lækre kanelsnegle i fad, så er du kommet til det rette sted. Disse kanelsnegle vil slå benene væk under din familie og dine venner. De er bløde, lækre og snaskede og så smager de bare helt fantastisk. Vi håber du får lyst til at prøve opskriften på de her lækre høje kanelsnegle i fad.

Bløde kanelsnegle
Vi har før lavet kanelsnegle, også nogle rigtig lækre nogle af slagsen. Men de her høje snegle bagt i en bradepande slår alt hvad vi tidligere har bragt. De er nemlig ekstra snaskede, bløde og så holder de så rigtig godt selv efter et par dage.
De her kanelsnegle gøre sig rigtig godt som et sødt indslag til eftermiddagskaffen, eller til at dele ud til børnefødselsdagen. Hvis du serverer dem til børn, så husk endelig masser af servietter for de her kanelsnegle er af den snaskede slags. Ikke desto mindre elsker vores børn dem, og det gør vi voksne faktisk også.

Hvordan laver man høje kanelsnegle i fad?
Det er faktisk ikke så svært at lave super snaskede og lækre snegle til familien.
Det første vi skal gøre er at lave dejen til de her kanelsnegle. Det er en lækker gærdej med smør, der gør at vi får nogle rigtig bløde snegle i sidste ende. Vi bruger tørgær i vores opskrift men du kan sagtens bruge almindelig gær hvis du hellere vil det.
Til dejen skal du bruge:
- Mælk
- Sukker
- Tørgær, eller almindelig gær
- Hvedemel
- Salt og sukker
- Æg
- Smør
- Vanilje, enten en vaniljestang, vaniljeekstrakt eller vaniljepasta.
Dejen er en helt almindelig gærdej. Den har godt af at blive æltet godt, og derfor anbefaler vi at du laver den på en røremaskine hvis du har muligheden for det. Dejen skal æltes længe, i cirka 15 minutter indtil den begynder at slippe skålen. Det er helt klart nemmest at gøre på maskinen.
Herefter skal dejen hæve. Imens dejen hæver kan du lave remoncen. Remoncen er fyldet til kanelsnegle og det består af brun farin, blødt smør og lidt kanel. Du laver selve fyldet ved at blande det hele godt sammen i en skål og så venter du på at dejen er færdig med at hæve.
Når dejen er færdighævet, skal du rulle dejen ud. Det er vigtigt at have godt med mel på bordet her. Dejen er nemlig forholdsvis blød at arbejde med. Rul dejen ud til kvadrat på ca 50 x 50 cm, husk og så godt med mel på kagerullen.
Nu skal du smøre din remonce ud på dejen. Herefter skal dejen rulles rimelig stramt, og skære ud til lækre høje kanelsnegle. Vi bruger en sytråd til at skære sneglene ud med, så undgår man nemlig at trykke på flade under processen. Det synes vi fungerer bedst, men vil du hellere skære med en kniv, så gør du selvfølgelig bare det.
Vi anbefaler at du sætter sneglene i en høj bradepande beklædt med bagepapir. Inden bagning skal sneglene efterhæve. Så er det tid til at bage. Lidt af remoncen vil flyde ud under bagning men hvis du har dine snegle i en høj bradepande med bagepapir, så vil de opsuge en del af remoncen igen under bagningen. Det giver en super lækker og snasket snegl i sidste ende. Ligesom vi bedst kan lide dem. Når sneglene er blevet bagt i cirka 20 til 25 minutter, er de klar til at komme ud af ovnen og køle af inden du eventuelt kommer glasur på. Hvis du ikke er til glasur jeg så smager snegle altså også dejligt lune.

Kanelsnegle i fad opskrift
Her får du vores bedste opskrift på lækre, høje, snaskede kanelsnegle i fad. Du kan spise sneglene præcis som de er eller pyntet med glasur og eventuelt hakkede mandler eller nødder. Selvom de her kanelsnegle er virkelig nemme at lave, så synes vi at det er verdens bedste kanelsnegle, og både børn og voksne elsker at sætte tænderne i sådan en lun snegl.

Kanelsnegle i fad opskrift
Ingredienser
Dej:
- 3,5 dl mælk, lun
- 2 spsk sukker
- 6 gram tørgær, eller 25 gram almindelig gær
- 560 g hvedemel, evt. 10 g ekstra hvis man synes dejen er for våd.
- 1/4 tsk salt
- 60 g sukker
- 2 æg, m/l
- 60 g smør, smeltet
- 1 stk vaniljestang, kornene heraf. Kan erstattes af en spsk. vanilje ekstrakt
Fyld
- 180 g smør
- 2,5 dl brun farin
- 1 spsk kanel
Glasur
- 1 dl flormelis
- 2 spsk kakao
- 2 spsk vand, kogende
Sådan gør du
- Varm mælken op til ca. 30 grader. Tilsæt de 2 spsk. sukker samt tørgær. Pisk det grundigt sammen og stil det lunt til det bobler op. Det plejer at tage 10 – 15 minutter. Så er der godt gang i gæren.
- Jeg forudsætter at man ælter dejen på maskine. Kom mel, sukker, blandingen af mælk og gær fra trin et, smeltet smør, salt, 2 æg samt vaniljekorn i skålen. Ælt herefter dejen ved medium hastighed til den slipper skålen. Det er i dette trin man kan tilsætte ekstra mel, hvis man synes at dejen ser for våd ud.Jeg plejer at ælte dejen ca.10 – 15 minutter, før den begynder at slippe skålen.
- Når dejen begynder at slippe skålen, tages den op og kommes over i anden skål smurt med en smule olie. Stil den lunt og lad den hæve til dobbelt størrelse. Det plejer at tage en times tid.
- Når dejen hæver forberedes fyldet til kanelsneglene. Bland brunt farin, Blødt smør samt kanel i en skål. Bland det grundigt sammen og stil det til siden.
- Når dejen er hævet overføres den til et bord drysset med mel. Dejen kan godt virke en smule klistret, så det er altså vigtigt med melet. Drys mel på dejen og rul den ud til et kvadrat på Ca. 50 x 50 cm med en kagerulle, eller en rullepind. Fordel derefter fyldet forsigtigt ud i et jævnt lag på dejen.
- Rul forsigtigt dejen sammen til en pølse.
- Find et bradepande frem Ca. 22 x 33 x 5 og beklæd den med bagepapir. Skær nu pølsen ud i 15 lige store snegle og placer dem i bradepanden. det gør ikke noget de ligger lidt tæt. Vi vil gerne have dem til at hæve opad under bagningen. Det er en rigtig god ide at bruge et stykke sytråd til at skære sneglene med. Så undgår man at trykke dejen flad. Man laver en løkke rundt om dejen og strammer til.
- Nu skal sneglene hæve igen. Stil dem lunt og dæk dem til med et klæde. Lad dem hæve til dobbelt størrelse. Det burde tage 30 – 40 minutter afhængig af temperaturen. Imens sneglene hæver forvarmes ovnen til til 190 grader.
- Placer bradepanden midt i den forvarmede ovn og bag sneglene i 20 – 25 minutter til de er let gyldne.
- Lad sneglene køle af, og rør en glasur sammen med flormelis kakao og kogende vand. Pynt sneglene med glasur og nyd dem med nogen du holder af.
Hvad skal du huske til næste gang?
Ernæringsinformation
Prøv også: Kanelsnegle med glasur eller kanelsnegl i kop
Hvad synes du om opskriften?
Har du prøvet denne opskrift? Vi vil rigtig gerne høre hvad du synes om den. Læg en kommentar, giv antal stjerner på opskriften og del dit billede på Instagram med #madformadelskere – Vi elsker at se Jeres retter ❤️
Tilmeld dig også gerne vores Facebookgruppe, hvor du kan vise billeder af den lækre mad du laver! Du finder Facebookgruppen her
Hej, respekt for en lækker opskrift, de er virkelig gode og skønt nassede 🙂
En lille ting, nok noget I i redaktionen ikke har indflydelse på, men det er rimeligt ulækkert og næsten slukkende for den kreative sans, at det mellem jeres flotte billeder at retter og bagværk, vælter med billeder af fjernet ørevoks, negle med neglesvamp og andre ting, som vi alle godt ved at man slås med, men kunne man ikke placere dem et andet sted 🙁
Tak for en iøvrigt fin fin side.
Hej Lars
Tak for din kommentar og dejligt du kunne lide sneglene.
Vi er klar over at der er nogle reklamer der bestemt ikke er egnede til at vise her på siden. Vi arbejder hårdt på at få dem fjernet, og håber vi snart er i mål med det.
Prøv gerne at ryd dine cookies i din browser, så håber jeg de er væk for dig.
God søndag!
Mvh Tina