Hjemmebagte luftige burgerboller, som bare smager helt fantastisk til en klassisk hjemmelavet burger, en crispy chicken burger eller ribbensandwich. De er høje, svampede og meget luftige, og smagen er i top.
Kom æg, mælk, sukker, gær samt bageenzym og hvedesur i en skål og rør det sammen til alt sukker og gær er opløst. Det kan godt tage lidt tid før det er opløst, så det er altså en god ide at bruge en køkkenmaskine. Lad det stå i ti minutter efter det er pisket, så gæren får lidt tid til at komme i gang.
180 g æg, 75 g mælk, 40 g sukker, 8 g tørgær, 5 g bageenzym (reklamelink), 13 g hvedesur (reklamelink)
Tilsæt under omrøring, salt og melet lidt af gangen til det hele er rørt i. Det kan godt virke som en lidt tynd omgang, men det skal nok samle sig når stivelsen bliver frigjort og binder væsken. Jeg skriver også evt. 10-20 g ekstra hvedemel, det er fordi der er lidt forskel på hvor meget væske melet kan binde, alt efter hvilken mel du bruger.
10 g fint salt, 360 g hvedemel
Ælt dejen godt, og når det er blevet en lidt mere fast dej, så tilsættetes det usaltede bløde smør. Herefter skrues op til medium hastighed for røremaskinen og dejen æltes godt i 10 - 15 min eller indtil den slipper bunden af skålen.
100 g smør
Formning og hævning
Kom nu dejen i et smurt fad, dæk til med film og kom i køleskabet i et par timer. Faktisk kan dejen sagtens stå i køleskabet til dagen efter. Formålet med nedkølingen er at gøre den ellers meget bløde dej, mere fast, så man kan arbejde med den.
Gør dine bageforme klar, hvad enten du bruger en silikoneform eller hjemmelavede ringe af staniol, så skal de lige smørres med olie eller have et pust med en bagespray.
Tag nu dejen ud af køleskabet og vej den af i portioner på 80 g. Form nu dejen til kugler og placer dem midt i formen. Slut af med at give de små dejkugler et spray på toppen med olie eller bagespray.
Tag en skål eller et glas og smør det under bunden og giv boller et tryk fra oven, så de bliver mast ud til kanterne af formen (de trækker sig lidt sammen når man fjerner skålen). Dæk til med film og lad dem hæve ved 20-25 grader i 2 - 3 timer eller til de er hævet lidt op over kanten på formen. Det kan være en fordel at hæve dem i en lun ovn, for at det går lidt hurtigere.
Bagning
Varm herefter ovnen op til 175 grader almindelig over- og undervarme. Stil en metal bradepande i bunden, den skal bruges til at lave damp under bagningen.
Bland æg samt mælk i en lille skål og pisk sammen. Pensel de nu hævede boller forsigtigt med ægge/mælkemassen og drys med sesamfrø eller anden topping efter ønske.
25 g æg, 25 g mælk, Sesamfrø
Stil bagepladen i ovnen og kom 1 dl vand i bradepanden (Det laver damp), bag bollerne i 10-15 minutter til de har fået en lækker gyldenbrun farve. Stil dem til afkøling på pladen.
Kom de næsten afkølede burgerboller i poser, så de bliver lækre og bløde.
Noter
Ingrediensnoter
Bageenzym og hvedesur - Begge dele køber vi hos bagebixen (reklamelink). Det er ikke dyrt, og du skal ikke bruge ret meget, men når du først har prøvet at bage med det, kan du ikke undvære det igen. Det giver bare lige lidt mere luftige og lækre burgerboller. Bageenzym hjælper under bagningen til at gæren bliver udnyttet bedre og det giver mere luftige burgerboller, mens hvedesur bidrager til den gode smag.Tørgær - Tørgær kan erstattes med almindeligt frisk gær. Så skal man bare regne med ca. 35 g. frisk gær.Hvedemel - her skal man finde sig et mærke hvor indholdet af protein er højt, gerne 12 - 14 %. Det giver den bedste struktur i dejen, og bidrager til at bollerne hæver godt og bliver svampede og luftige.
Tilberedning
Æltning - Vi anbefaler at dejen æltes på maskine, da den kræver lang æltetid. Når dejen slipper skålens kanter, og man kan lave glutentesten, så er dejen klar til at komme på køl. Det er vigtigt at få æltet dejen længe nok, for at få det rigtige resultat i sidste ende.Formning af bollerne - Spænd dejen godt op når du former bollerne, det er vigtigt, så de hæver ordentligt op og bliver flotte og høje.Forme - Det er en god ide med enten aluforme, stålforme eller en silikoneform som denne (reklamelink). Vi har netop købt en silikoneform til at bage burgerboller i, og det er altså bare nemt. Tidligere har vi brugt hjemmeformede ringe af staniol. Du kan forme 9 ringe i alufolie med en diameter på 10 cm og højde på 1 - 1,5 cm og klipse dem sammen, så de kan holde på formen under hæve- og bageprocessen. Husk at spraye formen med lidt fedt inden du kommer bollerne i, for at sikre at de ikke sidder fast.Hvis du ikke har en form, kan du også godt bage dem uden, men de bliver ikke helt så fine og med den høje kant uden en form.Hævning - Briochedej er en rig og tung dej, og den tager lidt længere tid at hæve end en almindelig gærdej. Hvis det går for langsomt med hævningen, så tænd kort for din ovn på 50 grader. Sluk den og stil så bollerne ind og lad dem hæve i den lune ovn. Hvis din ovn har hæveprogram, kan du også bruge det.
Bollerne holder sig fint nogle dage i en plastpose. Går der mere end 3-4 dage før du skal spise dem, anbefaler vi at du fryser dem ned. Det bliver de ikke dårligere af, og vi laver gerne en portion til fryseren, så vi altid har lækre burgerboller i fryseren når fast food-trangen melder sin ankomst.